András Schiff

Léonie Sonning Prismodtager 1997

Den ungarske pianist András Schiff modtog Léonie Sonnings Musikpris på 300.000 kr. ved en koncert 30. maj 1997 i Tivolis Koncertsal. Koncerten blev sendt direkte i P2.

Musikprisen blev overrakt af pianisten Amalie Malling, medlem af bestyrelsen for Léonie Sonnings Musikfond, som i sin personlige tale for prismodtageren bl.a. sagde:
“Her i Danmark er vi stolte over en mere end tyve år lang forbindelse mellem dig og vores land. I 1976 spillede du for første gang her i København – og siden er både orkestrene og mange musikforeninger i Danmark blevet begunstiget med dine besøg.

For dig er hovedsagen at lede efter musikkens intentioner, samtidig med at din musikalske perfektion hele tiden er underordnet musikkens budskab. Det afgørende er hele tiden den tætte åndelige forbindelse til dit publikum. For dig er musik nemlig frem for alt et udtryk for sjælen. Et sprog, som formidler følelser og vækker følelser i tilhøreren.
Vi ved, at Danmark har en særlig plads i dit hjerte, og du har også vundet en stor plads i dine danske tilhøreres hjerter. Også derfor er det en meget stor glæde i aften at overrække dig Léonie Sonnings Musikpris.”

Begrundelsen

Den officielle begrundelse for prisen lød:
”Léonie Sonnings Musikpris 1997 tildeles pianisten András Schiff som en af sin generations store musikpersonligheder. Med sit enestående kunstneriske overblik og udsyn, forenet med sikker stilsans, fantasi og poesi, formår han at fængsle sine tilhørere i såvel små og enkle satser som i klaverlitteraturens store hovedværker.”

I sin takketale svarede András Schiff:
”Blot et par få ord for at sige, hvor rørt og virkelig dybt beæret, jeg er. Jeg ved, at det er en meget stor ære at modtage denne pris – jeg er alt for ung til det! Man plejer at skulle være 70 eller 80! Men tak for Deres tro på mig og tillid, jeg håber ikke, at jeg kommer til at skuffe Dem i de kommende år, hvis jeg har den gode lykke ovenfra til at leve længere.”

Programmet

Schubert Klaversonate, a-mol D537
Schubert Wanderer Fantasi
Schubert Klaversonate, A-dur D959
Schubert Impromptu, Ges-dur D899 (ekstranummer)

András Schiff og Danmark

Selv om András Schiff kun var 45 år, da han modtog Musikprisen, havde han gennem de foregående tyve år været en fast del af dansk musikliv. Hans første koncert i Danmark fandt sted i 1976. Blandt hans mange senere optrædener med de danske orkestre kan fremhæves Chopins 2. Klaverkoncert, som han spillede i Tivoli 1983 og Brahms’ 2. Klaverkoncert i 1985. I 1990’erne spillede han adskillige solokoncerter med værker af Schubert, Beethoven, Janácek, Schumann og kammermusik af Dvorak og Smetana.

Desuden optrådte han i en periode rundt om i landet med den ungarskfødte violinist Anton Kontra. I 2001 spillede han over to aftener alle fem klaverkoncerter af Beethoven med DR Symfoniorkestret, og i 2010’erne begyndte han også at optræde som dirigent for DR Symfoniorkestret. Samtidig udviklede han sine solooptrædener til rene maratonkoncerter, ikke mindst med soloværker af Bach.

Pressen skrev om priskoncerten:

András Schiff behøver man ikke at tøve med at udnævne til et klavergeni. Hans teknik er gennemkultiveret, hans føling med musikkens sjæl er overvældende. […] Schiffs Schubert-spil levnede dog ikke tvivl om, at det er hans musikermæssige kvalifikationer, der har sikret ham prisen. Hans Wandererfantasie var usædvanligt helstøbt. Udtryksfuld og alligevel kontrolleret på samme tid. Både de sørgmuntre og de dramatiske sider hos Schubert gennemlystes, så alle friheder i Schiffs raffinerede modulationer af klang og puls virkede, som om de kom inde fra musikken, ikke udefra.

(Thomas Michelsen, Information)

András Schiff er en helt enestående musikalsk og pianistisk begavelse. Han formår om nogen at forbinde klarhed og fantasi, som Amalie Malling blandt andet sagde, da hun citerede priskomiteens begrundelse. (…) Klarhed og fantasi var også overskriften for aftenens rene Schubert-program, der i al sin enkelhed bestod af sonaten i a-mol D537 med den smukke allegretto quasi andantino, den dramatiske “Wandererfantasi” og endelig A-dur sonaten D959. Intet er mere schubertsk end denne sidste sonate, og intet mere gribende end den sidste sats, hvor komponisten ikke kan slippe sit elskede tema og til sidst må dekomponere det for at gøre en ende. András Schiff henter billeder og følelser frem i Schuberts musik, så at tiden næsten synes at gå i stå, medens små historier og pointer står i kø for at nå bevidsthedens overflade. En gemt mellemstemme vokser frem og træder i karakter, og man fornemmer i et umærkeligt bagudrettet bevidsthedsskift, hvordan den har været der hele tiden. Eller en neutral vekselbas bliver til hovedsagen. Eller lys bliver til skygge med små vægtforskydninger i akkorderne, hvor hver tone er valgt med en omhu, der stiller store krav til pianistens teknik og farvesans. Schubert er detaljens chance. Hos András Schiff får de form og liv i en større og frodig helhed.

(Thorkil Kjems, Jyllands Posten)

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere

Jordi Savall

Léonie Sonning Prismodtager 2012 Den catalonske gambespiller og dirigent Jordi Savall modtog Léonie Sonnings Musikpris

Læs mere »