Prisoverrækkelsen
Musikprisen blev overrakt af professor Poul Birkelund, formand for Léonie Sonnings Musikfond.
Svjatoslav Richter havde på forhånd nægtet at modtage prisen foran publikum, men Poul Birkelund nåede dog at holde sin tale, mens Richter stod på scenen.
I pristalen blev det bl.a. sagt, at ”Richter i sin genskaben af klavermusikken har været så synonym med komponisternes inderste væsen, som det er et andet menneske muligt. Uanset epoke, stilart og karakter har Richter kongenialt formået at lægge yderligere en dimension til værkerne i skønhed og oplevelse. Vi og det danske musikpublikum er i aften privilegerede, vor taknemmelighed og hyldest konkretiseres i Musikprisens diplom.”
Begrundelsen
Programmet
Beethoven To Rondoer, op. 51
Beethoven Klaversonate nr. 28, A-dur op. 101
Beethoven Diabelli-variationer
Svjatoslav Richter i Danmark
Den danske presse skrev om priskoncerten bl.a.:
Tung af krop og sind kommer en bjørn luntende, lidt skæv og haltende på brede poter. Eller måske en overmæt hankat? Nej, ikke overmæt. For Svjatoslav Richter går til klaveret som katten Garfield til et fad lasagne: Abrupt og uden varsel, som var sultedøden umiddelbart forestående.
Tung af klang og alvor kommer en Rondo rullende, lidt skæv og ujævn under brede hænder. Beethoven var sandt for dyden ingen humorist, og endnu mindre hos Richter end hos andre. Det blæser koldt fra olympiske tempelhaller, da stengæsten gør sin entré. Monumentet Ludwig viser sin granitkæbe i læselampens skær. Streng og ubønhørlig som klangen af stål i Yamaha-flyglets diskant, når disse umådelige labber under synlig kraftanstrengelse spiller i bund.
(Michael Bonnesen, Politiken 17. juni 1986)
Overvældende i bogstavelig forstand kan Richter stadigvæk spille, med åndeløst voldsomt attak, egensidig koncentration og et reservoir af klanglige og tekniske ressourcer som få andre kan prale af […], nok med størst kunstnerisk gennemslagskraft i de to rondoer op. 51, der fra wienerklassiske bagateller blev til vidtløftige, mangekantede skulpturer med fremspring og afsatser.
(Jakob Levinsen, Weekendavisen 20. juni 1986)
Richter spiller forskellige roller, og det er vekselvirkningen mellem dem, der gør det så ovenud ekstra interessant. C-dur Rondoen begyndte han så uskyldigt som kildevand, skiftede til en stormfuld romantiker, skiftede tilbage, blev fjern som i et dunkelt clair obscur og kom frem igen. Han så at sige modulerede mellem karaktererne, som andre må nøjes med at modulere mellem tonearterne. Sonaten blev en helhed, ét langt sug, og de 33 variationer blev som en flodsejlads gennem hele tiden nye landskaber for hver bugtning. Karaktererne kan være hårde og barske; Richter er russer, også i sit spil. De kan også være lette og boblende eller tunge og tragiske. Kun det varmt elskværdige eller humoristiske kom ikke til orde i disse Beethoven-værker; måske havde vi mødt den side af ham i et andet program?
(Thomas Viggo Pedersen, Kristeligt Dagblad 17.juni 1986)
