Kirill Petrenko MODTAGER Léonie SONNINGS MUSIKPRIS 2026
Hans Majestæt Kongen overrakte Léonie Sonnings Musikpris 2026 til dirigent Kirill Petrenko ved en festkoncert i DR Koncerthuset. Lyt til hele priskoncerten her.
I forbindelse med prisoverrækkelsen læste Hans Majestæt den officielle motivation og fremhævede Petrenko som fremhævede Petrenko som ”en kunstner med enestående integritet”, hvis virke er kendetegnet ved ”sjælden præcision, dybde og ydmyghed” samt en urokkelig hengivenhed over for musikkens essens. Med sin ekstraordinære evne til at inspirere både musikere og publikum forvandler Petrenko musikken til ”en oplevelse af klarhed, intensitet og mening”.
Ved modtagelsen af prisen udtrykte Petrenko sin taknemmelighed for hæderen og meddelte, at han donerer hele prisbeløbet på 1 mio. kroner til organisationer, der støtter Ukraine.
”At modtage denne pris er en utrolig ære for mig og en betydningsfuld anerkendelse af det arbejde, jeg har viet mit liv til,” sagde han.
”Som russisk kunstner er det dybt chokerende for mig. Mennesker i Ukraine forsøger stadig at leve deres liv, samtidig med at de beskytter og forsvarer deres suverænitet og deres fremtid. Derfor har jeg besluttet at donere pengene til organisationer, der støtter Ukraine – særligt organisationer, der hjælper børn, som har mistet deres familier under krigen, samt initiativer, der arbejder for at genopbygge den kulturarv, som er blevet ødelagt af krigen.”
Prisoverrækkelsen fandt sted ved en festkoncert med DR Symfoniorkestret under ledelse af Kirill Petrenko. På programmet var Mendelssohns stemningsfulde ouverture Hebriderne, Schumanns Klaverkoncert med Polina Osetinskaya som solist samt Strauss’ monumentale Also sprach Zarathustra.



Kirill Petrenko til DR P2
Et sjældent interview gav Kirill Petrenko til
Rie Koch fra P2.
Om sin måde at arbejde på:
Om baggrunden for at vælge Richard Strauss’ tonedigt Also sprach Zarathustra til priskoncerten:
Jeg tror, man skal bringe alle disse elementer med sig, når man har æren af at være en del af denne fonds historie. Noget, der rækker ud over det blot at være musiker.”
Begrundelsen
Ved prisoverrækkelsen beskrev bestyrelsesmedlem i Léonie Sonnings Musikfond, Martin Brommann, Kirill Petrenko som en kunstner, der minder os om, at ”ægte kunstnerisk dybde tager tid”, og hvis virke er præget af tillid, opmærksomhed og en kompromisløs hengivenhed over for musikken.
Netop disse kvaliteter er kernen i Léonie Sonnings Musikpris 2026.
Hertil motiverede protektor for Léonie Sonnings Musikfond, Hans Majestæt Kong Frederik:
“Léonie Sonnings Musikpris 2026 tildeles med 1.000.000 kroner til dirigenten Kirill Petrenko.
I Kirill Petrenko anerkender vi en kunstner af enestående integritet, hvis virke ikke er præget af ydre fremtoning, men af en urokkelig hengivenhed over for musikkens inderste væsen.
Hans kunstneriske virke er kendetegnet ved en sjælden præcision, dybde og ydmyghed. Med et kompromisløst forhold til partituret og en ekstraordinær evne til at inspirere dem omkring sig forvandler han musikken til en oplevelse af klarhed, intensitet og mening.
For sit enestående bidrag til kunsten og for det varige indtryk, han efterlader hos både musikere og publikum, er det både naturligt og en stor ære at tildele Léonie Sonnings Musikpris til Kirill Petrenko.”
Det skrev den danske presse om Kirill Petrenko
Kirill Petrenko og DR Symfoniorkesteret. 13. juni 2026, DR Koncerthuset
“Da jeg sad i Koncerthuset, proppet som det var med publikum og kendte fra det klassiske musikliv, ved koncerten lørdag med Petrenko og DR Symfoniorkestret, var det overvældende at høre resultatet. Efter deres første prøveforløb nogensinde med modtageren af Léonie Sonnings Musikpris lød DR’s orkester simpelthen anderledes, end de plejer.”
“54-årige Petrenko holdt musikken nede i et svagt dynamisk leje, mens han med simple, præcise håndbevægelser fik Mendelssohns ouverture ’Hebriderne’ til at ånde med en forbløffende homogen, let strygerklang.”
“Richard Strauss’ tonedigt ’Also sprach Zarathustra’ er berømt for sine storladne effekter. De eksploderede i Koncerthusets auditorium som fyrværkeri mod en nattehimmel.”
— Thomas Michelsen, Politiken
Kirill Petrenko og DR Symfoniorkesteret. 13. juni 2026, DR Koncerthuset
“De begyndte i en beskeden orkesterbesætning med Mendelssohns koncertouverture Hebriderne (1830), komponeret efter indtryk af et besøg på den barske skotske øgruppe. Det er klassisk musik uden romantikkens klangfylde og patos, og Petrenko satte luppen på klassikkens praksis: transparens, næsten intet vibrato, forfinet dynamik og skarp rytmisk artikulation.”
“Kirill Petrenko havde ønsket, at samarbejdet med DR Symfoniorkestret skulle krones med Richard Strauss ‘Also sprach Zarathustra’ (1896)(…) Jeg kan ikke mindes at have hørt dette orkester spille med et sådant overskud.”
“Det var næsten uvirkeligt at være vidne til musikernes bemestring af værkets myriader af motivudfletninger, svimlende hurtige strygerpassager, solistisk linedans med koncertmester Soo-Jin Hong og den helt generelle klangkontrol. Men det kunne de jo, fordi siger og skriver alt var i fokus under Kirill Petrenko.”
– Valdemar Lønsted, Dagbladet Information
Kirill Petrenko og DR Symfoniorkesteret. 13. juni 2026, DR Koncerthuset
“Petrenkos udgave af Richard Strauss’ tonedigt ’Also sprach Zarathustra’ var storslået, poetisk og nøgtern på samme tid.”
“Et eller andet sted i det uendelige musikalske solsystem lånte Petrenko lidt af morgenrødens vinger, og står nu indskrevet blandt mange andre som en lysende stjerne, der har modtaget en af de fineste musikpriser. Det viste han sig værdig til med musik, ord og handling sammen med DR Symfoniorkestret denne lørdag i DR Koncertsal.”
–Andreas Riis Damgaard, Kristeligt Dagblad
DIRIGENTFESTIVAL med modtageren
I forbindelse med uddelingen af Léonie Sonnings Musikpris 2026 til Kirill Petrenko arrangerede Léonie Sonnings Musikfond i samarbejde med DR, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Cinemateket en række særlige arrangementer i København.
Over fem dage blev dirigentens rolle belyst gennem filmvisninger, seminarer, debat og koncerter. Publikum fik mulighed for at opleve både kunstneriske, historiske og personlige perspektiver på dirigentfaget med Kirill Petrenkos kunstnerskab som omdrejningspunkt.
Festivalen kulminerede med prisoverrækkelsen og festkoncerten i DR Koncerthuset, hvor Kirill Petrenko dirigerede DR Symfoniorkestret.
Om Kirill Petrenko
Kirill Petrenko (f. 1972) er chefdirigent for Berlinerfilharmonikerne, en position han har bestridt siden 2019. Han regnes blandt verdens førende dirigenter og er særligt anerkendt for sine fortolkninger af det tysk-østrigske repertoire samt for sit arbejde inden for opera.
Petrenko er født i Omsk i Rusland og emigrerede som ung med sin familie til Østrig. Han studerede dirigering ved Universität für Musik und darstellende Kunst i Wien og indledte sin karriere som kapelmester ved Volksoper Wien.
Fra 2002 til 2007 var han Generalmusikdirektor ved Meininger Theater, hvor han vakte international opmærksomhed med en opsigtsvækkende opførelse af Wagners Der Ring des Nibelungen. Herefter fulgte ledende stillinger ved Komische Oper Berlin og senere Bayerische Staatsoper i München, hvor han var Generalmusikdirektor fra 2013 til 2020.
Som gæstedirigent har Kirill Petrenko samarbejdet med en lang række af verdens førende orkestre, herunder Wienerfilharmonikerne, Staatskapelle Berlin, Royal Concertgebouw Orchestra, London Symphony Orchestra og Israel Philharmonic Orchestra.
I 2015 blev han valgt som efterfølger til Sir Simon Rattle som chefdirigent for Berlinerfilharmonikerne. Siden sin tiltræden har han videreført orkestrets internationale position gennem koncertvirksomhed, turnéer, indspilninger og digitale projekter.




