Hans Abrahamsen modtog Léonie Sonnings Musikpris 2019
Komponisten Hans Abrahamsen modtog Léonie Sonnings Musikpris 2019 ved en koncert fredag den 26. april 2019 kl. 19.30 i Koncerthuset i DR Byen.
Program
Hans Abrahamsen let me tell you for sopran og orkester. Tekst af Paul Griffiths (2013)
Debussy Children’s Corner orkestreret af Hans Abrahamsen (2011)
Hans Abrahamsen Left, alone for klaver (venstre hånd) og klaver (2015)
Barbara Hannigan, sopran
Tamara Stefanovich, klaver
DR SymfoniOrkestret
Dirigent: Michael Schønwandt
Begrundelsen
Léonie Sonnings Musikpris 2019 tildeles med 100.000 Euro komponisten Hans Abrahamsen for hans enestående bidrag til den klassiske musiks nyere repertoire med værker, der på en gang er bevægende og dybt vedkommende kunstneriske udsagn i vor tid.
Inden for en bred vifte af genrer har han gennem et halvt århundrede skabt musik, der har udviklet sig til et sammenhængende oeuvre, hvor syntese af tradition og fornyelse samt et finslebet kompositionsteknisk mesterskab er vigtige karakteristika.
Priskoncerten er hovedbegivenheden i en minifestival med musik af Hans Abrahamsen
Onsdag d. 24. april 2019 kl. 20.00
Det Kongelige Bibliotek, Dronningsalen
Sinfonietta aften
Winternacht (1978/1987), Märchenbilder (1984), Schönberg Lieder Opus 2. Arr. Hans Abrahamsen, Klaverkoncert (2000)
Barbara Hannigan, sopran. Manuel Esperilla, klaver. Athelas Sinfonietta
Dirigent: Thomas Søndergård
Schnee (2008) Ledsaget af billeder af Per Morten Abrahamsen
ensemble recherche
Koncerten blev sendt direkte i DR P2 og kan høres på DRs hjemmeside.
Torsdag d. 25. april 2019 kl. 19.30
Det Kgl. Danske Musikkonservatorium
Kammermusik aften
Strygekvartet nr. 2 (1981), 10 Studier for Klaver (1983/1998), Traumlieder (1984/2009), 10 Præludier. Strygekvartet nr. 1 (1973)
Nordic String Quartet. Jens Elvekjær, klaver. Trio con Brio
Koncertintroduktion kl. 18.30 ved Hans Abrahamsen i interview med Esben Tange
Søndag d. 28. april 2019 kl. 19.30
Aarhus Musikforening. Musikhuset Aarhus
Hans A til Folket! – kammermusik og arrangementer
Walden, Landscapes, Herbstlied, Seks stykker, Le Tombeau du Couperin, Kinderszenen, Still and Storm with capriccio for strygetrio, To Fantasistykker af Nielsen, Tre Klaverstykker af Nielsen.
Esbjerg Ensemble og Ensemble MidtVest
Koncerten blev sendt i DR P2 og kan høres på DRs hjemmeside.
Hans Abrahamsen kort
Hans Abrahamsen er født i 1952 i Lyngby. Spillede horn som ung og blev med dette instrument optaget i 1969 på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Her blev interessen for komposition og musikteori for alvor vakt, og i løbet af 1970’erne skrev Hans Abrahamsen sine første betydelige værker. Med 10 Præludier, strygekvartet nr. 1 (1973) viser han sig som en ekspressiv vidtspændende stilist, der sætter musikken fri i et kontrastrigt møde mellem det renfærdige – formmæssigt bundne – og det stærkt emotionelle. Og med blæserkvintetten Walden (1978) skaber Hans Abrahamsen en musik, der i kraft af sin ”ny enkelthed” spiller ind i tidens søgen efter en harmonisk sameksistens med naturen, og som samtidig besidder en drømmende romantisk side.
I orkesterværket Nacht und Trompeten slår Hans Abrahamsen sig igennem på den internationale musikscene. Både i dette værk og i Märchenbilder går Hans Abrahamsen i dialog med fortidens musik, og skaber et eget musikalsk sprog, hvor det stærkt gestiske integreres med en moderne suggererende musik rig på mystik. I 1990’erne blev Hans Abrahamsen ramt af en kompositionskrise, der gav rum til at bearbejde og genkomponere en række værker af blandt andre Carl Nielsen, J.S. Bach og Schönberg.
Med færdiggørelsen i 1998 af 10 Studier for Klaver og Koncert for Klaver og Orkester tilegnet Anne Marie Abildskov blev Hans Abrahamsen genopvakt som komponist. Med en til tider tøjlesløs minimalisme og eruptive glædesudbrud går Hans Abrahamsen her ind i det nye århundrede. Op gennem det første årti følger en ny strøm af værker, hvoraf flere er blevet til på foranledning af den tyske musikredaktør Harry Vogt. Det gælder ikke mindst Schnee, der bygger på ældgamle kanonteknikker, og hvor forestillinger om sne og en – med komponistens egne ord – ”hvid polyfoni” åbner op for en forunderlig poetisk verden.
Med let me tell you tilegnet Barbara Hannigan har Hans Abrahamsen nået et nyt kompositorisk højdepunkt. Her gendigtes Ofelias historie fra Shakespeares Hamlet i en isnende skøn musik for sopran og orkester. Og med Barbara Hannigan som en sublim indfølt fortolker i symbiose med Hans Abrahamsens besjælede vinterlandskab står let me tell you frem som et hovedværk i den klassiske musik i 2010’erne.
Hans Abrahamsens hidtidige oeuvre består ikke blot af en række værker. De udgør et hele, idet de enkelte værker ofte bygger på en kim, der er til stede i egne tidligere værker. Det gælder også det seneste værk Left, alone for klaver (venstre hånd) og orkester. I en frigjort og fortryllet detaljerig musik griber Hans Abrahamsen tilbage til ungdomsværket Oktober for horn og klaver (venstre hånd) – et stykke, der blev uropført i 1969 ved komponistens første fremførelse af egen musik.
En lang række af verdens førende orkestre og dirigenter har spillet Hans Abrahamsens musik. Heriblandt: Berliner Philharmoniker, Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks, Cleveland Orchestra og Boston Symphony Orchestra samt dirigenterne Andris Nelsons, Sir Simon Rattle og Yannick Nézet-Séguin. Hans Abrahamsen har endvidere modtaget en række priser. Blandt de vigtigste er i 1989 Carl Nielsen Prisen og i 2016 både Grawemeyer Award for Music Composition for let me tell you og Nordisk Råds Musikpris for let me tell you.
Hans Abrahamsen har undervist i komposition på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Det Jyske Musikkonservatorium, og han er netop blevet udnævnt til adjungeret professor i komposition ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Hans Abrahamsens første opera Snedronningen, skrevet over H.C. Andersens eventyr, er bestilt af Det Kgl. Teater og har urpremiere på Operaen i efteråret 2019. Under titlen The Snow Queen har den første engelsksprogede version af operaen premiere på Bayerische Staatsoper i sæsonen 2019-20.
Dagspressen skrev om priskoncerten i DR Koncerthuset og koncerten på Det Kgl. Bibliotek, Dronningesalen:
I Koncerthuset var hun (Barbara Hannigan) forrygende som Hamlets Ofelia, der rystede ord ud af munden og hentede toner ned fra svimlende højder i ‘ let me tell you’, mens orkestret med en million raffinementer fik musikken til at brænde sand til glas, inden sneen – et af Abrahamsens yndlingsmotiver – lagde sig dæmpende og blidt over sidste sangs landskab. Sådan kan man altså skrive musik, der på én gang maler skønhed frem og trækker hele 1900-tals-modernismens kompleksitet ind i vores tid.
At det at bearbejde musik – både sin egen og andres – er en del af Abrahamsens dna, viste hans orkestertransskription af Debussys klaversuite ‘ Children’s Corner’. Så forbløffende klar og farverig kan fortiden klinge, når en ekspert skiller musikken ad – som var den en vintage-sportsvogn – skyller hver enkel del i olie og sætter det hele sammen igen. Det var i den grad berettiget at give Sonnings Musikpris til Hans Abrahamsen.
(Thomas Michelsen, Politiken)
Mest overvældende var stykket, der længe har gået sin sejrsgang i den vestlige verden: let me tell you fra 2013. For sopran og stort orkester, bestilt af Berliner Filharmonikerne på foranledning af Barbara Hannigan og skrevet til hende… Værket bygger på Ofelias ord i Shakespeares Hamlet, 481 i alt, som den engelske forfatter og musikskribent Paul Griffeths har transformeret til en lille roman.
… Man kan kategorisere let me tell you som en sangcyklus, de tre dele indeholder syv afsnit, syv sange om man vil med temaer som kærlighed, ensomhed og død. Og jeg vil hævde, at Abrahamsen her giver sit stærke bidrag til en stor europæisk tradition: sopranen i det symfoniske digt…. let me tell you er Abrahamsens første større vokalkomposition, og før han gik i gang med at skrive en node, blev han manuduceret i vokalkunstens mere grænseoverskridende teknikker af Hannigan.
Hun har været en fremragende lærer. Det frapperende ved værket er den enorme udtryksskala, hvor dybderne i den menneskelige psyke kommer til syne. Ofelias skrøbelighed og sårbarhed er måske hovedsporet, men hvor er der meget, meget mere.
Og så fulgte hans sublime orkestrering fra 2011 af Debussys charmerende klaversuite Children’s Corner. Schønwandt var i sit es, de seks satser blev karakteriseret i et afspændt og præcist pointeret flow, så godt at man fornemmede, hvor dybt den franske esprit er forankret i Abrahamsens univers. Debussy og Ravel var fremragende til at instrumentere. Det er Abrahamsen i høj grad også – han er en af de bedste til den vigtige disciplin herhjemme nogensinde, hvis ikke den bedste.
Den franske forbindelse blev bekræftet af det sidste værk, klaverkoncerten for venstre hånd med titlen Left, alone fra 2015. … Left alone uden komma kan betyde noget ganske andet, nemlig at være efterladt. Således kunne man ofte høre solistens tilstedeværelse i et forsigtigt omskifteligt, nøgent, lavmælt og undertiden spøgelsesagtigt rum. Kun få gange blæser der en storm gennem orkestret. Solisten har en skygge, et andet klaver i orkestret, og en lignende dobbeltgænger er næppe forekommet før i genren. Og den serbiske pianist Tamara Stefanovich var en fryd at følge; udtryksfuldheden i de knappe replikker, det frække groove sammen med kontrabasserne, hendes virtuose one-hand-show i den sidste Ravel-inspirerede filigranmusik. Jovist lå franskmandens G-durkoncert for to hænder og duvede et eller andet sted i en fjern fortidshorisont.
(Valdemar Lønsted, Information)
Da han på festaftenen fredag med bl.a. kronprinsparret som lyttere i DR Koncerthuset fik overrakt årets Léonie Sonnings Musikpris på 100.000 euro for sin klangkunst …, kvitterede han i sin tale med et ydmygt ”tak for, at vi har musikken”. Denne gave bidrager han jo selv stort til med de værker, han skaber – på bestilling fra ensembler så berømte som Berliner Filharmonikerne.
Festkoncerten gav et nuanceret indblik i Abrahamsens klangverden, der har poesien som sin røde tonetråd. Skarpest stod åbningsværket ”let me tell you” for sopran og orkester…. Hannigan gled smidigt fra hvisken til desperate råb og levede sig kropsligt ind i Ofelia-karakteren. Under hendes vokal bredte DR Symfoniorkestret et tæppe af transparente klange. Med samme gennemsigtighed fik musikerne satserne i Debussys klaverværk ”Children’s Corner” til at lyse i Abrahamsens orkestertransskription. ”Left, alone”, hans venstrehåndskoncert for klaver og orkester, satte sig fast i sjælen med sine spændstige rytmer. Pianisten Tamara Stefanovich gav effekterne fuld power med bank på instrumentet og spil inde på selve strengene. En musik, som øret slet ikke kunne slippe igen. Af hjertet tak for, at vi har Hans Abrahamsen.
(Christine Christiansen, Jyllands-Posten)
Når mennesker fra hele verden kan blive inspireret af ham, handler det både om musikkens stemning af tyste trompeter ved solopgang og om hans fremgangsmåder i værkstedet … Nogle hører … hans musik som meget minimalistisk. Da det tyske orkester ved navn ensemble recherche spillede hans »Schnee« onsdag aften, hørte man den hvislende lyd af to håndflader på et bord i en hel time! Men hvis man tænder for radioen fredag aften, vil man opleve hans musik som det modsatte af statisk – som hvis man så en sindsoprivende strid mellem kæmper i et mikroskop …
Man har i virkeligheden haft en masse årtier med ingenting til overs for traditioner og hører nu noget så vidunderligt som en langsom tilbageerobring af retten til skønhed og poesi. De skønne stemninger af frostklare dage i »Winternacht« fra 1978 eller af uendelige solnedgange i »Märchenbilder« fra 1984 lød for eksempel engang som musikkens svar på asfaltblomsten og viste sig i Det Kongelige Bibliotek onsdag aften som moderne klassikere.
(Søren Schauser, Berlingske Tidende)
Onsdag indledede det københavnske ensemble Athelas festen med en udvidet version af stykket ”Winternacht” fra 1978, der viste netop den dobbelthed af stram, modernistisk musik, som samtidig var enkel og begribelig. Med piblende, markante udtryk i vekselvirkning med rolige, afklarede klange som frostklare landskaber, hvor alt stod stille.
I løbet af 1980’erne blev Abrahamsens musik mere og mere kompliceret. Athelas spillede onsdag ”Märchenbilder” fra 1984 som vidnesbyrd om den tid, og her blev informationsmængden undervejs da også uhyggelig tæt. Helt indtil et punkt, hvor musikken samlede sig til udtryk af bevægelser, der fik det til at snurre i hovedet. Men det var dobbelt. Der var også rum i musikken til at lade tonerne langsomt søge op fra mørket til lyset.
Til overflod dukkede det tyske ensemble recherche op til endnu en times intense klange i form af nøgleværket ’Schnee’ fra 2008. I det værk opfandt Abrahamsen en ny, mere enkel og ofte helt stille musik med et særligt nærvær, der både føles poetisk og systematisk. 10 satser med kanoner af gennemsigtige lyde og små melodier, der enten lød som dalende sne eller gav følelsen af det.
(Henrik Friis, Politiken)
