Prisoverrækkelsen
Begrundelsen
Programmet
György Ligeti Clocks and Clouds (1972-73)
György Ligeti Koncert for klaver og orkester (1985-1988)
György Ligeti Koncert for cello og orkester (1966)
György Ligeti San Francisco Polyphony (1973-74)
Medvirkende
Erling Bløndal Bengtsson, cello
Volker Banfield, klaver
Den Jyske Operas damekor
Aarhus Symfoniorkester
Elgar Howarth, dirigent
György Ligeti og Danmark
Ligeti havde allerede i 1965 besøgt Danmark første gang, da Aarhus Symfoniorkester spillede hans dengang nye orkesterstykke Apparitions. Året efter opførte også DR Symfoniorkestret Apparitions samt Atmosphères ved en radiotransmitteret Torsdagskoncert, og orkestret fortsatte med mange flere opførelser af Ligetis musik de kommende år.
I 1979 forelæste Ligeti ved musikkonservatorierne i Aarhus og København, og i 1988 var han i Danmark for at holde foredrag om sin Klaverkoncert, der blev spillet ved en radiokoncert af DR Symfoniorkestret og pianisten Volker Banfield – endda to gange samme aften for at give publikum en ekstra chance for at lytte sig ind på den helt nye musik.
I anledning af prisoverrækkelsen var der arrangeret en række andre Ligeti-opførelser: Den polske cembalist Elisabeth Chojnacka spillede Ligetis Continuum, Passacaglia Ungherese og Hungarian Rock. Samme aften spillede Esbjerg Ensemblet, dirigeret af Frans Rasmussen, Ligetis Kammerkoncert, Melodien, Aventures og Nouvelles Aventures. Ved den tredje koncert spillede Volker Banfield Ligetis Etuder nr. 1-8.
Pressen skrev om priskoncerten, bl.a.:
Sådan skal det gøres. Sådan burde det gøres. Hver gang. Første gang Léonie Sonnings Musikpris kom til Århus, skete det med den mest vellykkede Sonning-orkesterkoncert siden Pierre Boulez i 1985 modtog prisen. Og med en opbygning til selve festkoncerten i form af kammerkoncerter, introduktioner og foredrag, som der heller ikke siden Boulez var i København er set mage til i Sonning-sammenhæng. Hvilket samtidig var med til at gøre György Ligeti-delen af dette års NUMUS-festival til det mest ambitiøse projekt, der nogensinde er foregået i NUMUS-regi, og det mest kunstnerisk vellykkede jeg har oplevet.
(Jakob Levinsen, Berlingske Tidende 1. maj 1990)
Koncentration skal der til. Man skal bogstaveligt talt være lutter øre. Og der er ingen personer i Ligetis tonelandskaber, ingen motiviske identiteter at holde fast i. Det handler om stofligheder, teksturer: klanglige, harmoniske, melodiske, motoriske, rytmiske – tyngdepunktet forskyder sig gennem denne række i løbet af Ligetis sparsomme produktion. Den hviskende cellokoncert var aftenens eksempel på det tidligste stadium, men ofte flettes dimensionerne sammen som i Clocks and Clouds, koncertens indledningsværk, hvor sart vibrerende lydskyer og tikkende ure flyder over i hinanden i drømmeagtige forvandlinger. Den uendeligt bøjelige klang, der her lykkedes meget smukt, modelleres med et genialt instrumentatorisk kup omkring en kerne af træblæsere og damekor.
(Jan Jacoby, Politiken 1. maj 1990)
Og så takkede Ligeti, der for 20 år siden opholdt sig en tid i Stockholm, på svensk og fortalte om det at komponere. Ligeti havde hverken sig selv, musikerne eller publikum i tankerne under arbejdet. Dertil var han altid for optændt af den musikalske ide og det musikalske materiale. Takketalen gav også publikum en indgang til Ligetis værker, der søger ny grænser og nye udtryksmuligheder. Også på priskoncerten oplevede man, hvordan det yderst komplicerede til sidst alligevel kunne fremstå som noget enkelt og umiddelbart.
(John Christiansen, Jyllands-Posten 1. maj 1990)
