Jonas Eliyah Munch-Hansen

Léonie Sonning Talentprismodtager 2026

Tonemester

Jonas forestiller sig selv som spæd, lagt lige foran en højttaler, mens Coltrane blæser “A Love Supreme. Sådan er billedet af hans opvækst, for Jonas’ far er jazzhistoriker, forfatter og mangeårig musikanmelder, og hjemmet har altid været fyldt med musik i alle afskygninger. Fra det hårdeste free jazz til Bach og Mozart. Den lytning har haft en afgørende effekt på det øre, der i dag er Jonas’ vigtigste arbejdsredskab som tonemester.

Som femårig prøvede Jonas kræfter med klarinetten, men det holdt ikke længe og musikken blev lagt på hylden. Først som 15-årig tog han fat igen, denne gang på guitar, og det gik stærkt. I gymnasietiden tog interessen for alvor fart og bragte ham til den svenske springbrætskole Skurup Folkhögskola, hvor han i to år øvede intensivt blandt talentfulde unge musikere fra hele Skandinavien.

Men på Skurup skete der noget uventet. Efter godt et år blev Jonas udbrændt af at øve guitar og begyndte i stedet at bruge sin tid i skolens studie, hvor han indspillede venner og små ensembler. Her gik det op for ham, at det at lytte og producere musik passede ham endnu bedre end at spille den selv. “Jeg har altid som musiker været en lytter og altid tænkt på den store helhed, så det gav rigtig meget mening at være bag kulissen og arbejde med det fulde lydbillede,” som han forklarer.

Jonas fandt også ud af, at han som musiker bevægede sig på tværs af genrer uden rigtig at passe ind i én bestemt. Han var ikke rendyrket jazzguitarist, heller ikke rockmusiker, men gik op i kontekst og musik som helhed. Så det gav mening at begynde at arbejde med at lytte i stedet for at spille og hjælpe andre med deres visioner. Vejen var dermed banet for tonemesteruddannelsen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

For Jonas er tonemesterens arbejde en tvedelt disciplin. Der er den tekniske del med mikrofoner, optagelse og postproduktion. Og så er der den kreative del, hvor han fungerer som musikalsk medspiller og hjælper musikerne med at realisere deres vision. Det er særligt kammermusikken og strygekvartetten, der fylder i Jonas’ hverdag. Den lille gruppe åbner op for en intimitet under indspilningen, hvor der er plads til at snakke æstetik, historie og spillepraksis.

Allerede tidligt på konservatoriet blev Jonas af kammermusikprofessor Tim Frederiksen sat sammen med NOVO Quartet til at lave en pladeproduktion, og samarbejdet har siden udviklet sig til et tæt kunstnerisk partnerskab med flere udgivelser. Tim Frederiksen har desuden fungeret som en musikalsk mentor for Jonas, ikke mindst når det gælder kommunikationen med musikere. “Han er en af grundene til, at jeg har kunnet komme hurtigt op på et professionelt niveau,” fortæller Jonas.

Jonas ser det billedligt, når han arbejder: “Der er et lærred. Musikken er et motiv, og så bruger jeg mikrofoner som pensler, og så er det musikerne, der laver de konturer og tegninger, der bliver lavet.” At han som tonemester nu også sidestilles med udøvende kunstnere gennem Léonie Sonnings Talentpris, betyder enormt meget. “Jeg ser mig selv som en musiker, når jeg arbejder som tonemester. Så det er en stor ære at få den her anerkendelse, som normalt gives til musikere.”

Kort om Jonas Eliyah Munch-Hansen

Født i 1997 i København. Opvokset i Valby og Ringsted.

Gik på Skurup Folkhögskola i Sverige i to år.

Kandidatstuderende på tonemesteruddannelsen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Aktuel med albumudgivelser med bl.a. NOVO Quartet (Track 1) og Gustav Piekut (On an Overgrown Path) og (Schubert Piano Sonata No. 21 in B-Flat Major).

Kommende samarbejder med bl.a. Niklas Sivelöv, Ligeti Quartet, Nordic String Quartet, Nightingale String Quartet og Carsten Dahl.

Har samarbejdet med den verdenskendte pianist Brad Mehldau.

Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond

Pengene, der følger med Léonie Sonnings Talentpris, vil Jonas bruge på at anskaffe særlige tyske mikrofoner, der kan være med til at gøre hans lyd endnu mere unik og styrke hans kunstneriske udvikling som tonemester.

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere