Boris Christoff

Prisoverrækkelsen

Den bulgarske bassanger Boris Christoff modtog Léonie Sonnings Musikpris på 60.000 kr. ved en koncert 21. november 1969 i Falkoner Centret.

Musikprisen blev overrakt af dr.phil. Børge Friis, formand for Léonie Sonnings Musikfond.

I sin tale sagde han bl.a.:

”Det kræver næppe nogen motivering at tildele vor generations største bassanger Sonning-prisen for 1969, Christoff ejer en sjælden kombination af sangstemme og musikalitet. Ud af 100 sangere har 50 den rigtige tekniske skoling. Her af er der 10, som desuden råder over en dramatisk kunstnerisk evne og dermed kan spille roller ved siden af. Af de 10 er der en, som kan finde ind til det lyriske i sit parti, og Boris Christoff er en af dem.”

Han sluttede sin tale med at citere Albert Schweitzer:

””Man kan lave mad på tre måder, med forstand, med kunstfærdighed og med kærlighed.” Boris Christoff ejer alle tre kvalifikationer inden for sit felt.”

 

Programmet

Musorgskij Sange

Medvirkende
Boris Christoff, bas
Friedrich Gürtler, klaver

Begrundelsen

Den officielle formulering af begrundelse for prisuddelingen er gået tabt, men i sin takketale sagde Boris Christoff bl.a.:

”Jeg er lykkelig og stolt over at skulle have netop denne pris. Jeg har fået mange, men denne er en af de vigtigste – jeg er lykkelig, fordi den forbinder mig endnu mere med den danske befolkning.”

Boris Christoff og Danmark

Boris Christoff havde i 1960’erne optrådt i København ved flere lejligheder. I 1966 sang han sin glansrolle som Boris i Musorgskijs opera Boris Godunov ved tre opførelser på Det Kongelige Teater. I 1967 sang han den store rolle som kong Philip i Verdis Don Carlos ved et italiensk operagæstespil i Falkoner Centret, og i 1968 optrådte han igen i Falkoner Centret, denne gang som solist ved husets 10-års jubilæumskoncert.

Efter priskoncerten i 1969 kom Boris Christoff tilbage i 1971, hvor han gav to koncerter med DR Symfoniorkestret, dels en koncert med operaarier og dels som solist i Verdis Requiem, dirigeret af Bruno Bartoletti.

I 1972 lykkedes det DR at engagere Boris Christoff til en rolle, han ikke tidligere havde sunget, nemlig titelpartiet som kong Saul i Carl Nielsens opera Saul og David. Operaen blev opført ved radiotransmitteret koncert, dirigeret af Jascha Horenstein og derefter indspillet på plade. På indspilningen medvirkede også bl.a. sopranen Elisabeth Söderström, tenoren Alexander Young og bassen Kim Borg. Koncertopførelsen 27. marts 1972 blev udsendt direkte i P2 og via Den Europæiske Radiounion EBU til klassiske radiostationer i hele Vesteuropa. Pladeindspilningen udkom på det engelske selskab Unicorn-Kanchana og var den første indspilning nogensinde af Carl Nielsens opera.

Pressen skrev om priskoncerten bl.a.

Hvor stor en kunstner Christoff er, hørtes derfor bag basklangens hos ham i øvrigt så rige facetter, idet han med intim intensitet krammede sjælebillederne ud, eller gjorde sangene til scener i et artistisk one-man-show af høj sangkunstnerisk karat, kulminerende med den beske “Guignol”. Han råder over registre fra et enormt bassangerbrysts fuldtonende dynamik til parodiens spidse tenorale falset. Han spillede på de registre som musiker i en verdenssangers skikkelse.

(Frede Schandorf, Politiken 22. november 1969)

Boris Christoff ejer ikke alene en vidunderlig tæt og malmfuld røst, men han har et temperament og et kunstnerisk sind, der trænger helt ind til marven af den musik, han fortolker. Hans skikkelsesdannende evne, som man kender den fra hans dramatiske virksomhed, slog også igennem i sangene, hvor han så at sige genskabte både Mussorskys dybe melankoli og hans glimt af sarkasme og ironi, der som lyn kan flænge sorgens sorte skyer.

(Johannes Nørgård, Kristeligt Dagblad 24. november 1969)

Ikke blot for det tragiske finder Christoff gribende udtryk, også det fandenivoldske i en sang som Hopak om kællingen, der render fra mand og børn for at komme ud og danse hopak, kan han gengive, så salen smittes af visens ubændige livsglæde. I seminaristens sang, hvor denne udtrykker sin splittelse mellem den døde latinske lærdom, han er tvunget til at tilegne sig, og det forførende liv, der omgiver ham, skabte Christoff en scenisk figur, så skikkelsen stod spillevende for os. Men også barnets verden kan han finde udtryk for, hvad han gjorde i den lille sang til dukken, sunget med nænsom falset. Aftenen igennem fulgtes han på højeste kunstneriske plan af Friedrich Gürtler ved flyglet. Og publikum fik da klappet sig til to ekstranumre.

(Erik Stahl, Land og Folk 23. november 1969)

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Andre modtagere