Yuri Bashmet

Prisoverrækkelsen

Den russiske bratschist Yuri Bashmet modtog Léonie Sonnings Musikpris på 250.000 kr. ved en koncert 21. april 1995 i Radiohusets Koncertsal. Koncerten blev sendt direkte i P2.
Musikprisen blev overrakt af Tivolis musikchef Lars Grunth, medlem af bestyrelsen for Léonie Sonnings Musikfond. I sin personlige pristale sagde han bl.a.: ”Du har taget kampen op for at gøre bratschen anerkendt som soloinstrument ved siden af violinen og celloen. Og takket være dit musikerskab og din karisma har kampen været meget succesfuld. Ved at bestille og uropføre mere end 50 nye værker, har du gjort en utrolig indsats ved at udvide og forny repertoiret for bratsch. Som kunstner er du i sjælden grad åbensindet og altid på jagt efter nye udfordringer og nye udtryksmåder. Du behersker bratschen med stor klanglig nuancering, så musikken altid bliver farverig og levende. Vi er meget glade for at overrække prisen til dig – en stor bratschist, en stor musiker.”

Begrundelsen

Den officielle begrundelse for prisuddelingen lød:
”Léonie Sonnings Musikpris tildeles bratschisten Yuri Bashmet for hans enestående musikalske fantasi, sjældne klangsans og overlegne teknik, for hans kunstnerisk-pædagogiske virke for unge musikere og for hans utrættelige indsats for ny musik, som har inspireret talrige komponister til nye værker for bratsch. Som en af tidens store musikerpersonligheder har Yuri Bashmet bragt et ellers ofte overset instrument i rampelyset som soloinstrument.”

Yuri Bashmet sagde i sin takketale bl.a.:
”Jeg er meget glad for at modtage denne pris i en by, som jeg simpelthen er forelsket i. Det er en stor ære for mig. Jeg beundrer alle de store musikere, som har fået prisen før mig, og jeg håber ikke, at listen er på vej nedad med mig!”

Programmet

Carl Nielsen: Helios
Poul Ruders: Laudate, koncert for bratsch og orkester (uropførelse, bestilt af Léonie Sonnings Musikfond)
Bartók: Koncert for orkester
Yuri Bashmet, bratsch
DR Symfoniorkestret
Ulf Schirmer, dirigent

Yuri Bashmet og Danmark

Yuri Bashmet havde flere gange været i Danmark, før han kom for at modtage Musikprisen. Som solist optrådte han første gang i Danmark i 1982, hvor han spillede Waltons Bratschkoncert med Sønderjyllands Symfoniorkester. Siden fulgte optrædener med Det Kongelige Kapel og i 1992 med DR Symfoniorkestret, med hvem han spillede Schnittkes Bratschkoncert, og flere år gav han koncerter i Tivolis Koncertsal med sit russiske ensemble Moskva Solisterne.

I forbindelse med prisoverrækkelsen holdt Yuri Bashmet to dage før priskoncerten en masterclass på Det kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor seks unge danske bratschstuderende arbejdede med bl.a. Bartóks Bratschkoncert og Brahms’ Sonate i Es-dur: Katrine Bundgaard, Stine Hasbirk, Eva Katrine Dalsgaard, Rasmus Nørby Hansen, Rita-Maria Olsen og Ida Speyer Grøn.

Pressen skrev om priskoncerten bl.a.:

”Først fik den lille mand fire, store, smukke blomsterbuketter og en masse bifald. Derpå overdængedes han med sprogets nydeligste gloser og modtog så 250.000 kr. Og sluttede af med endnu en buket og meget mere bifald. Sådan gik det til, da den russiske bratschist Yuri Bashmet fredag aften modtog dette års Leonie Sonning Musikpris i Radiohusets Koncertsal. […] Og Yuri Bashmet var glad – dels fordi uropførelsen af Ruders’ svære værk var overstået, og dels fordi han fik en stor pris i det København, han elsker.”
(Peter Thygesen, Politiken 23. april 1995)

”Efter denne aften kunne ingen være i tvivl om, at det var en ægte virtuos, der modtog æren og de 250.000 kr. Slet ikke da aftenens værk var nykomponeret og krævede det yderste af den elegante tekniker – ikke så meget i ydre virtuositet som i den indre udtrykskraft, som er Yuri Bashmets særkende.”
(Steen Chr. Steensen, Berlingske Tidende 23. april 1995)

Fire måneder efter priskoncerten, i august 1995, genopførte Yuri Bashmet og DR Symfoniorkestret den nye Bratschkoncert af Poul Ruders, bestilt af Léonie Sonnings Musikfond, ved musikfestivalen The Proms i Royal Albert Hall. Den engelske presse skrev bl.a.:
”The fascination of the instrument has always lain in its ambiguity, its elusive, mysterious timbre. But its expressive potential, its reach, its powers of persuasion and command are there for the unlocking. Limitations? What limitations? In his recent Concerto for Viola and Orchestra (1993-4) – here receiving its UK premiere) – Poul Ruders will have none of it. He begins as he means to go on – in extremis. The viola hasn’t had an entrance like this since… well, ever? Solo and centre stage, his opening soliloquy-cum-confessional is already at a high pitch of intensity when we join it. The tone is forceful, impassioned. This most private, inward-looking of instruments is going public. Yuri Bashmet’s big, open sound suggests no more secrets. […] Ruders’ Concerto is surely now as taming as any in the expanded viola repertoire. The effusive solo line barely pauses for breath. But then, stamina was always Yuri Bashmet’s middle name.
(Edward Seckerson, The Independent 28. august 1995)

Similar Posts