Valdemar Most

PIANIST

Trods sin unge alder er Valdemar Wenzel Most allerede godt på vej mod en lovende karriere som pianist. Han bor i Berlin, hvor han studerer på den prestigefulde Hochschule für Musik Hanns Eisler hos stjernepianisten Kirill Gerstein. Men rejsen dertil begyndte et helt andet sted: mellem violinkasser og fløjter i Nyborg på Fyn.

“Min mor spiller violin i DR Symfoniorkestret, min far spiller fløjte, og mine to brødre er henholdsvis sanger og pianist. Min tredje bror… ja, han er det sorte får – han er blevet læge,”griner Valdemar og skynder sig at tilføje, at det sorte får nok snarere er familiens gyldne lam.

Han fortæller om en barndom præget af musik i alle hjørner. Når forældrene var til prøver i København, sad lille Valdemar i koncertsalen, kravlede rundt mellem musikerne eller blev passet af en eller anden fra orkestret. Fra han kunne gå, kunne han også spille klaver–eller i hvert fald næsten. Og senere kom celloen til. Det var dog klaveret, der løb med sejren. Som han siger: “Celloen var et pitstop. Klaveret var destinationen.”

Men det hele har ikke været lutter klang og perfektion. Som 12-årig overvejede Valdemar et kort øjeblik at droppe musikken. Ikke fordi han ikke kunne lide det–men fordi det var hårdt at øve sig, når vennerne legede udenfor. Men tanken om at skuffe sin klaverlærer, fik ham til at blive.” Det var ikke den mest modne beslutningsproces,” siger han med et grin, “men det var det, der gjorde, at jeg blev ved. Og heldigvis for det!”

Udover musikken var badminton en stor del af hans liv. Som barn spillede han på højt niveau og endte endda i en duel mod verdensmesteren Viktor Axelsen – en kamp, hvor han, til stor begejstring, vandt et point. Vel at mærke i en kamp, hvor de spillede til 1! Det var en sejr, han stadig husker med et smil.

Valdemars forskellige lærere har haft stor betydning for ham. Især Bella Zapolski, som han gik hos i ni år. “Hun kunne finde på at give tre timers undervisning i træk. Det var benhårdt, men hun lærte mig at lytte og at forstå musikken på et dybere plan.” Med Bella Zapolski fulgte hendes mands livsværk Zapolski Strygerne, som Valdemar blev tilknyttet som akkompagnatør. Det har givet ham en forkærlighed for kammermusik, som han nyder lige så meget som det solistiske. Ikke mindst på grund af det sociale. “Det er en helt anden dynamik. Man deler musikken med andre og skaber noget sammen,” siger han og håber på en karriere, hvor han kan kombinere solokoncerter med kammermusik og turnere internationalt.

Men selvom Valdemar indrømmer, at han måske hygger sig to procent for meget, så handler det hele i sidste ende om kærligheden til musikken. “Når man sidder til en koncert og hører noget fantastisk, får man lyst til at gå hjem og øve. Musikken kommer fra alle steder–fra lærerne, fra vennerne, fra oplevelserne. Og det er dét, der former én som musiker.”

I dag lever Valdemar et liv, hvor øvning, koncerter og masterclasses fylder stort set det hele og stipendiet fra Léonie Sonnings Talentpris giver ham økonomisk mulighed for at få det hele med. 

En god del af pengene skal endda bruges på, at købe ekstra timer hos sin lærer Kirill Gerstein i ferierne, hvor der ellers er lukket for undervisning.

Valdemar taler med en ydmyg glæde, når han beskriver hverdagen i Berlin: “Det er inspirerende at være omgivet af så dygtige musikere. Man kan ikke være arrogant her–niveauet er simpelthen for højt.” Hans kærlighed til musikken skinner igennem, når han taler om sine ambitioner. “Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle lave. Hvis ikke musik, så måske noget med dyr?” griner han. Men tvivlen er væk. Musikken er ikke længere en mulighed – den er en nødvendighed.