Thomas Adès

Thomas Adès modtager Léonie Sonnings Musikpris 2015

Den engelske komponist og dirigent Thomas Adès modtog Léonie Sonnings Musikpris på 600.000 kr. ved en koncert torsdag 8. oktober i Koncerthuset i DR Byen. 

Koncerten blev transmitteret på DR P2, streamet på dr.dk samt udsendt på DR K 22. og 28. oktober.

Programmet

Thomas Adès Asyla 
Thomas Adès America. A Prophecy
Thomas Adès Totentanz  

Medvirkende
Emma Bell, mezzosopran (Asyla)
Christianne Stotijn, mezzosopran (Totentanz)
Mark Stone, baryton (Totentanz)

DR Koncertkoret
DR Symfoniorkestret
Thomas Adès, dirigent

Begrundelse

Bertel Krarup, der er medlem af Musikfondens bestyrelse, uddelte prisen og holdt en personlig tale, som også indeholdt følgende officielle motivering:

Léonie Sonnings Musikpris 2015 tildeles med kr. 600.000 komponisten Thomas Adès for gennem mere end 20 år at have skabt en lang række værker, der med stærk emotionel udtrykskraft og blændende virtuositet knytter tradition og nutid sammen til essentielle kunstneriske udsagn.

Thomas Adès’ værker, der omfatter næsten alle genrer, bevæger sig ubesværet inden for et bredt udtryksfelt, hvor han som få andre har åbnet døre til den moderne kompositionsmusik for et stort publikum, også som fremragende pianist og dirigent.

I dagene omkring priskoncerten blev der spillet musik af Thomas Adès ved følgende arrangementer:
4. oktober: Workshop og koncert på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med Thomas Adès og konservatoriets komponiststuderende.
Ved workshoppen blev der opført
Thomas Adès: Traced Overhead
Matias Vestergård Hansen: Sturmhelm und Jägerhorn
Martin Stauning: The Sandman
Thomas Adès: Lieux Retrouvés, 1. sats
Medvirkende
Studerende ved DKDM
Ved koncerten samme aften blev der opført
Thomas Adès: Traced Overhead
Thomas Adès: Arcadiana
Thomas Adès: Klaverkvintet
Hans Abrahamsen: 10 Præludier
Medvirkende
Thomas Adès, klaver
Den Danske Strygekvartet

6. oktober i Den Sorte Diamant og 9. oktober på kunstmuseet Louisiana:
Koncerter med Athelas Sinfonietta Copenhagen
Programmet
Thomas Adès: Chamber Symphony
Poul Ruders: Abysm
Thomas Adès: Three Mazurkas
Harrison Birtwistle: Silbury Air
Thomas Adès: Living Toys (kun 6. oktober)
Medvirkende
Thomas Adès, klaver
Athelas Sinfonietta Copenhagen
Pierre André Valade, dirigent

SOUNDCLOUD PLAYLIST

Thomas Adès og Danmark

Thomas Adès’ kammeropera Powder Her Face blev i 2002 opført i Odense ved festivalen Musikhøst, og i foråret 2016 blev den opført på Takkelloftet, Det Kongelige Teater.

I 2004 fik America sin førsteopførelse i Danmark med DR Symfoniorkestret og DR Koncertkoret, og i 2005 dirigerede Thomas Adès selv sin opera Stormen på Operaen.

Thomas Adès har som pianist indspillet den danske komponist Poul Ruders’ Klaversonate nr. 2 samt dirigeret uropførelsen af hans tonedigt Abysm.

Pressen skrev om priskoncerten i DR Koncerthuset:

Asyla haler lytteren med på diskotek. Her står hele det enorme orkester med de for Adès så typiske mørke, dybe klangfarver og pumper som et overfyldt dansegulv på Ecstasy. Fjerde sats er tømmermændene og det skærende, blege formiddagslys dagen derpå. Med sin fortættede energi og sit enorme opbud af effektfuldt slagtøj er det musik, der nærmest skubber til sig selv med alle sine mange elementer og lag. Og det er dygtigt skrevet. Med et sideblik på, hvad der vil få det til at give et gib i lytteren.

Det samme gælder det uheldsvangre dommedagsværk America – a Prophecy. Også fra 1990’erne. Her kædes gamle sydamerikanske mayaprofetier om spaniernes tilintetgørende komme sammen med USA, som det stod og vaklede, ”weak from fuck and drink”, kort tid før 9/11 ramte og væltede meget mere end to høje huse […] Totentanz for kor, orkester og to sangsolister bygger på en berømt billedfrise fra Mariakirken i Lübeck, der gik til under bombeangreb i 1942. Her folder Adès sit talent for uhygge ud i en musik, der ikke længere skubber til sig selv. Den gregorianske ’Dies irae’-melodi blev elegant dissekeret i en dødedans, hvor raslende knogler og forvredne danserytmer, kirkeklokker og hvidglødende vildskab ebbede ud i ro og trøst, der mindede ikke så lidt om Mahlers ’Wunderhorn’-univers.

(Thomas Michelsen, Politiken 10. oktober 2015)

Om koncerten med Athelas Sinfonietta Copenhagen 6. oktober skrev pressen:

Unge Adès’ er et geni på tværs af ismerne og endda en utrolig sympatisk modtager. På en vis måde den perfekte komponist. Hans tre stykker kan ved første ørekast lyde vidt forskellige: Kammersymfoni fra 1990 med dens punktmusik, Living Toys fra 1993 med farverne fra alle mulige instrumenter og Tre mazurkaer med ham selv ved klaveret og de romantiske ekkoer af gamle Chopin – et enestående smukt værk. 

Men det bedste er næsten det, de har til fælles. Thomas Adès er aldrig kun moderne eller kun traditionel. Briten balancerer hele tiden mellem nyt og gammelt, mellem det ukendte og det trygge.

Han lærer os faktisk noget helt centralt om mennesket i det 20. og 21. århundrede: At vi kan lide de moderne tider og samtidig ejer en længsel efter det tabte.

(Søren Schauser, Berlingske Tidende 8. oktober 2015)

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere