Hildegard Behrens

Léonie Sonning Prismodtager 1998

Den tyske sopran Hildegard Behrens modtog Léonie Sonnings Musikpris på 300.000 kr. ved en koncert 6. juni 1998 i Tivolis Koncertsal.
Koncerten blev sendt direkte i P2.

Musikprisen blev overrakt af kgl. kapelmester Poul Jørgensen, formand for Léonie Sonnings Musikfond, der i sin tale bl.a. sagde:

”Du har i sjælden grad været i stand til at forene det sceniske udtryk med komponistens intentioner om musikkens klanglige fremstilling. Med din smukke og udtryksfulde stemme, din enorme styrke og viljekraft, og din bydende modstand overfor kompromiser, har du skabt righoldige, nuancerede fremstillinger af dine roller med et nærvær, der burde være næsten umuligt.”

Den officielle begrundelse for prisuddelingen lød:

”Léonie Sonnings Musikpris 1998 tildeles Hildegard Behrens for hendes kunstnerisk gennemreflekterede og mangefacetterede portrætter af operalitteraturens største ældre og nyere dramatiske sopranpartier. I kraft af sin store og klangskønne stemme, sceniske intensitet og nærvær, sin stærke udstråling og autoritet har Hildegard Behrens i operahuse over hele verden været normgivende for sin generations forståelse og fortolkning af disse stemmeligt, musikalsk og scenisk ekstremt krævende højdramatiske roller.”

Programmet

Wagner Siegfrieds Rhinfart, fra Götterdämmerung
Wagner Götterdämmerung, slutscene
Richard Strauss Macbeth
Richard Strauss Salome, slutscene
Richard Strauss Zueignung (ekstranummer)

Medvirkende
Hildegard Behrens, sopran
Tivolis Symfoniorkester
Michael Schønwandt, dirigent

Pressen skrev om priskoncerten:

Behrens har rundet de 60 og må derfor siges at være hen mod slutningen af sin karriere, men tag ikke fejl, for nok er hendes stemme ikke, som den har været, men hun har stadig rigeligt at give af, heriblandt en fuldfed og kernefuld klang, der synes at sidde lige midt i masken, samt en inderlighed i udtrykket, som er beundringsværdigt. Og hendes sceniske udstråling er bestemt ikke blevet mindre med årene, så det blev en flot kvittering for prisen, hun leverede, først med slutscenen fra “Götterdämmerung” og siden med slutscenen fra Strauss’ “Salome”. 

Det var forunderligt at se først en ydmygt smigret, næsten genert og meget glad Behrens takke for prisen, for det næste øjeblik at opleve hende som en dramatisk dragende og sensuel Salome. Eller for den sags skyld som den stolte Brünhilde med saft og fylde i stemmen. Og det var da også hendes kompromisløse, intense og kunstnerisk rigt facetterede fortolkninger af musikalsk og scenisk krævende partier, der blev fremhævet i kgl. kapelmester Poul Jørgensens tale. Fortolkninger, der grænser til, hvad der er menneskeligt muligt. Store ord, men velfortjente i Behrens’ tilfælde, og det er glædeligt at konstatere, at også hendes scenisk-dramatiske evner har været afgørende for, at hun skulle hædres med Sonnings Musikpris.

(Jakob Wivel, Jyllands-Posten 8. juni 1998)

Den 61-årige sopran har klangens glansfulde fasthed og gennemtrængende bærekraft i fuld behold: Den tindrende top er overvældende, den metallisk gjaldende dybde noget nær enestående og bevægelsesfriheden uden smalle steder. Hun kan løfte en frase så lytteren selv letter i sædet, og også den sarteste intimitet behersker hun med et stærkt indre lys i klangen, hvilket begge partier gav eksempler på. Og så har hun en karisma, der trænger dybt ind i figurtegningen. Sortklædt og knejsende trådte enken Brünnhilde frem og fyldte scenen med myndigt afklaret beslutsomhed. Stemmen skyllede gennem rummet, som var den selv kilden til orkestrets vældige tidevandsbølge, og ansigtet lyste forklaret. Men så talte hun om kærligheden til Siegfried. Klangen dæmpedes. Varme og ømhed trængte ind, heltinden antog menneskelige dimensioner og fortsatte i betydningsmættet deklamation med at betro sin nyvundne indsigt og dens konsekvenser så at sige til de nærmeststående (egentlig til sin far, den fysisk fraværende Wotan). Og ved mødet med hesten Grane blussede et stærkt, ligesom alt bortfejende glimt af glæde op, inden hun besteg sin mands ligbål. 

Da hun vendte tilbage som Salome var et flammerødt sjal føjet til dragten. Nu var det lidenskaberne som flød over i en studie af vellystigt selvforglemmende triumf og bittersødt udlevet frustration. Var ikke stemmen ligesom hvidere og hedere i det første rasende udbrud? Men så kom hele det vokale svar på Strauss’ udpenslede orkestermaleri: Den galdegrønne blanding af grusom hån og nagende længsel over for Døberens afhuggede hoved og en uhyggeligt dirrende sarthed i mindet eller fantasien om, hvad han var. 

(Jan Jacoby, Politiken 8. juni 1998).

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Andre modtagere