Den Danske Strygekvartet modtager Léonie Sonnings Musikpris 2025
En aften der hyldede kammermusikkens fineste elementer. Den Danske Strygekvartet modtog Léonie Sonning Musikpris 2025 ved en helt unik hyldestkoncert med DR Pigekoret, DR Symfoniorkester samt en smuk fællessang. Det hele foregik i Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København – den selvsamme sal, hvor kvartetten i sin tid fik sit gennembrud som unge musikere.
Prisen blev overrakt af protektor for Léonie Sonning Musikfond Hans Majestæt Kong Frederik.
Hyldestkoncerten markerede en ganske særlig aften, da de nemlig er første gang, at prisen gives til et ensemble, ikke blot én person. Siden Den Danske Strygekvartet debuterede for 23 år siden, har de etableret sig som et af verdens førende klassiske ensembler, noget der helt tydeligt stod frem under hyldestkoncerten.
Første del af koncerten bød på en kurateret musikalsk rejse fra barokken til den nyeste musik. En bevægelse som dels tegnede musikhistorien, men også Den Danske Strygekvartets egen fortælling. I fællesskab med DR Pigekoret tog de musikken til nye højder, og indbød salen til fællessang til “Solen er så rød, mor”.
I koncertens anden halvdel indtog Den Danske Strygekvartet rollen som solister med DR Symfoniorkester, hvor de opførte John Adams’ Absolute Jest’ for kvartet og orkester: Et moderne mesterværk for strygekvartet og symfoniorkester, som er direkte bygget på Beethovens legendariske sene strygekvartetter fra 1820’erne.
Lyt til hele koncerten her.

Begrundelsen
Katrine Ganer Skaug, næstformand for Léonie Sonnings Musikfond, begrundede valget med følgende tale:
“Lige siden dengang i 1959, har en række internationale og danske personligheder i musikkens verden modtaget prisen. Men for første gang har vi valgt at give den til et kollektiv. Hvorfor? Det helt enkle svar er: Fordi Den Danske Strygekvartet findes.
Kære Danske Strygekvartet, når jeg hører jer spille, tænker jeg altid: Jeg elsker musik! I genskaber og udvikler en stolt gammel håndværkstradition til lyriske højder og emotionelle dybder: Strygekvartettens repertoire er for mange selve kronjuvelen i musikhistorien. Med det sagt, der er kort vej til stor kærlighed, men også rigtig stor faldhøjde. Men I står som rollemodeller for et internationalt musikliv og for et stort og mangfoldigt publikum.”
Og fortsætter senere i talen:
“Det fede ved jeres koncerter er, når vi hører teenagerne fra Askov lyse derinde, filtreret gennem en moden resonans. En umiddelbar hengivenhed til musikken i spiller, uanset genre, og en konstant søgen efter nye opdagelser og forbindelser. Det smitter. Det er helt enkelt, hvad man kalder spilleglæde.”
Hertil motiverede protektor for Léonie Sonnings Musikfond, Hans Majestæt Kong Frederik:
“Léonie Sonnings Musikpris 2025 tildeles med 1.000.000 kroner Den Danske Strygekvartet ved Rune Tonsgaard Sørensen, Frederik Øland, Asbjørn Nørgaard og Fredrik Sjölin. Foruden at være fire fremragende instrumentalister er Den Danske Strygekvartet et enestående musikalsk kollektiv. Klassisk kammermusik, helt ny kompositionsmusik og nordisk folkemusik indgår på lige fod i kvartettens repertoire, og spillestilen er præget af både stor autoritet og følsomhed. Med dette dybt personlige kunstneriske udgangspunkt inspirerer Den Danske Strygekvartet andre musikere og frisætter musikalsk energi hævet over genrer”
Den Danske Strygekvartet er beærede over at modtage Léonie Sonning Musikpris 2025. I den forbindelse takkede ensembles bratschist Asbjørn Nørgaard med ordene: ”Det er en kolossal ære for os at modtage prisen. Vi var målløse, da vi hørte, at vi ville modtage den – og vi er på en måde stadig målløse. Listen over tidligere prismodtagere er ærefrygtindgydende: Store dirigenter, komponister og musikere. Det er en stor ære at blive optaget på denne liste – endda som det første ensemble nogensinde!”
Han fortæller yderligere om Danmarks rolle i kammermusikken og ensemblespil i forbindelse med modtagelsen af musikprisen:
“Vi i Danmark er jo verdensmestre i kammermusik og ensemblespil. Vi er den fjerde version af strygekvartetter i Danmark og i dag har vi en rig fauna af kammermusik ensembler” og uddyber senere:
“Danmark er virkelig skarpe på kammermusik. Vi er en del af alt det, men vi tror også, at vi har været med til at bringe det til et nyt sted, og virkelig puttet det på den internationale scene om man så må sige”.





Det Skrev Den Danske Presse om Den Danske Strygekvartet
Priskoncert med DR Pigekoret og DR Symfoniorkester, den 5. juni 2025
“Bifald og hurtigt videre til Schuberts langsomme sats fra strygekvartet nr. 14 i d-mol, »Døden og pigen« (1824). Et tema fra en lied af samme navn med fem variationer. Alle fire musikere deltager i udsmykningen og forvandlingen af dødens reciterende sang, og de gjorde det med finfølelse og diskretion selv på steder, hvor Schubert åbner for voldsommere emotioner.
»Tit er jeg glad og vil dog gerne græde, thi intet hjerte deler helt min glæde« – kunne han godt have sagt, men nu var det B.S. Ingemann. Pigekoret og dets dirigent Charlotte Rowan indfandt sig nynnende under et forspil, og så intonerede de enstemmigt Carl Nielsens melodi. Det var et DSQ-arrangement med flere citater fra Schuberts lied, men da den sidste strofe rev orkestret med sig, blev det ganske voldsomt i forhold til den melankolske tekst. Irmelin Rose fik en mere karsk iklædning, og med Solen er så rød, mor som fællessang og fed strygerbacking gik salen næsten i selvsving.”
Valdemar Lønsted, Dagbladet Information,
Priskoncert med DR Pigekoret og DR Symfoniorkester, den 5. juni 2025
“De bevægede sig helt hørbart ind og ud af historien, ind og ud af fokus: ét øjeblik fjernt og undersøgende, så tonerne lød som et hvislende genfærd, det næste så tæt, at musikken fik krop og blod. Det var den bevægelse gennem tider, der prægede koncerten. Og det var i den grad den bevægelse, der dominerede efter pausen, hvor et fuldtalligt orkester med kvartetten i front opførte den amerikanske post minimalist John Adams’ Absolute Jest fra 2012.”
Sune Anderberg, Kristeligt Dagblad
Minifestival med modtageren
I anledning af prisoverrækkelsen havde danskerne mulighed for at opleve Den Danske Strygekvartet på helt tæt hold.
I løbet af maj og juni 2025 præsenterede kvartetten en ambitiøs koncertrække, der viste ensemblets kunstneriske bredde og nysgerrige tilgang til både formater og genrer. Publikum oplevede blandt andet intime Guldkoncerter i Svendborg, Aarhus, Roskilde og København, en ny musikdramatisk forestilling med Lars Mikkelsen på Bellevue Teatret samt et folkemusikarrangement på Refshaleøen.
Koncertrækken kulminerede den 5. juni med den store priskoncert i Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums koncertsal, hvor Den Danske Strygekvartet optrådte med DR Symfoniorkestret og DR Pigekoret.

Om Den Danske Strygekvartet
Den Danske Strygekvartet består af Rune Tonsgaard Sørensen (violin), Frederik Øland (violin), Asbjørn Nørgaard (bratsch) og Fredrik Sjölin (cello). Indtil 2008 var ensemblets cellist Carl-Oscar Østerlind.
Kvartetten er kendetegnet ved teknisk perfektion, spilleglæde og en innovativ tilgang til programlægning og musikformidling. Den har vundet førstepriser i en lang række nationale og internationale konkurrencer – herunder P2’s kammermusikkonkurrence (2004) Trondheim Kammermusikkonkurrence (2005) og London International String Quartet Competition (2009). Desuden har kvartetten modtaget Carl Nielsen Prisen (2011) og Wilhelm Hansen Fondens hæderspris (2015).
To gange har kvartetten været artist-in-residence i Danmarks Radio (2006 og 2018). Endvidere har den været artist-in-residence i Lincoln Center i New York City (2013-2016), BBC New Generation Artist (2013-2015) og Musical Americas ’Ensemble of the Year’ (2020)
Kvartetten har et stort indspilningskatalog, og deres indspilninger af Carl Nielsens strygekvartetter (Dacapo, 2007 og 2008) har vundet mange priser og var bl.a. udvalgt som ’Editors Choice’ på det toneangivende internationale magasin The Gramophone.
Efterfølgende udgav kvartetten to albums med nordisk folkemusik: Wood Works (Dacapo, 2013) og Last Leaf (ECM, 2016). Begge indspilninger blev sensationer i den internationale musikverden og har vundet adskillige priser, bl.a. ’Album of the Year 2017’ på NPR og flere P2-priser. I august 2024 udkom Keel Road (ECM), som er kvartettens tredje album med fokus på folkemusik.
Hundrede koncerter om året i bl.a. London, New York og Berlin
På det anerkendte label ECM har Den Danske Strygekvartet udgivet indspilningsprojektet PRISM (2018-2023). Fem indspilninger, som præsenterer Beethovens sene strygekvartetter i en ny kontekst. Indspilningerne har modtaget et utal af positive anmeldelser og været nomineret til en Grammy.
I 2020 introducerede Den Danske Strygekvartet projektet DOBBELTGÆNGER. Et 4-årigt koncertprojekt i samarbejde med bl.a. Carnegie Hall i New York City, hvor bestillingsværker af nulevende, anerkendte komponister – Bent Sørensen, Lotta Wennäkoski, Anna Thorvaldsdottir og Thomas Adès – blev opført side om side med fire mesterværker af Schubert.
Den Danske Strygekvartet giver cirka 100 koncerter årligt på de væsentligste internationale koncertscener, bl.a. Wigmore Hall, Carnegie Hall, Berliner Filharmonien, Elbfilharmonien i Hamborg.
Derudover arrangerer kvartetten klassiske koncerter i Danmark bl.a. deres årlige DSQ Festival på 18. år, og siden 2016 har de kurrateret koncertserien Series of Four. De er desuden ensemble-in-residence på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og har siden 2022 årligt afholdt det internationale musikkursus, DSQ Academy i Kerteminde på Fyn, hvor de målrettet bidrager til at forme fremtidens musikere.
Program for den Danske Strygekvartet i Maj-Juni 2025
Guldkoncerter
18. maj: Svendborg, Borgerforeningen i samarbejde m. Svendborg Kammermusikforening. Info om billetter her
19. maj: Aarhus, Helsingør Teater i samarbejde m. Aarhus Musikforening. Billetter kan købes her
20. maj: Roskilde, Prindsen. Køb billetter her
21. maj: København, Odd Fellow Palæet i samarbejde m. Series of Four. Billetter kan købes her
Under overskriften Guldkoncerter hyldes den traditionelle kammerkoncert den 18.-21. maj 2025. Fire intime koncerter, hvor publikum kommer helt tæt på kvartetten og musikken i nogle af de smukkeste gamle kammermusiksale i Danmark: Guldsalen i Svendborg, Helsingør Teater i Aarhus, Prindsen i Roskilde og Odd Fellow Palæet i København. Koncerterne arrangeres i samarbejde med lokale musikforeninger, og koncerten i København udgør en del af kvartettens koncertserie Series of Four. I forbindelse med Guldkoncerterne planlægges masterclasses på konservatorierne i Odense, Aarhus og København.
Musikdramatisk forestilling med Lars Mikkelsen på Bellevue Teatret
Forestilling: 26. maj 2025
Breve og strygekvartetter af Sjostakovitj danner grundlag for den musikdramatiske forestilling Jeg trykker varmt din hånd. Teksten har bratschisten Asbjørn Nørgaard udviklet, og den musikalske bearbejdelse står Den Danske Strygekvartet for. Ord og sætninger fra Sjostakovitj’ breve er sammensat til en monolog, der opføres af Lars Mikkelsen i rollen som Sjostakovitj. Monologen akkompagneres af en lydcollage med stumper og afsnit fra komponistens 15 strygekvartetter, og det hele udgør et samlet dramaturgisk forløb. En rystende helhed, som tegner et intimt billede af komponisten Sjostakovitj, verden ikke har set før. Den musikdramatiske forestilling opføres i samarbejde med Bellevue Teatret den 26. maj 2025, og den vil i 2026-2027 turnere internationalt.
Køb billetter til forestillingen her
Tunes & Trads – en folkemusikfejring
31. maj i København, Pladeværkstedet, Refshaleøen
3 koncerter á en time
Den Danske Strygekvartet har gennem en lang årrække arrangeret og programsat nordisk folkemusik side om side med de store klassiske mesterværker. Kvartettens mange anmelderroste cd-indspilninger med folkemusik samt dertilhørende nodeudgivelser har spredt de nordiske melodier over hele verden. Lørdag den 31. maj 2025 fylder Den Danske Strygekvartet sammen med to gæstebands Pladeværkstedet (tidligere en del af B&W’s gamle skibsværft på Refshaleøen) med folkemusik, dans og fællesspisning.
Priskoncert sammen med DR Symfoniorkestret og DR Pigekoret
5. juni i Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums koncertsal
1. halvdel: En kurateret rejse igennem strygekvartetten og musikkens historie.
2. halvdel: John Adams’ Absolute Jest i anden halvdel
Den Danske Strygekvartet har sammensat en helt særlig priskoncert. Første halvdel af koncerten byder på en kurateret musikalsk rejse fra barokken til den nyeste musik. En bevægelse som dels vil tegne musikhistorien men også Den Danske Strygekvartets egen fortælling. Den Danske Strygekvartet er en klassisk strygekvartet med Haydn og Beethoven i fingrene, men kvartetten er også rundet af den danske kultur og åndshistorie, af Carl Nielsen, fællessang og højskoler. Kvartettens medlemmer er desuden moderne, fleksible musikere, som ubesværet kan skifte mellem forskellige musikalske genrer, og denne evne vil også spille en rolle til koncerten. I koncertens anden halvdel vil Den Danske Strygekvartet indtage rollen som solister med DRSO og opføre John Adams’ Absolute Jest for kvartet og orkester: Et moderne mesterværk for strygekvartet og symfoniorkester, som er direkte bygget på Beethovens legendariske sene strygekvartetter fra 1820’erne.
Billetsalg via DR Koncerthuset her