Léonie Sonning Talentprismodtager 2021
Måske var det Josefines mor, der lærte hende, at gå sine egne veje og følge sit hjerte og kæmpe for det. Hun havde som ung droppet en karriere som akkordeonist, til fordel for jurastudier, men vendte senere i livet tilbage til musikken og ernærer sig i dag som professionel harpenist. Der var i hjemmet stor musikalsk rummelighed, og med en far som ingeniør og hobbymusiker, blev det naturligt for Josefine at lægge sig et sted imellem det kunstneriske og det rationelt reflekterende. Det mener hun selv har dannet grundlag for hendes virke som både udøvende musiker og komponist.
Josefine startede selv at spille violin som 8-årig. Det var en skøn modpol til den skemalagte skolehverdag i Roskilde og hun opdagede at hun kunne avancere i sit helt eget tempo. Ved en violintime havde Josefines lærer sin cellospillende datter med til undervisningen og dette møde blev skelsættende. Josefine var solgt til det store instrument og valgte at skifte til cello. Med violinlærerens datter som ny underviser. Som 12-årig startede Josefine også på slagtøj og begyndte allerede der at eksperimentere, i grænselandet mellem klassisk og eksperimenter.
Cello frem for slagtøj
Det var optagelsesudvalget Sankt Annæ Gymnasiums MGK linje, der afgjorde Josefines videre forløb. Hun søgte ind med to optagelsesprøver, på begge instrumenter og de foretrak celloen, så slagtøjet blev lagt på hylden. I Sankt Annæ Symfoniorkester følte hun dog at hun druknede lidt i fastlåste hierarkier og søgte mod kammermusikken.
Tiden på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium bekræftede for Josefine, at hun ikke skulle være klassisk musiker i traditionel forstand. Orkestertimerne var stadig ikke noget for hende og hun søgte andre veje, at forholde sig til stoffet og instrumentet på. I ny musik fandt hun noget af svaret. En jul fik Josefine foræret en multieffektpedal, der ellers er tiltænkt elektrisk guitar, som åbnede en verden op af nye veje og udtryk.
Siden har multipedalen med de uendelige muligheder, været grundpillen i Josefines lyd og optræden. Den rene cellolyd bliver sendt igennem elektronikken, der så kan modificere lyden med loops, forvrængning, rumklang, harmonizers og uendeligt mange andre effekter. Man kan programmere den, med lyde man lægger ind i den og designe effekterne selv. Og i og med den er designet til at virke sammen med en guitar og ikke en cello, kan der tilmed ske helt uventede ting.
”Der er ikke noget facit, der er kun fri leg og du kan blive ved”, forklarer Josefine og tilføjer vigtigheden ved, at lægge benspænd og dogmer ud, så man begrænser de ellers endeløse muligheder. ”Begrænsningens kunst er væsentlig når man arbejder med elektronik, men det synes jeg nu også det er når man skaber i det hele taget” tilføjer Josefine om det at komponere.
Elektronikken har åbnet nye veje
Mødet med elektronikken har fået Josefine til at tænke den klassiske musik ind i en ny kontekst, og har tvunget hende til, selv at blive skabende kraft og skrive sine egne værker. Det er jo begrænset hvor mange værker der er skrevet for cello og multieffektpedal, og så må man gøre det selv. Og det passer hende fint at være kreativ frem for fortolker af andres værker.
I mødet med den skabende proces, er hun også begyndt at skrive partiturmusik for akustiske instrumenter og for andre ensembler og solister end hende selv. Også fordi det kan være lidt ensomt at have en pedal som nærmeste samarbejdspartner. ”Jeg var sulten igen på det her menneskemøde og kommunikationen gennem partituret. For der er noget utrolig skønt ved akustiske instrumenter og at være flere mennesker der skaber noget sammen.”
Samarbejde med andre er i det hele taget vigtigt for Josefine, trods hendes fundament i et en- mands-orkester. Ud over at medvirke i ensembler som We like We og Kottos, skaber hun værker i samarbejde med designere, grafikkere, koreografer, videokunstnere, osv. og optræder på festivaler og alle tænkelige steder, udenfor den klassiske scene. Og det har hun en lille bagtanke med. Hun håber nemlig på den måde, at kunne lokke et publikum, der måske er vant til at høre rytmisk musik på Roskilde Festival, ind i koncertsalen til en klassisk koncert. ”Så er min mission forløst” slutter Josefine håbefuldt af.
Kort om Josefine Opsahl
Født i 1992. Opvokset i Roskilde.
Startede på violin som 8-årig. Skiftede til cello efter noget tid. Tilføjede slagtøj som 12-årig.
Gik på MGK på Sankt Annæ Gymnasium med cello som instrument.
Uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Northwestern University (lL, US)
Er studerende på Syddansk Musikkonservatoriums solistuddannelse CCA (contemporary creative artist)
Har modtaget en række priser for sin kunst og sit virke, bl.a. Wilhelm Hansen Fondens Hæderslegat 2020, Danmarks Radios Lytterpris samt Round Glass Music Award (US).
Har leveret og kurateret værker og performance til og i samarbejde med museer, gallerier og festivaler, så som Festival Música Estranha i Brasilien, DEIA lnternational Music Festival i Spanien, Statens Museum for Kunst, Thorvaldsens Museum og Utzon Centret.
Som komponist står hun blandt andet bag større værker som:
’I Walk I Bleed’, koncert og performance for 10 celli til CLICK Festival 2020 ‘NoliTurbare Circulos Meos’ for Esbjerg Ensemblet
‘Myte om Mørke’ – opera for Nordic Opera og Copenhagen Opera Festival i samarbejde med lydkollektivet We like We 2019.
Tre installationskoncerter til Roskilde Festival 2021
En opera for Nordic Opera med urpremiere i København, Stockholm og Oslo 2021.
Josefines har turneret og hendes værker er blevet opført i Europa, Kina, Brasilien and Argentina og hun har givet masterclasses og talks i Shanghai, på Det Kgl. Danske Kunstakademis Skoler, Det Kgl. Danske Musikkonservatorium samt Københavns Universitet. Hun er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Northwestern University (IL, US).
Udgivet flere albums med cello og harpe, sammen med moderen Trine Opsahl.
Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond
Pengene, der følger med Léonie Sonnings Musikpris, skal bruges til indspilning af debut solo album, samt klaver og studiemikrofon.
