Léonie Sonnings Musikfond uddeler talentpris til ti nyskabende talenter

De ti talenter, der hver modtager 100.000 kr. fra Léonie Sonnings Musikfond, udgør tilsammen et alsidigt felt fyldt med unge mennesker, hvoraf flere er i færd med at bryde med de vante rammer for den klassiske musik.

Kvaliteten af fremtidens klassiske musikscene afhænger af de talenter, der netop nu bliver opdyrket. Denne erkendelse har Léonie Sonnings Musikfond lagt handling bag siden 1967, for hvert år lige siden har fonden uddelt sine eftertragtede talentpriser.

Modsat mange andre midler, man som udøvende skal søge om, er det fondens bestyrelse, der selv udpeger de ti talenter, som hver modtager 100.000 kroner.

Blandt tidligere modtagere finder man navne, som siden da er blevet blandt de mest anerkendte inden for den klassiske musik. Det gælder ikke mindst dirigenterne Esa-Pekka Salonen og Michael Schønwandt, komponisten Bent Sørensen og trombonisten Christian Lindberg.

Også priser til islandske og norske talenter

Ligesom det tidligere har været tilfældet, kan priserne også tilgå talenter, der ikke er danske, så længe de også har et virke i Danmark og på denne måde bidrager til opdyrkelsen af den samlede danske talentmasse. Udover syv danske talenter og en dansk klavertrio finder man blandt årets modtagere således også en islænding og en nordmand.

En hyldest af lysten til nyskabelse

Tilsammen er det et alsidigt felt fyldt med unge mennesker, hvoraf flere er i færd med at bryde med de vante rammer for den klassiske musik.

Der er for eksempel to modtagere, der optræder med flere musikalske fag på én gang: Johanne Sofie Bech Madsen både synger og dirigerer, mens Josefine Weber Hansen foruden at være komponist kombinerer sin stemme med sin bratsch.

Sophie Søs Meyer boltrer sig i både folkemusik fra Fanø og javanesisk gamelan. Sara Amalie Heise er ikke blot mezzosopran, men også musikpædagog. Benjamin Arnika Skydsgaard er en filosofisk funderet musikalsk historiefortæller, og Laura Helene Hansen kæmper for tilgængeliggørelsen af opera.

Esben Tange er formand for Léonie Sonnings Musikfond, og han udtaler følgende om årets ti talentprismodtagere: ”Det er tydeligere end nogensinde før, at det sprudler med lysten til nyskabelse blandt de unge talenter. De er alle sammen langt med det, man kan kalde deres klassiske virke. Men der er i denne årgang af talenter også en særligt stærk evne og vilje til at udvikle den klassiske musiks udtryk – både i form og indhold. Det er vidunderligt at opleve, og derfor er det en stor fornøjelse at uddele priserne til lige netop disse ti talenter. Vi glæder os til at se, hvor de vil føre den klassiske musik hen i de kommende år.”

Dirigenter

Bjarni Frímann Bjarnason 

Instrumentalister

Josefine Weber Hansen

Instrumentalister

Valdemar Most

Instrumentalister

Benjamin Arnika Skydsgaard

Instrumentalister

Dagny Mehus 

Dirigenter

Johanne Sofie Bech Madsen

Sangere

Laura Helene Hansen 

Sangere

Sara Amalie Heise

Komponister

Sophie Søs Meyer

Instrumentalister

Trio Fantasma