Prisoverrækkelsen
Den svenske klarinettist Martin Fröst modtog Léonie Sonnings Musikpris på 600.000 kr. ved en koncert lørdag 10. maj 2014 i Koncerthuset i DR Byen. Koncerten blev indledt i Koncerthusets foyer og fortsatte derefter i selve koncertsalen.
Priskoncerten blev overværet af Prins Henrik. Den blev transmitteret på DR P2 samt sendt 17. maj på DR K.
Programmet
I foyeren:
Bent Sørensen Pre-Ekko af Serenidad (tilegnet Martin Fröst. Uropførelse)
Göran Fröst Klezmer dans nr. 2
Brahms Ungarsk dans nr. 1
Göran Fröst Klezmer dans nr. 3
Medvirkende
Martin Fröst, klarinet
Magnus Holmander, klarinet
Ingrid Meidell Noodt, klarinet
August Finkas, klarinet
Søren-Filip Hansen, klarinet
Jesper Clausen, klarinet
Natalie Harris, klarinet
Morten Jensen, klarinet
Johannes Søe Hansen, violin
Sarah McClelland, violin
Joel González, kontrabas
Den Danske Strygekvartet
I koncertsalen:
Mozart Klarinetkoncert
Bent Sørensen Serenidad, Sonning-version (tilegnet Martin Fröst. Uropførelse)
Anders Hillborg Peacock Tales, Dollhouse-version (tilegnet Martin Fröst)
Medvirkende
Martin Fröst, klarinet og bassetklarinet
Magnus Holmander, klarinet
Ingrid Meidell Noodt, klarinet
DR Symfoniorkestret
Thomas Søndergård, dirigent
Begrundelsen
Prisen blev overrakt af Esben Tange, formand for Léonie Sonning Musikfonds bestyrelse.
”Léonie Sonnings Musikpris 2014 tildeles med 600.000 kr. klarinettisten Martin Fröst for med sublim musikalitet at fortolke både det klassiske og det moderne repertoire for sit instrument.
Med sit mesterlige musikerskab har Martin Fröst inspireret en lang række af tidens komponister til at skabe banebrydende værker for klarinet. I kraft af et helt usædvanligt scenisk nærvær, hvor auditive og visuelle udtryk forenes på en forunderlig måde, har Martin Fröst vist sig som en af vor tids mest visionære musikalske kunstnere.”
I dagene inden priskoncerten gav Martin Fröst koncerter med Den Danske Strygekvartet i Musikhuset Aarhus (6. maj) og i Mogens Dahl Koncertsal i København (7. maj). På programmet stod klarinetkvintetter af Mozart og Brahms.
8. maj gav Martin Fröst masterclass med klarinetstuderende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
SOUNDCLOUD PLAYLIST
Martin Fröst i Danmark
Pressen skrev om priskoncerten:
Fröst foldede hele sin påfuglehale af musikalske og performancemæssige talenter ud. Ikke bare var han solist i alt, hvad der blev spillet. Sammen med et mindre hold af musikere gav han i Koncerthusets foyer også en indledning til aftenen, der viste sig at være smagsprøver fra koncerten, som var i vente: Præekkoer af vild og virtuos klezmermusik blev med hjælp fra blandt andre Den Danske Strygekvartet kædet sømløst sammen med en forrygende ungarsk dans af Brahms.
Fröst er den perfekte klarinettist, og inden aftenens store, pumpende udladning i form af en vild – og vildt tjekket – fremførelse af landsmanden Anders Hillborgs rock’n’roll-koncert ’Peacock Tales’, hvor Fröst dansede påfugle-breakdance med sit instrument foran orkestret, havde han for længst demonstreret, hvorfor netop han skulle skrives på kongelisten over Sonningmodtagere.
(Thomas Michelsen, Politiken 12. maj 2014)
Magien forlænges ind i koncertsalen med Mozarts gyldne koncert for soloklarinet og orkester fra 1791. Fröst er som altid lydefri i det stykke og gennemført original. Selv en Mozarts marmorverden kommunikeres ud til alle og udløser det første af fire stående ovationer. Han underspiller de store melodier og giver de små indfald desto mere plads: En ny forsiring hér, en overraskende pause dér. Hele det fantastiske fokus på øjeblikkets magi tager pusten fra én. For ikke at glemme det tidløse i hans spil: Man tænker ikke et sekund på dét med gammel stil eller ny stil. Han spiller Mozart på sin egen måde og støttes formfuldendt af DR SymfoniOrkestret under Thomas Søndergårds diskrete ledelse.
(Søren Schauser, Berlingske Tidende 12. maj 2014)
En stor del af koncerten var koreograferet, en musikalsk toppræsentation fuld af visuelle billeder, der brændte sig fast på nethinden som meget mere end blot selvtilfredse klarinethyl. Og netop derfor gik den alternative priskoncert uden om alle forbehold og direkte i kroppen. Til start i foyeren og med fem unge klarinettister på gangbroen oppe over scenen til tonerne af Bent Sørenses nye, småsimrende ‘Præ-ekko af Serenidad’.
Nede på scenen tager Fröst og to unge kollegaer over i den ene koreograferede dansepassage efter den anden. Det ene øjeblik som marionetter fanget i de enkle rytmers blide klange, det næste som mennesker, der vikler sig ind og ud af hinanden. Bent Sørensens genistreg afløstes af klezmerdanse og et par ungarske danse af Brahms. Noget af en kolbøtte i forhold til tystsmukke Sørensen, men koncerten kom op i gear og forvandlede sig til det, den var: en fest.
(Jens Povlsen, Jyllands-Posten 12. maj 2014)