Annissa Kali Gybel

Violinist

Da den da treårige Annissa bad sine forældre om at få lov at spille violin, tog de hende med ned på den lokale musikskole i New York. Men svaret var et nej. Hun var for ung. Annissas mor, der selv havde spillet lidt violin, ville dog ikke lade drømmen dø. Hun tog en papkasse, som der havde været pasta i, stak en lineal ned i den, og gav sin datter hendes allerførste violin. I et år gik Annissa rundt med papkassen, lyttede til klassisk musik og ventede utålmodigt på at fylde fire, så musikskolen ville tage imod hende. Det gjorde de, og hun har spillet lige siden. I dag dog på en anden nybygget violin af en lidt anden klasse, nemlig en Greiner-violin udlånt af Augustinusfonden.

Annissa blev født i 2005 i New York. Hendes far er dansker og hendes mor amerikaner, og ingen af dem er professionelle musikere. Men der var alligevel musik i hjemmet. Annissas mor havde som barn gået på en skole, hvor Suzuki-metoden blev lanceret, og havde holdt violinspillet ved lige i tilstrækkelig grad til at sidde derhjemme og spille engang imellem. Det var nok til at tænde gnisten hos Annissa, der som fireårig hørte tredje sats af Sibelius’ violinkoncert og tænkte “hold da op, det er godt nok fedt.”

Da familien flyttede til Danmark var Annissa lige fyldt fem år. Hun var så heldig at blive elev af Tove Detreköy, faktisk Toves sidste lille elev. Timerne foregik på det gamle Suzuki Institut i Gentofte, et sted Annissa husker som et hyggeligt hus med pejs og gamle møbler, og som slet ikke lignede en musikskole. Årene med Tove blev et fantastisk fundament for Annissas musikalske udvikling.

Allerede som otteårig vandt Annissa DR Symfoniorkestrets talentpriskonkurrence og fik lov at spille tredje sats af Bachs violinkoncert i a-mol med orkestret i DR Koncerthuset. “Det er nok stadigvæk en af de sjoveste ting, jeg nogensinde har prøvet. Der er intet som at stå på en scene med et orkester,” fortæller Annissa om oplevelsen, der stadig sidder i hende.

Som tiårig kom hun på MGK, og som blot 13-årig blev hun optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det betød, at hun droppede folkeskolen og i stedet tog et Cambridge English-program ved siden af studierne. “Mine forældre stolede meget på mig. Jeg kom som 13-årig og sagde, far og mor, jeg vil gerne søge på kons, og det sagde de ja til,” fortæller hun.

Siden har karrieren bragt hende til London, hvor hun tog kandidat- og solistuddannelse på Royal College of Music, og videre til New York, hvor hun modtager undervisning af Pinchas Zukerman.

Spørger man Annissa til fremtidsplaner, er svaret åbent. Engang lagde hun gerne faste planer for karrieren, men den tilgang har hun lagt bag sig. “Jeg er kommet ind i et mindset, der siger: hvis der åbner en dør, kan man lige så godt gå ind ad den. Spil alt det, der kan spilles, og find ud af det helt store senere,” som hun formulerer det. Om det bliver som solist, kammermusiker eller i orkester, vil hun ikke lægge sig fast på. Hun elsker det hele og drømmer også om at undervise en dag.

En oplevelse Annissa har haft, der understreger værdien ved at spille musik sammen, var da hun fløj fra New York til Danmark og tog direkte fra lufthavnen ind på operaen for at spille den sidste forestilling af Puccinis Tosca med Det Kongelige Kapel. Da dagen var omme, havde hun været vågen i 36 timer. Men det var det hele værd. “Vi nåede til den allersidste store sang, og jeg kiggede rundt, og alle i orkestret sad med tårer i øjnene. Og publikum elskede det. Man kunne mærke, at vi var sammen om noget, som folk nyder. Det kan bare noget, det der med at være sammen om musik.”

Fra pastapapkassen i New York til DR Koncerthuset, Royal Albert Hall og operaens parket. Det er allerede gået stærkt for 20-årige Annissa Gybel og det er langt fra slut endnu.