Léonie Sonning Prismodtager 2002
Den østrigske pianist Alfred Brendel modtog Léonie Sonnings Musikpris på 500.000 kr. ved en koncert lørdag 26. januar 2002 i Tivolis Koncertsal.
Musikprisen blev overrakt af pianisten Amalie Malling, medlem af Léonie Sonnings Musikfonds bestyrelse, som bl.a. gav Brendel disse ord med på vejen:
”Med din overlegne pianistiske kunnen, din følsomme intelligens og din enorme trang til at udforske, lykkes det dig at trænge stadigt dybere ind i musikken og samtidig at belyse den indefra. Du eksperimenterer med klaveret, du udvikler, fornyer, genopdager dit repertoire. Men musikkens indre nødvendighed er altid det vigtigste for dig, og du overfører denne nødvendighed til os, dit publikum.”
Den officelle begrundelse for prisuddelingen lød:
”Léonie Sonnings Musikpris 2002 tildeles med kr. 500.000 pianisten Alfred Brendel for hans livslange udforskning og fortolkning af klaverets kernerepertoire. Med sit vidtskuende overblik, sin intelligente følsomhed og sin enestående klangsans fremstår han som en af sin generations væsentligste formidlere af især det wienerklassiske repertoire; en på samme tid lysende arvtager og banebrydende fornyer af den centraleuropæiske klavertradition.”
Hør talen fra overrækkelsen her:
Programmet
Stravinskij Symfoni i tre satser
Mozart Klaverkoncert nr. 25, C-dur
Beethoven Klaverkoncert nr. 5, Kejserkoncerten
Medvirkende
Alfred Brendel, klaver.
Det Kongelige Kapel
Michael Schønwandt, dirigent
Alfred Brendel i Danmark
Som ung pianist spillede Alfred Brendel i 1964 alle Beethovens klaversonater ved en række koncerter i Odd Fellow Palæet i København. Siden optrådte han adskillige gange i Danmark, både ved solokoncerter og som solist med bl.a. DR Symfoniorkestret, Tivolis Symfoniorkester og Aarhus Symfoniorkester.
I forbindelse med priskoncerten udtalte Brendel på et pressemøde, at det altid var med stærkt venskabelige følelser, han var i Danmark. Han fortalte desuden, at han var stolt af at modtage prisen og komme i selskab med komponister og musikere som Stravinskij, Bernstein, Sjostakovitj og Britten. ”Uden dem var jeg ingenting.
Det er deres lys, jeg kaster tilbage, når jeg spiller”, sagde han.
Pressen skrev om priskoncerten bl.a.:
Brendel var imødeset med tårnhøje forventninger, og dog blev de overgået af, hvad man fik at høre. […] Når Brendel spiller Mozart, er det så at sige Mozart på Mozarts betingelser, og det han gør for at berige oplevelsen af musikken, er at han viser dens dybder. Brendel hylder sit princip om, at det er værket, der skal vise musikeren, hvordan det skal spilles. Musikeren skal ikke vise værket, hvordan det er, ej heller skal musikeren vise komponisten, hvordan han burde have skrevet det. Med andre ord en umådelig ydmyg musiker, fuldstændig blottet for nykker. Han fraserede så følsomt, at selv Mozart formodentlig ville have fået tårer i øjnene. I sin overrækkelsestale fremhævede Amalie Malling Brendels klanglige sans og følsomme intelligens – jo tak, det skal jeg love for!
(Jakob Wivel, Børsen)
Dette var ikke en Kejserkoncert af de bombastiske, men af de nuancerede, der med forbilledlig ligevægt afdækkede flest muligt forskellige udtryksfacetter. Brendel kunne starte en frase lige tilpas svagt, og alligevel rakte paletten fra det sarteste sølv til fuldvoksne akkorder. Ikke mindst klangligt gjorde han solostemmen i Beethovens mest udadvendt prangende klaverkoncert til en oplevelse vel at mærke uden hverken selv at prange eller gøre sit spil overdrevent udadvendt. Tværtimod samlede solisten med en næsten ubevægelig autoritet orkestret omkring sig […] Det er et par formidable klaverhænder, der sidder på denne musikerhjerne.
(Thomas Michelsen, Politiken 28. januar 2002)
Alfred Brendel spiller disse koncerter, som om han improviserer dem for første gang, selv om han må have opført dem hundreder af gange. Musikken opstår mellem hænderne på ham. Subtile nuancer – et glitrende løb der pludselig tøver, før det når højdepunktet; en frase, der lukker sig inde i sig selv og bliver lavmælt – sætter temaer i uventet perspektiv og fremkalder smil i det ellers dybt koncentrerede ansigt. Medlevende, idérig, sprudlende, men samtidig selvudslettende og ydmygt gendigter Brendel de klassiske partiturer, så geniernes tanker og følelser formidles kongenialt.
Men man skal ikke tage fejl af spontaniteten. Den er hverken lunefuld eller tilfældig, men indgraveret i tolkningen. Michael Schønwandt og Kapellet var fortrolige med de mange nuancer, forberedte dem forventningsfuldt og deltog i dem med fryd. Derfor var ikke alene klaverspillet, men også samspillet mellem solist og orkester eminent og afstemt ud i de fineste rytmiske og klanglige detaljer.
(Jens Brincker, Berlingske Tidende 28. januar 2002)
