Jonas Eliyah Munch-Hansen

Men på Skurup skete der noget uventet. Efter godt et år blev Jonas udbrændt af at øve guitar og begyndte i stedet at bruge sin tid i skolens studie, hvor han indspillede venner og små ensembler. Her gik det op for ham, at det at lytte og producere musik passede ham endnu bedre end at spille den selv. “Jeg har altid som musiker været en lytter og altid tænkt på den store helhed, så det gav rigtig meget mening at være bag kulissen og arbejde med det fulde lydbillede,” som han forklarer.

Jonas fandt også ud af, at han som musiker bevægede sig på tværs af genrer uden rigtig at passe ind i én bestemt. Han var ikke rendyrket jazzguitarist, heller ikke rockmusiker, men gik op i kontekst og musik som helhed. Så det gav mening at begynde at arbejde med at lytte i stedet for at spille og hjælpe andre med deres visioner. Vejen var dermed banet for tonemesteruddannelsen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

For Jonas er tonemesterens arbejde en tvedelt disciplin. Der er den tekniske del med mikrofoner, optagelse og postproduktion. Og så er der den kreative del, hvor han fungerer som musikalsk medspiller og hjælper musikerne med at realisere deres vision. Det er særligt kammermusikken og strygekvartetten, der fylder i Jonas’ hverdag. Den lille gruppe åbner op for en intimitet under indspilningen, hvor der er plads til at snakke æstetik, historie og spillepraksis.

Allerede tidligt på konservatoriet blev Jonas af kammermusikprofessor Tim Frederiksen sat sammen med NOVO Quartet til at lave en pladeproduktion, og samarbejdet har siden udviklet sig til et tæt kunstnerisk partnerskab med flere udgivelser. Tim Frederiksen har desuden fungeret som en musikalsk mentor for Jonas, ikke mindst når det gælder kommunikationen med musikere. “Han er en af grundene til, at jeg har kunnet komme hurtigt op på et professionelt niveau,” fortæller Jonas.

Jonas ser det billedligt, når han arbejder: “Der er et lærred. Musikken er et motiv, og så bruger jeg mikrofoner som pensler, og så er det musikerne, der laver de konturer og tegninger, der bliver lavet.” At han som tonemester nu også sidestilles med udøvende kunstnere gennem Léonie Sonnings Talentpris, betyder enormt meget. “Jeg ser mig selv som en musiker, når jeg arbejder som tonemester. Så det er en stor ære at få den her anerkendelse, som normalt gives til musikere.”