|
 |
Prismodtager 1990
György
Ligeti, komponist
György Ligeti blev født i Transsylvanien i 1923. Han studerede komposition på konservatoriet i det daværende Klausenburg hos Ferenc Farkas og senere på konservatoriet i Budapest, hvor han i 1950 blev ansat som lærer. Efter den sovjetiske invasion i 1956 flygtede Ligeti til Vesten, hvor mødet med 50'ernes avantgardemusik åbnede nye horisonter. I samarbejde med bl.a. Stockhausen lærte han de serielle teknikker og elektronmusikken at kende, og i 1959 brød han igennem med "Apparitions". I 1960'erne arbejdede Ligeti med klang som det centrale fænomen, hvorfor han i de år fik prædikatet "klangfarvekomponist", men i slutningen af 1960'erne genindførte han melodien i sine værker. Bl.a. i "Melodien".
Et af hans hovedværker er operaen "Le Grand Macabre", der uropførtes på operaen i Stockholm i 1978. György Ligeti har også ladet sig inspirere af afrikansk polyrytmisk musik samt af den matematiske teori om fraktaler.
Priskoncerten
György Ligeti modtog Léonie Sonnings Musikpris på 200.000 kr. ved NUMUS Festivalens afslutningskoncert den 29. april 1990 kl. 20.00 i Musikhuset i Århus.
Musikprisen blev overrakt af redaktør Mogens Andersen, Danmarks Radio.
Program
György Ligeti: Clocks and Clouds (1972-73). For 12 stemmigt damekor og orkester
Koncert for klaver og orkester (1985-1988)
Koncert for cello og orkester (1966)
San Francisco Polyphony (1973-74)
Solister: Erling Bløndal Bengtsson, cello
Volker Banfield, klaver
Århus Symfoniorkester
Dirigent: Elgar Howath
Begrundelsen »Léonie Sonnings Musikpris tildeles herved komponisten György Ligeti i anerkendelse af at han ved stadig fornyelse af de musikalske udtryksformer har øvet afgørende indflydelse på den musikhistoriske udvikling. Hans værker har tillige i sjælden grad inspireret udøvende musikere og har gennem elementær udtryksstyrke fundet genklang hos voksende tilhørskredse.«
Pressen skrev bl.a. »Dette års NUMUS sluttede i hvert fald med fanen i top: Orkesterkoncert med Sonning-prisuddeling, radiotransmission, fremragende solister og et stort publikum samlet om prismodtageren György Ligeti og hans smukke og underfundige men absolut ikke lette musik….
…. Og der er ingen personer i Ligetis tonelandskaber, ingen motiviske identiteter at holde fast i. Det handler om stofligheder, teksturer: klanglige, harmoniske, melodiske, motoriske, rytmiske - tyngdepunktet forskyder sig gennem denne række i løbet af Ligetis sparsomme produktion. Den hviskende cellokoncert var aftenens eksempel på det tidligste stadium, men ofte flettes dimensionerne sammen som i Clocks and Clouds… hvor sart vibrerende lydskyer og tikkende ure flyder over i hinanden i drømmeagtige forvandlinger. Den uendeligt bøjelige klang, der her lykkedes meget smukt, modelleres med et genialt instrumentatorisk kup omkring en kerne af træblæsere og damekor.«
(Jan Jacoby, Politiken 1. maj 1990) »… Klangen er bindemidlet i Ligetis kammerkoncert…. Den består af melodier i hundredvis, lag på lag på lag af melodier, som alle overskriver hinanden - men som tilsammen giver musikken en egen, ligesom lysende overflade - en befrugtet monotoni. Omtrent samme teknik er brugt i San Francisco Polyphony og i Clocks And Clouds, som blev spillet ved selve prisoverrækkelsen.
… I Clocks and Clouds sad musikerne og de 12 damesangere i to koncentriske halvcirkler, med dirigenten Elgar Howath i centrum - og de antændte den samme klangmystik. Man følte sig som et insekt på vej hen over et ægte tæppe, med tydelig fornemmelse af tråde og farver - og en vag anelse om at være i et større, uforanderligt landskab.«
(Peter Juel Henningsen, Weekendavisen 4. maj 1990) »Og så takkede Ligeti, der for 20 år siden opholdt sig en tid i Stockholm, på svensk og fortalte om det at komponere. Ligeti havde hverken sig selv, musikerne eller publikum i tankerne under arbejdet. Dertil var han altid for optændt af den musikalske ide og det musikalske materiale. Takketalen gav også publikum en indgang til Ligetis værker, der søger ny grænser og nye udtryksmuligheder. Også på priskoncerten oplevede man, hvordan det yderst komplicerede til sidst alligevel kunne fremstå som noget enkelt og umiddelbart…«
(John Christiansen, Jyllands-Posten 1. maj 1990)
|
