Laura Helene Hansen 

Léonie Sonning Talentprismodtager 2025

SOPRAN

Laura Helene Hansen er ikke bare en talentfuld sopran – hun er en kunstner med en mission. Hun kom til verden i Sandby, en lille landsby i det hun kalder det mørke Midtjylland, og beskriver sig selv som et barn med et stort behov for opmærksomhed og for at udtrykke sig. Musikken var dog ikke hendes første vej. I kølvandet på en kronisk sygdom, der har præget hende hele livet, blev hun tidligt fanget i et stofmisbrug, som fulgte hende op gennem teenageårene.

Vendepunktet kom i gymnasiet, da hun uventet fik en solosang i en skoleforestilling. Her opdagede hun, at hendes stemme kunne noget særligt – og at der fandtes et alternativ til rusen. “Det var som om noget i mig vågnede. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg kunne noget – men her var noget, jeg kunne” fortæller hun.

En studierejse i gymnasiet til Nice gjorde et særligt indtryk. Her oplevede hun en sangerinde på gaden, der formåede at synge hele gaden op uden mikrofon eller forstærkning. For Laura var det magi, og det var en oplevelse hun tog med sig, som det første måbende møde med opera. Hun har siden lært, at det blot handler om teknik. En teknik hun siden selv har lært at mestre.

Efter gymnasiet kastede Laura sig over forskellige uddannelser, men det var først, da hun blev optaget på en musicaltalentskole i Viborg, at noget for alvor faldt på plads. Oplevelsen af at stå på en scene, mærke publikum og lære replikker, tændte en gnist, der for alvor startede hendes rejse ind i musikken. Det var også her hun mødte den lidt ældre Mariann, der skulle vise sig at blive afgørende for Lauras karriere. Som mentor og som elev, da hun som sangstuderende på Det Jyske Musikkonservatorium, brugte Laura som prøvekanin i undervisningen.

Laura søgte ind på skuespillerskolerne uden held, men fandt i stedet vej til konservatoriet, med Marianns hjælp. Her lærte hun, at talent alene ikke rækker – det handler også om disciplin, forståelse og fordybelse. Mariann blev afgørende i den erkendelse og hjalp hende med at finde sin egen stemme og retning i en krævende verden. “Jeg troede, det handlede om at blive opdaget, men det handlede om at lære. Og det var en hård erkendelse”, griner Laura.

I dag er Laura en af Danmarks mest lovende unge sopraner. Med midler fra Léonie Sonnings Talentpris i ryggen planlægger hun at videreuddanne sig i udlandet og tage timer hos nogle af de bedste undervisere i Europa. Hun ønsker at finpudse sin teknik og udvikle sin kunstneriske identitet med henblik på en international karriere.

Men hun kæmper også for en større sag. Hun brænder for at gøre opera mere tilgængelig – ikke kun økonomisk, men også mentalt. “Jeg oplevede selv at sidde til en koncert, hvor nogen sagde: ‘Nu skal jeg synge en arie fra Händels Rinaldo’, og jeg tænkte: ‘Hvad er en arie? Hvem er Händel? Hvad er Rinaldo?’ Ingen bør føle sig dumme for at opleve kunst.”

Hun arbejder også for at få kvindelige komponister som Tekla Griebel Wandall anerkendt. “Jeg har hende tatoveret på ryggen. Hendes musik fortjener at blive hørt.” Netop det at give stemme til de oversete er blevet en drivkraft for Laura.

Laura beskrives ofte som fandenivoldsk – og tager det som en kompliment. For selvom vejen har været fyldt med forhindringer, har hun insisteret på at finde sin plads. Hun har overlevet både sygdom og misbrug og en verden, der ikke altid troede på hende. Hun har stået fast, når andre tvivlede. “Der vil altid være nogen, der synger bedre end mig. Men der er ingen, der kan det, jeg kan. Og det er nok.”

Kort om Laura Helene Hansen

Født i 1995 i Hinnerup.
2018-2021: Bachelorgrad i klassisk sang under Reinaldo Macias, Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus.
2022-2024: Kandidatgrad i klassisk sang med opera som speciale under David Kempster, Operaakademiet, København.
2024-: Solistgrad i klassisk sang under David Kempster, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, København.
2024: Modtager af Edith Allers mindelegat.
2022: Kursus i Music and Racism fra Universität für Musik und bildende Kunst Wien
2025: Kursus The underrepresented in opera fra Manhatten School of Music
2026: Medvirker i Den Jyske Operas Don Juan som Donna Anna i.
2026: Medvirker i Welsh National Operas Die Fliegende Holländer som Senta i.

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere