Eric Ericson

Prisoverrækkelsen

Eric Ericson modtog Léonie Sonnings Musikpris på 200.000 kr. ved en koncert onsdag den 12. juni kl. 19.30 1991 i Tivolis Koncertsal.
Musikprisen blev overrakt af operachef Poul Jørgensen.

Programmet

György Ligeti:

Lux Aeterna

Claudio Monteverdi:

Sestina, Lacrime d’Amante al sepolcro dell’ Amata

Benjamin Britten:

Hymn to St. Cecilia, op. 27

T.Jennefelt/S.D.Sandström:

Den enda stunden

Frank Martin:

Ariel-kor, til tekster fra Shakespeares Stormen

Ingvar Lidholm: …a riverder le stelle

plus ikke mindre end 3 ekstranumre:

Begrundelsen

Léonie Sonnings Musikpris tildeles herved Eric Ericson for hans livslange arbejde med kor og for hans indsats for korlitteraturens videreudvikling. Hans virke har været banebrydende også ud over Nordens og Europas grænser og har sat nye kunstneriske normer for korsang som musikalsk udtryksmiddel.

Du kan høre hele talen fra overrækkelsen her:

Arrangement i forbindelse med prisuddelingen

Workshop med Sokkelund Sangkor torsdag d. 13. og fredag d. 14.juni på Det Kgl. Teater – afsluttet med koncert lørdag den 15. juni 1991 på Ordrupgaard Museet..

Eric Ericson i Danmark

Det var operachef og mangeårig kordirigent Poul Jørgensen, som overrakte årets Musikpris, bl.a. med disse ord:

Jeg kan som gammel kormand – både på den ene og den anden side af podiet – ikke lade være med at føle noget ganske særligt ved i aften at skulle Give Musikprisen til dig, som gennem alle årene har været vores store og uopnåelige forbillede. Musikprisen gives til dig som kunstner, alligevel tror jeg, at du samtidig opfatter prisen som et skulderklap til den kunstart, du har viet dit liv. I Sverige er korsang blevet benævnt noget så bastant som ”en folkebevægelse” med 600.000 deltagere og med dig stående på toppen af pyramiden som igangsætter, lærer og inspirator. Jeg tror ikke der er noget kursussted i Sverige, hvor du ikke har holdt kursus og næppe noget universitet i USA, hvor du ikke har været gæsteprofessor…

En kordirigent skaber jo ikke bare den musik, vi lytter til, han har også skabt de instrumenter, han helst musicerer med. Vi glæder os i aften over den særlige ”Ericson-sound”, som dit eget kammerkor så storartet demonstrerer.

Normalt følges motivationen af begejstring og jubel, men denne aften var den erstattet af en inderlig og varm hyldest til korverdenens mester i form af at kammerkoret – uden dirigent – sang Brahms (en af de syv korsange opus 62).

Først efter mange minutters bifald fik Eric Ericson selv ordet. Han sagde bl.a.: Jeg føler mig fantastisk beæret og bøjer mig dybt i støvet for denne lange række af musikere, som tidligere har modtaget denne musikpris. I vores koncertprogram var det jo sådan, at vi opførte et værk netop af to andre tidligere prismodtagere, nemlig Benjamin Britten og György Ligeti. Det her er naturligvis en stor personlig glæde for mig, men jeg føler mig også som repræsentant for en musikart, som der på denne måde virkelig er blevet gjort opmærksom på. Og det siger jeg ikke mindst fordi jeg i så mange sammenhænge i andre lande har set, at netop de professionelle kor og deres repertoire på en eller anden måde havner i koncertlivets skygge. Men det her vil jeg kalde solsiden.

Måske er det fordi det netop sker i vores nordiske kulturområde, at det overhovedet er muligt, at en kordirigent kan få en så fin pris.

Dagspressen

skrev bl.a.

At høre på Ericsons kor med ham selv på podiet er som at hygge sig ved en dejlig varm kakkelovn mens man lytter til alverdens fortællinger. Blidhed sænker sig over sindet, når Ericson digter på toner. Når han dirigerer de nutidige kompositioner, så er det som om grænsen mellem nyt og gammelt udviskes. Forandringerne i tonesproget fremstår pludselig som en kontinuerlig udvikling, forankret i menneskets grundfølelser. … Som et kor kan de [Eric Ericsons Kammerkor] udføre et helt skuespil, hvor de jonglerer med ord og leger med eventyrlige mysterier så medrivende, at teatret synes helt overflødigt… Her kunne mange sangere med solistiske ambitioner lære noget om, hvordan man gengiver ordenes egen musik, hvordan man behandler sætningerne, så et spørgsmål i teksten lyder som et spørgsmål, når det synges. Det er en liedkunst for kor, Ericson dyrker.

(Teresa Waskowska, Politiken 14. juni 1991)

Koncerten her var en række højdepunkter. …. Seks femstemmige madrigaler af Monteverdi var perfekt kammermusik udført af korets 36 sangere. Fraseringen var fuldkommen afstemt, klangen mild og poetisk og indtrykket spontant. Kærligheds-smerte og skønhed gik hånd i hånd. Brittens Cæcilia-hymne blev et eksempel på Eric Ericsons sans for den blidt svingende rytmik og den helt præcise karakteristik af hvert afsnit…

(Thomas Viggo Pedersen, Kristeligt Dagblad 15. juni 1991)

Similar Posts