Sofia Gubaidulina

Prisoverrækkelsen

Den russiske komponist Sofia Gubaidulina modtog Léonie Sonnings Musikpris på 300.000 kr. ved en koncert 6. maj 1999 i Radiohusets Koncertsal.

Koncerten blev sendt direkte i P2. To dage senere, 8. maj 1999, sendte DR et tv-interview med Sofia Gubaidulina, der også indeholdt optagelser fra prøverne på priskoncerten.

Musikprisen blev overrakt af musikchef i DR, Steen Frederiksen, formand for Léonie Sonnings Musikfond, som bl.a. sagde: 

“Deres musik kan synes som en ø, man gerne vil flygte til i vor tid, der bliver mere og mere flimrende og overfladisk – en tid, der savner den ro og fordybelse, inderlighed og opdagelsesevne, som Deres musik rummer. Men når man så er på øen, opdager man hurtigt, at den er et helt kontinent. For Deres musik har dybe rødder, der når længere ud end som så, og de åndelige rejser, De tager os med på, er så lange og betydningsfulde som kun de største komponisters. Deres musik stiller krav til os alle. Den er tilsyneladende enkel, men kræver et åbent sind, før man kan forstå den fuldt ud.”

Den officielle begrundelse for prisen lød:

”Léonie Sonnings Musikpris 1999 tildeles Sofia Gubaidulina for hendes altid konsekvente og klare musik, båret af dyb inderlighed og altid med et menneskeligt budskab; en musik som forener traditioner og nyskabelse, og som med meditation, farveglæde, mystik og ekspressivitet skaber en symbiose mellem Østens og Vestens kulturer – en symbiose, der bringer den europæiske musik videre. Sofia Gubaidulinas musikalske udtryk er stærkt personligt og samtidig så internationalt, at det taler til mennesker over hele verden. Hendes musik hører til den mest betydningsfulde, der komponeres i vor tid.”

I sin takketale sagde Sofia Gubaidulina bl.a.:

”Det er en stor ære at modtage en pris af denne rang. Denne dag er en af de lykkeligste i mit liv.”

Programmet

Sofia Gubaidulina Sonnengesang, for cello, slagtøj og kammerkor (1997)
Sjostakovitj Symfoni nr. 10

Medvirkende
David Geringas, cello
Gert Sørensen, slagtøj
Tom Nybye, slagtøj
Radiokammerkoret
Radiosymfoniorkestret
Stefan Parkman (Sonnengesang) og Alexander Lazarev (Symfoni nr. 10), dirigenter

Sofia Gubaidulina i Danmark

De første opførelser i Danmark af Sofia Gubaidulinas musik fandt sted i midten af 1980’erne, og i 1988 blev hendes symfoni Stimmen… Verstummen fra 1986 opført af DR Symfoniorkestret ved en Torsdagskoncert. I 1990 fik violinisten Christina Åstrand sit solistgennembrud, da hun med kort varsel sprang ind og spillede Sofia Gubaidulinas violinkoncert Offertorium ved en festugekoncert med Aarhus Symfoniorkester. Samme år opførte foreningen Kvinder i Musik værker af Sofia Gubaidulina på Louisiana, og i 1994 var hun hovednavnet ved årets Lerchenborg Musikdage.

Dagen før priskoncerten i 1999 mødtes Sofia Gubaidulina ved et arrangement med de danske komponistkolleger Per Nørgård, Edina Hadžiselimović og Lars Bisgaard, som diskuterede foran et publikum af komponister og musikere. Arrangementet begyndte med en opførelse af Gubaidulinas Garten von Freuden, spillet af en gruppe studerende (Mads Johansen, Martin og Marie Boelsgård). Efter komponistsamtalen blev Gubaidulinas Duo Sonata for to barytonsaxofoner spillet af Jeanette Balland og Peter Navarro Alonso. 

I dagene efter priskoncerten indspillede de medvirkende Gubaidulinas Sonnengesang for plademærket Chandos sammen med vokalværket Hommage à Marina Tsvetayeva. 

Med støtte fra Léonie Sonnings Musikfond lavede instruktøren Lone Alstrup dokumentarfilmen Den væsentlige tid (Essential Time) om Gubaidulinas kunstneriske univers. Filmen fik premiere i 2002. 

Pressen skrev i anledning af prisuddelingen bl.a.:

Med Frans af Assisis berømte Solsang bevæger musikken sig fra alvorsfuld lovsang over et klimaks af turbulent og klangfuld lyd til en slutning i den dybeste ydmyghed. Et musikalsk bevidsthedsskred fra det højstemte til det afmægtige og tilgivende. På den ene side traditionelt med den indledende bassang som mindelse om ortodoks kirkesang, på den anden side fuldstændig nybrydende med en instrumental klarhed og eksperimenteren, der kunne minde om amerikaneren George Crumb. F.eks. når cellisten overskrider sit instruments grænser og må ty til slagtøjet, eller når slagtøjsspilleren i den sidste, højtklingende, vibrerende fase frembringer den overtonerige klang af et krystalglas, der stryges langs kanten.

(Eva Hvidt, Kristeligt Dagblad 11. maj 1999)

Gubaidulinas musik er ikke sådan at slippe af med, når den først har sat sig fast. Den vil ikke klinge af, bliver ved med at lyde inde i kroppen, dér, hvor sanseindtryk samles og sætter sig som varige indtryk. Måske fordi musikkens gådefulde, apokryfe, karakter er så dragende. Den lukker aldrig sine inderste hemmeligheder ud.

(Anders Beyer, Information 5. maj 1999)

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere