Njord Kårason Fossnes

Allerede som seksårig havde Njord sin første strygekvartet. De kaldte sig Dinosaurus-kvartetten og bestod i starten af tre violiner og en cello. Da de efter et par år havde nået et lidt højere niveau og havde brug for en bratsch i lydbilledet, købte Njords mor en til kvartetten. Meningen var, at Njord og en af de andre violinister skulle skiftes til at spille på den. Men Njord er enebarn og har, som han selv indrømmer, aldrig været særlig god til at dele. Så efter noget tid sagde han “Nej, nu tager jeg bratschen, og så kan du spille violin.” Og sådan har det været lige siden.

Dinosaurus-kvartetten blev til Rondo-kvartetten, da de ville lyde lidt mere professionelle, og de fire venner spillede sammen i hele ti år. Det var her, Njords kærlighed til kammermusik blev grundlagt. “Man får et helt andet bånd, når man spiller sammen i så tæt en relation. Man kan blive ekstremt gode venner uden egentlig at have sagt et eneste ord til hinanden,” fortæller han.

I gymnasietiden fik Njord jazzklaver som biinstrument og opdagede Bill Evans og McCoy Tyner. Han spillede også basguitar i et band, der ved en skolekoncert for tusind børn fik en noget turbulent start, da bassen viste sig at være stemt en halv tone for lavt. Det blev til buh-råb fra salen og rock-karrieren fik dermed en brat afslutning.

I 2020 blev Njord optaget på New England Conservatory of Music i Boston, hvor han studerede hos den anerkendte bratschist Kim Kashkashian. Pandemien betød, at det første semester foregik via Zoom fra Oslo til langt ud på natten, før han endelig kunne rejse til USA.

I Boston delte han lejlighed med den danske cellist Jonathan Swensen, og de to havde utallige aftener med jam sessions og improvisation til naboernes milde fortvivlelse, som et år resulterede i det som Njord kalder en passiv-aggressiv julegave: et ur.

Efter fire år i Boston flyttede Njord til København, hvor han nu tager sin kandidatuddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med Asbjørn Nørgaard fra Den Danske Strygekvartet som lærer. Her har han fundet et mere fokuseret miljø og tid til både bratsch og komposition.

For Njord er komposition ikke en sidebeskæftigelse, men en lige så vigtig del af hans kunstneriske virke. Hans far lærte ham aldrig at komponere, men lærte ham at notere pænt, med præcise anvisninger for, hvilken pennetykkelse der hører til nodehoveder, nodehalse og taktlinjer. Resten har Njord selv udforsket, inspireret af komponister som Ligeti, Berio og den nordiske samtidsmusiktradition, han er vokset op med.

Njords kompositioner bruger mikrotonalitet, overtoner og utraditionelle teknikker til at skabe klange, man sjældent hører til klassiske koncerter. Til sin bachelorkoncert i Boston skrev han et soloværk for bratsch og elektronik, hvor han via en pedal kunne udløse forbehandlede lydbånd, der smeltede sammen med den akustiske klang. Det er en retning, han vil udvikle videre. “Jeg føler, at elektronik og klassisk musik ikke behøver at være to forskellige verdener. Jeg tror, man kan flette dem sammen og finde nye udtryk, der kan få folk til at tænke på musik på en anden måde,” siger Njord.

Fremtiden handler om at rejse mere, spille kammermusik på festivaler verden over og fortsætte med at komponere. Njord drømmer om aldrig at blive defineret som én type musiker. Som han siger: “Jeg håber, at jeg får lov til at gøre så meget forskelligt som muligt.”