Kirsten Voss Petersen

Léonie Sonning Talentprismodtager 2024

MEZZOSOPRAN

Kirsten siger det, som det er: Hun er ikke i stand til at begrænse sig. Og for hende er det en styrke. Hendes største begejstring er musikken og det fællesskab, der følger med, og derfor er det også nemt at blive revet med af alle de forskellige projekter, man kan kaste sig ud i. Så længe der er samarbejdspartnere involveret.

Kirsten trives nemlig bedst i det kollektive rum, hvor musikken bliver en samtale og ikke en monolog. Hun indgår helst i fællesskaber med andre, og derfor bruger hun meget af sin tid på at opstarte projekter og samle forskellige kunstnere omkring sig. Et projekt bliver så meget mere interessant, når der er flere stemmer og idéer involveret. Der kommer mere energi ind i projektet, når flere mennesker er en del af det. Som hun siger: “Hvis det bare er mig selv, så kender jeg jo allerede indholdet i projektet, og hvad er det spændende i det?.”

Af samme grund er det også øvelokalets enrum, der er en af Kirstens største professionelle udfordringer. Det er et nødvendigt onde at lave det ensomme forarbejde, når man vil udvikle sig eller opretholde det sangtekniske niveau, der kan bidrage til det musikalske samarbejde. Det er Kirstens passion for det musikalske fællesskab, der driver hende ind i det øvelokale, som hun tidligere vægrede sig for, før hun erkendte, at øvetimerne er nøglen til at nå det niveau, hvor musikken er sjov at lave. Hun har lært at stirre ind i noderne og løfte sig selv i nakkeskindet for at nå de mål, hun har for sin sangerkarriere. Selvom det at øve sig kan opleves som at have en samtale med sig selv, er det nødvendigt for at kunne være med i de fællesskaber, hun drømmer om.

Kirstens musikalske rejse startede allerede ved fødslen. Hendes mor var musikskoleleder og opfinderen af babyrytmik hjemme i Silkeborg, så der kom virkelig musik ind med modermælken. Som seksårig startede Kirsten i et børnekor i kirken, og som 11-årig begyndte hun at tage timer i klassisk sang. Kort tid efter gik hendes sanglærer imidlertid på pension og blev afløst af en underviser, der havde mere fokus på pop, jazz og musical. Her oplevede Kirsten, at hun havde vanskeligt ved at følge med, til stor frustration for Kirsten. Det var som om, at stemmen ikke ville gøre som hun ville. Eller ikke rigtig var skabt til at synge den slags musik.

Som 16-årig kom Kirsten så med i et kirkekor igen, og under arbejdet med at indøve Mozarts Requiem viste det sig, at hendes stemme pludselig kunne det hele ubesværet. Her genopdagede Kirsten sin kærlighed til klassisk sang, og mindedes dengang hun som 11-årig havde tænkt “jeg skal være operasanger, når jeg bliver stor.” Det var efter, at hendes mor havde taget hende med ind og se Den Glade Enke. Endelig faldt brikkerne på plads.

Kirsten blev operasanger. Men en af dem der er udstyret med en usædvanligt dyb kvindestemme, der traditionelt set ikke har fået så stor bevågenhed i den tidlige klassiske musik. Derfor har hun taget på sig at være med til at få skrevet musik, der passer til hendes store stemmeregister. Og det sker med udgangspunkt i nogle af alle de mange idéer, der er skrevet ned i en af hendes utallige notesbøger, som hun er storforbruger af. De er fyldt med tanker, idéer, tegninger, tekster, stikord, refleksioner, lister og planer. Det er her alle projekterne bliver til. Og der er nok at tage af, så vi har bestemt ikke set det sidste til hverken idémageren, producenten, igangsætteren eller sangeren Kirsten.

Kort om Kirsten Voss Petersen

Født i 1995 i Silkeborg. Startede til babyrytmik seks måneder gammel og har modtaget musikundervisning lige siden.
Børne- og kirkekor og sangundervisning siden skolestart. MGK i Aarhus.
2015-22: Konservatoriet i samme by, hvor hun tog en bachelor, master og solistuddannelse i klassisk sang.
2021: Young Artist på Søholm Opera
2022-23: Praktikant som praktisk assistent hos Opera Lab Berlin
2023-24: Britten/Pears Young Artist program for Composition, Alternative Performance and Performance Art.
Medlem af forskellige vokalensembler, blandt andet Ensemble Edge.
Modtager af Ejnar Hansens Legat 2020, Hanne Lomholdts Operauddannelsesfond 2023, Kgl. Kammersangerinde Else Brems Rejselegat 2022 og vinder af Det Jyske Musikkonservatoriums solistkonkurrence 2021.

 

Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond

Pengene, der følger med Léonie Sonnings Talentpris, skal bruges til weekendkurser i udvidet sangteknik, musikalsk coach, engagere mentor på producent kompetencer, rejse til New York i forbindelse med samarbejde og workshop med komponist Elizabeth Gartman. Derudover skal en sum bruges på månedligt at kunne opleve koncerter, forestillinger og festivaler i Danmark.

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere