|
 |
Årets prismodtager
Sir Simon
Rattle, dirigent
Sir Simon Rattle er født i Liverpool i 1955. Som ganske ung spillede han klaver, violin og slagtøj og dirigerede sit eget orkester. Som 16-årig kom han ind på Royal Academy of Music i London. I 1976 dirigerede han London Sinfonietta ved sin første Promenadekoncert, og året efter blev han assisterende dirigent for Royal Liverpool Philharmonic Orchestra. I 1980-1998 var han chefdirigent for City of Birmingham Symphony Orchestra, som han udviklede til et europæisk toporkester.
Fra 2002 har Sir Simon Rattle været chefdirigent og kunstnerisk leder for Berliner Filharmonikerne. Helt fra begyndelsen har han markeret sig stærkt ved at udvide orkestrets repertoire og i kraft af formidlingsprojekter, der har bragt Berliner Filharmonikerne i tættere kontakt med det omkringliggende samfund. Rattles kærlighed til både ældre og ny og nyere klassisk musik, herunder Mahler, har afspejlet sig i orkestrets repertoire og den fornyede spillestil, som Rattle har været garant for. I 2009 fik han skabt en digital platform, hvor Berliner Filhamonikernes koncerter live-streames på nettet. Orkestret har et uddannelsesprogram, der sikrer at musikken også udbredes til børn og unge – og af samme grund blev Berliner Filharmonikerne og Sir Simon Rattle i 2007 udpeget til Unicef-ambassadører. Hans kontrakt som chefdirigent løber frem til 2018.
Sir Simon Rattle har talrige koncerter og indspilninger bag sig, bl.a. med Wiener Filharmonikerne og City of Birmingham Symphony Orchestra. Med Berliner Filharmonikerne har han bl.a. indspillet Carl Nielsens fløjte- og klarinetkoncert med Emmauel Pahud og Sabine Meyer. Og som 1. gæstedirigent for det engelske Oplysningstidens Orkester viser han sit engagement i historisk opførelsespraksis.
Sir Simon Rattles forbindelse til dansk musikliv omfatter også koncerter med Sjællands Symfoniorkester i 1970’erne.
Sir Simon Rattle vil anvende Léonie Sonnings Musikpris til at starte en ny dirigentuddannelse som en del af Berliner Filharmonikernes Orkesterakademi.
Priskoncerten
Sir Simon Rattle modtog Léonie Sonnings Musikpris på 600.000 kr. ved en koncert lørdag den 2. februar kl. 19.30 i Koncerthuset i DR Byen, København.
Prisen blev overrakt af dirigent Michael Schønwandt. Hør fondens begrundelse for at give prisen til Simon Rattle, Michael Schønwandts tale til Simon Rattle samt Simon Rattles takketale i videoen nedenfor.
Programmet
Jean Sibelius, Symfoni nr. 7 i C-dur (1924)
Hans Abrahamsen Dobbeltkoncert for violin, klaver og strygeorkester (2011)
Pause
Carl Nielsen, Symfoni nr. 4. Det uudslukkelige (1914-16)
Prisoverrækkelse
Medvirkende
Carolin Widmann, violin
Tanja Zapolski, klaver
Det Kongelige Kapel
Dirigent: Sir Simon Rattle
Begrundelsen
Léonie Sonnings Musikpris 2013 gives med 600.000 kr. til dirigenten Sir Simon Rattle for igennem mere end 35 år at have placeret den symfoniske orkestermusik centralt i nutidens samfund.
Med sine medrivende og nyfortolkende opførelser af mere end tre århundreders musik har Sir Simon på afgørende vis medvirket til at nydefinere dirigentens rolle og funktion.
Takket være Sir Simons begejstring og sociale engagement har talrige nye lyttere fået åbnet sindet for musikkens urkraft.
København, den 3. februar 2013.
Ved Sir Simon Rattles personlige nærvær i DR's Koncertsal.
Tv- og radiotransmissioner
Prisoverrækkelseskoncerten og interviews blev transmitteret live på DR K og DR P2.
Pressen skrev blandt andet »Uden partitur, men med ører på hver musiker i det enorme orkester, ultrapræcise pindeslag og et ansigt, der mimede koncentreret med på fraserne, foldede Rattle de symfoniske afsnit ud i et eksplosivt, farverigt forløb. Træblæserne dansede og sang, strygerne spandt, og paukerne dundrede fra hver sit hjørne af salen. I Sibelius' Symfoni nr. 7 blev dyb strygermumlen afløst af luftige træblæserglimt. Igen bragte Rattle med distinkte hånd-og kropsbevægelser alle Nordens natur-og sindsnuancer i spil.«
»Rattle røbede i sin takketale, at hans Sonning-pris går til opstarten af en ny dirigentuddannelse på orkesterakademiet. En 23-årig talent-spire er allerede i nestorens kikkert. Respekt for denne progressive og generøse gestus fra en maestro med stor menneskelighed.«
(Christine Christiansen, Jyllands-Posten) »… Denne vidunderligt venlige stjerne løfter og bærer til sidste takt. Han får det bedste frem i folk. Både i publikum med de stående ovationer og i musikerne med to timers noder for sig. Den sidste symfoni fra 1924 af finske Sibelius bliver meget mere end birketræer og grønne bakker i hans hænder. Den bliver også spekulativ, brydsom, tragisk. Og danske Hans Abrahamsens stykke bliver lige det modsatte: Et frosset øjeblik af stille skønhed. Et kunstværk af krystal…
Festens hovedperson er hjerteligheden selv. At han også kan være eklektisk og savne lidt kant, tager man bare med. For det glatte ejer en nyttig side og bliver til guld i festens sidste værk: Carl Nielsens fjerde symfoni. En turbulent halv time fra begyndelsen af Første Verdenskrig. En trængt tour de force med to sæt vrede pauker i hver sin skyttegrav.«
(Berlingske, Søren Schauser) »… Hans magnetiske tilstedeværelse i øjne og bevægelser inspirerede musikerne til at bidrage med summen af deres erfaringer med symfonien, til en uforglemmelig præstation på alle niveauer. Ganske særligt bevægende i symfoniens indre satskomplekser, i træblæsernes fabelagtigt musicerede allegretto og i strygernes intenst gennemførte tostemmige forløb i adagioen.«
»Orkestret var reduceret til en lille strygerbesætning i Abrahamsens Dobbeltkoncert fra 2011, og det var sært at tænke på, at netop denne musik kunne være toner, der udgår fra Olympens himmelhvælv. Så krystallinsk, så lyst vibrerende, så gennemsigtigt, så rytmisk forfinet meddelte koncerten sig. Tyske Carolin Widman og vores egen Tanja Zapolski var begge eminente protagonister i dette fascinerende glasperlespil, forstået som et legende koncentrat af klangens spektrum, melodiens emotionelle kraft og rytmens uudslukkelige livsmønstre. Det lyder utrolig enkelt, sagde Rattle i fredags, men at spille det er vanvittig svært.«
»Festen sluttede i samme toneart som den begyndte: C-dur. Med en slavisk dans af Dvorák, sydende, overgivent, forførende og furiøst.«
(Valdemar Lønsted, Information)
|
