Josefine Weber Hansen

BRATSCHIST, KOMPONIST OG SANGER

Josefine Weber Hansen er ikke bare musiker – hun er en kunstnerisk kraft, der nægter at lade sig begrænse. Hun balancerer med elegance mellem bratschens dybe klang og sopranens klare tonehøjde, og i hendes hænder bliver instrument og stemme til et samlet udtryk. Men hendes musikalske rejse har været alt andet end lineær.

Josefine voksede op i en familie, hvor musikken var en vigtig del af hverdagen – dog mest på lytteplan, ikke som udøvende. Hendes forældre, begge pædagoger, sørgede dog for, at deres børn fik muligheden for at lære et instrument. Josefine startede med klaver og marimba, men det var først, da hun fik en violin i hånden som 11-årig, at noget for alvor klikkede. Kort tid efter skiftede hun til bratsch – ikke mindst takket være et familiemedlem, der hjembragte en bratsch fra Kina, fordi han simpelthen syntes, den lød bedre end en violin.

Det var dog ikke kun bratschen, der satte kursen for Josefines musikalske liv. Da hun i 7. klasse skiftede til Rudolf Steiner-skolen, mødte hun en lærer, Lars Schiller, som åbnede hendes øjne for, at musik ikke kun var noder og teknik, men også kunst, eksperimenter og leg. “Han fik prikket til mig og viste mig, at der er en langt større verden af musik,” siger hun. Det satte en tanke i gang, der senere skulle få afgørende betydning for hendes karriere.

Josefine blev optaget på MGK og senere på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København med bratsch som hovedinstrument. Men sangen blev ved med at trække i hende. Hun havde altid sunget – i forestillinger, i eksperimenterende sammenhænge – og mere end én gang blev hun opfordret til at tage sangundervisning seriøst.

Efter et par års overvejelser tog hun springet og søgte ind på konservatoriet igen – denne gang som sanger. Hun blev optaget og fordybede sig i stemmen, men hun lagde aldrig bratschen helt fra sig. “Alle sagde, at jeg måtte vælge én ting, men jeg kunne mærke, at det ikke gav mening for mig,” fortæller hun.

Under coronanedlukningen skete der noget afgørende for Josefine. Hun blev en del af kunstnerkollektivet Venteværelset og begyndte at skabe sine egne projekter. Musik på Trappen bragte klassisk musik ud i Vestegnens boligblokke, hvor beboerne lyttede fra deres døråbninger. Hun dykkede også ned i kvindelige komponisters glemte værker gennem ensemblet Damkapellet og begyndte at komponere sin egen musik. Det førte hende til en ny erkendelse: Hun var ikke bare udøvende musiker – hun var også skaber.

Siden har Josefine kastet sig over studier i solistklassen på konservatoriet i Esbjerg i programmet Contemporary Creative Artist. Hun skriver musik til sig selv, hvor hendes stemme og bratsch smelter sammen i et unikt udtryk. For nogle i den klassiske verden virker det usædvanligt, men i folkemusikkens verden er det helt naturligt. “Jeg møder folk, der siger: ‘Wow, hvor unikt!’ og andre, der siger: ‘Ja, selvfølgelig’,” griner hun. Josefine Weber Hansen er ikke bare musiker. Hun er beviset på, at man godt kan være både – og.

Også planerne med stipendiet der følger med Léonie Sonnings Talentpris skal anvendes alsidigt. Fra indspilning af debutalbum, videoproduktion af udvalgte værker, fortsatte studier i sang og komposition, indkøb af mikrofon til bratsch samt studie- og inspirationsrejse til New York.