Bjarni Frímann Bjarnason 

DIRIGENT

For Bjarni handler musik ikke om kontrol, men om kontakt. Han er ikke interesseret i store armbevægelser for syns skyld. Han vil i stedet åbne musikkens rum – og lade den tale selv. “Jeg vil hellere være kendt for at få musikken til at leve end for mine egne bevægelser,” siger han.

Bjarni voksede op i en ikke-musikerfamilie i Reykjavik. Moderen arbejdede på nationalbiblioteket, faderen var lærer. Forældrene ville gerne give deres børn mulighed for at spille musik, så Bjarni begyndte som femårig at spille violin via Suzuki-metoden. Det var først senere – via bratschen og senere klaveret – at han for alvor fandt sit musikalske sprog, og ad omveje havnede han siden på dirigentstudier i Berlin. Han beskriver det dog ikke som en målbevidst karrierevej, men mere som en erkendelsesrejse.

På konservatoriet i Berlin oplevede han et miljø, hvor teknik fyldte mere end musikalitet. “Mange fokuserede kun på slagteknik, men glemte musikkens essens,” fortæller han. Selv søgte han et andet sted hen. Ikke væk fra dirigentgerningen, men ind i den. Gennem samarbejde med sangere og improvisationer opdagede han, hvordan musik kunne blive et levende rum, hvor spontanitet og følelse var vigtigere end perfektion.

Den tilgang har han taget med sig ind i dirigentrollen, som han nægter at gøre til en performance. “Man kan ikke tvinge musikken til noget. Det handler om at skabe et rum, hvor den kan udfolde sig naturligt,” siger han. Han mener, at en god dirigent først og fremmest skaber tryghed og autonomi i orkestret. Ikke med hænderne, men med nærvær.

Det er også derfor, han har kastet sig over samtidsmusik – et felt, hvor de faste konventioner endnu ikke har sat sig for tungt. Senest er han tiltrådt som kunstnerisk leder for samtidsensemblet Bit 20 i Bergen og her arbejder han tæt sammen med komponister og forsøger at skubbe grænserne for, hvad klassisk musik kan være. Han tror på, at nye udtryk og gamle idealer godt kan eksistere side om side. Og han tror på, at musikken skal kunne mærkes – både for dem, der spiller, og dem, der lytter. “Hvis jeg skal vise, hvem jeg er som musiker, ville jeg spille og forklare samtidig. Musik skal være levende – publikum skal kunne mærke det”, forklarer Bjarni.

Med modtagelsen af Sonnings Talentpris følger ikke blot en anerkendelse af Bjarnis talent, men også en økonomisk støtte, der giver ham mulighed for at realisere nye projekter. Han planlægger at bruge pengene til at fordybe sig i studier af historisk opførelsespraksis og videreudvikle sin dirigentteknik gennem samarbejder med internationale orkestre. ”Jeg vil bruge prisen til at dykke dybere ned i musikken, studere gamle partiturer og arbejde med musikere, der deler min passion for at finde det autentiske udtryk i værkerne,” siger han. Og så skal en del af stipendiet også bruges til indretning af et arbejdsstudio i Bergen.

Han bor i dag på en 33-fods sejlbåd, fortøjet i Bergen havn. Det flydende hjem afspejler hans filosofi: fleksibilitet, bevægelse og frihed. Musikken, mener han, er heller ikke statisk – den skal udvikle sig, overraske og fremkalde nye følelser.

Bjarni Frimann er ikke en dirigent, der søger spotlightet. Han søger det sted, hvor musik opstår – ikke bare i partituret, men i mellemrummene, i mødet mellem mennesker og lyd. Det handler ikke om at kontrollere. Det handler om at lytte.