1 million til 10 europæiske talenters kunstneriske udvikling

Vanen tro uddeler Léonie Sonnings Musikfond 100.000 kroner til 10 særligt udvalgte musikalske talenter. I år ser fonden ud over de nordiske grænser og tildeler også en række talentpriser til lovende unge europæiske musikere, der alle har det til fælles, at de har et musikalsk virke i Danmark. 

Siden 1967 har Léonie Sonnings Musikfond sideløbende med den store musikpris uddelt stipendier til unge komponister, dirigenter, musikere eller sangere for at støtte deres kunstneriske udvikling.

I dag skriver 10 nye talenter sig ind i en imponerende række af talentprismodtagere, der allerede tæller store navne som blandt andre dirigenterne Esa-Pekka Salonen og Michael Schønwandt, trombonespilleren Christian Lindberg, komponisten Bent Sørensen og i nyere tid cellisten Andreas Brantelid, komponisten Simon Steen-Andersen og sopranen Lise Davidsen.

Tidligere har talentpriserne været forbeholdt musikere fra de nordiske lande. I de sidste år har fonden valgt at udvide kriterierne, så unge talentfulde musikere fra Europa, der har et virke i Danmark, også har kunnet komme i betragtning. Det betyder, at der blandt dette års modtagere foruden nordiske musikere også uddeles talentpriser til den græskfødte komponist Athanasia Kotronia og den italienske pianist Marco Pomelli.

Esben Tange, formand for Léonie Sonnings Musikfond, fortæller om motivationen for også at tildele talentpriser til musiker udefra, der har valgt at slå sig ned i Danmark.

”Musikkens sprog er internationalt, og det er med stolthed, at vi i Léonie Sonnings Musikfond uddeler i alt 1 million kroner til unge talenter fra en række europæiske lande – og alle med et virke i Danmark. Betydning af inspirationen udefra er enorm vigtig for unge musikere. Så det er med glæde, at vi både støtter op om musikere, der har valgt at rejse til Danmark, og støtte danske musikere, der ønsker at studere i udlandet.”

Instrumentalister

Marco Pomelli

Sangere

Kirsten Voss Petersen

Instrumentalister

Elise Busch-Madsen

Sangere

Christine Bach Tofft

Sangere

Christina Sofia af Klinteberg Herresthal

Instrumentalister

Christian Skovlund

Instrumentalister

August Schieldrop

Komponister

Athanasia Kotronia

Sangere

Asmus Hanke Frederiksen

Instrumentalister

AKELA STRING QUARTET