Prisoverrækkelsen
Begrundelsen
”Léonie Sonnings Musikpris 1987 tildeles oboisten Heinz Holliger i beundring for hans suveræne, medskabende tolkning af musiklitteraturens værker. Med sin stadige stræben for at udvide den musikalske bevidsthed og finde nye veje for musikken er Heinz Holliger et inspirerende forbillede af vidtrækkende betydning i musikkens verden.”
I sin takketale sagde Heinz Holliger bl.a.:
”Jeg vil udtrykke min hjerteligste tak til priskomiteen for at tildele mig denne hæderfulde udmærkelse, der også er temmelig skræmmende for mig, når man ser på listen over hvem, der har modtaget den tidligere! Jeg føler mig beæret, men også lidt flov over at få en pris for noget, jeg har gjort hele mit liv, måske uden at have haft et valg. Musik er, ikke mindst for en introvert musiker, et middel til at kommunikere med den ydre verden. Så i min opfattelse er jeg faktisk blevet tildelt en pris for bare at leve, som jeg nu gør.”
Programmet
Mozart Symfoni, a-mol KV16a, Odensesymfonien
Mozart Obokoncert, C-dur
Bruno Maderna Obokoncert nr. 3
Stravinskij: Ildfuglen, suite
Medvirkende
Heinz Holliger, obo
DR Symfoniorkestret
Osmo Vänskä, dirigent
Heinz Holliger og Danmark
Heinz Holliger optrådte første gang i Danmark i 1965 ved en opførelse af Mozarts Obokoncert med DR Symfoniorkestret. I 1970 gav han mesterkursus ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, hvor obostuderende fra hele landet deltog. Han holdt foredrag om sine egne kompositioner, forelæste om opførelsespraksis, og gav naturligvis også koncert med musik for solo-obo. Som underviser har han haft direkte indflydelse på flere danske oboister.
I 1975 gav Heinz Holliger to koncerter med DR Symfoniorkestret – ved den første var han solist i obokoncerter af Marcello og Alfred Schnittke, og ved den anden dirigerede han modernistisk musik af bl.a. sig selv. Siden optrådte han flere gange i Danmark, især med kammermusik.
I forbindelse med prisoverrækkelsen i 1987 gav Heinz Holliger flere koncerter i København. Dagen efter priskoncerten var det Holligers 48-års fødselsdag, som han brugte på at afholde prøver på en koncert med Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums orkester. Koncerten fandt sted 24. maj, hvor Heinz Holliger var solist og dirigent. Programmet indeholdt værker af Holliger selv og af Mozart, Richard Strauss og Gounod.
Næste dag, 25. maj, var der klemt en reception ind på Københavns Rådhus, hvor overborgmester Egon Weidekamp bød på rådhuspandekager, og samme dag begyndte prøverne på endnu en koncert med DR Symfoniorkestret. Ved denne koncert 27. maj dirigerede Holliger sin egen Scardanelli-cyklus for fløjte, kammerorkester og kammerkor a capella med Aurèle Nicolet som fløjtesolis. Derefter spillede Aurèle Nicolet et solostykke af Holliger, T air(e), og til sidst var Heinz Holliger og hans hustru, harpenisten Ursula Holliger, solister i Lutoslawskis Dobbeltkoncert for obo, harpe og kammerorkester. Koncerten blev også vist i tv.
I løbet af det otte dage lange besøg i København fik Holliger også tid til et møde med tre komponiststuderende på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Prispengene fra Musikprisen og sine øvrige honorarer fra det otte dage lange besøg i København gav Heinz Holliger videre til velgørende formål.
Pressen skrev om priskoncerten bl.a.:
En klang af ubeskrivelig skønhed fyldte pludselig rummet. Levende var den, hvilende i sig selv og intenst fortællende på samme tid. Man så den blive skabt på en obo, der ikke adskilte sig fra alle andre oboer. Men man hørte toner, der ikke lignede andre obotoner. Man mærkede dem gennemstrømme ens krop og bemægtige sig ens sjæl, og man gav efter for deres styrke. Poesien fik lov til at herske.
(Teresa Waskowska, Politiken 22. maj 1987)
Holliger har bragt oboen frem i rampelyset. Med formidabel teknik og en usædvanlig musikalsk intelligens. Han behersker hele det musikalske udtryksspektrum med samme suverænitet.[…] Han er indbegrebet af selvudslettende beskedenhed. Men med oboen i munden bliver Holliger en helt anden personlighed. Her udtrykker han sig med en autoritet, der forplanter sig til de øvrige musikere som ren telepati.
(Jan Andersen, Land og Folk 2. juni 1987)
