Cecilia Bartoli

Léonie Sonning Prismodtager 2010

Den italienske sopran Cecilia Bartoli modtog Léonie Sonnings Musikpris ved en koncert i Tivolis Koncertsal 16. juni 2010. Hun blev ledsaget barokorkestret La Scintilla fra Zürich, som spiller på originalinstrumenter. Priskoncerten blev overværet af Dronning Margrethe og Prins Henrik.

Begrundelsen

Musikprisen blev overrakt af redaktør Esben Tange, medlem af Musikfondens bestyrelse. Begrundelsen for prisuddelingen lød:
”Léonie Sonnings Musikpris 2010 tildeles mezzosopranen Cecilia Bartoli som en af de største og mest fascinerende kvindelige sangere, verden har set. Hendes tekniske brillans er uovertruffen, hendes fokus på overset repertoire beundringsværdig og Cecilia Bartolis sceniske udstråling og evne til at kanalisere sit kunstneriske overskud og sin sanselige vokale urkraft til hver eneste tilhører er helt enestående.”

Hør hele talen fra overrækkelsen her:

Programmet

Nicola Porpora: Sinfonia, fra Meride e Selinunte (1726)
Nicola Porpora: Come nave, fra Siface (1725)
Riccardo Broschi: Chi non sente al mio dolore, fra Merope (1732)
Nicola Porpora: Ouverture til Germanico in Germania (1732)
Francesco Veracini: Ouverture nr. 6
Leonardo Vinci: Cervo in bosco, fra Medo (1728)
Leonardo Leo: Qual farfalle, fra Zenobia in Palmira (1725)
Francesco Araia: Cadrò, ma qual si mira, fra Berenice (1734)
Nicola Porpora: Usignolo sventurato, fra Siface (1725)
Carl Heinrich Graun: Misero pargoletto, fra Demofoonte (1746)
Alessandro Scarlatti: Sinfonia di concerto grosso nr. 5.
Antonio Caldara: Quel buen pastor, fra La morte d’Abel (1732)
Nicola Porpora: Ouverturer fra Gedeone og Perdono, amata Nice (1746)
Leonardo Vinci: Quanto invidio la sorte … Chi vive amante, fra Allesandro nell’ Indie (1730)
Nicola Porpora: Nobil onda, fra Adelaide (1723)

Medvirkende
Cecilia Bartoli, mezzosopran
Orchestra La Scintilla, Zürich

Cecilia Bartoli i Danmark

Cecilia Bartoli optrådte første gang i Danmark ved en koncert med DR Symfoniorkestret i Tivolis Koncertsal, 1996.
I 2009 gav hun koncerter i både Århus og København, og i den forbindelse offentliggjorde Musikfonden, at hun skulle modtage Musikprisen året efter.
15. juni 2010, dagen før priskoncerten, gav Cecilia Bartoli masterclass på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med tre unge sangere: Johannes Held, Julie Kold Vilstrup og Sophie Thing Simonsen, alle ledsaget af pianisten Ulrich Stærk.
Cecilia Bartoli har siden optrådt adskillige gange i Danmark.

Pressen skrev om priskoncerten:

”Hun kom bogstaveligt talt stormende ind på scenen, klædt som noget, der lignede en adelsmand for 250 år siden: Sorte, knælange støvler, sorte bukser og vest, hvid skjorte med flæser og den store kappe med det blodrøde for flagrede om sig. Og i strakt galop kylede hun hatten fra sig. Bang! Der stod hun så: La Bartoli var landet.”

(Jakob Wivel, Børsen)

”Hun holder salen i det blideste, sødeste musikalske jerngreb, mens hun som operaens herskerinde brænder vanvittige vokale fyrværkerier af gamle italienske komponister som Nicola Porpora og Antonio Caldara af. De drabeligt hurtige, sindssygt præcise toneranker eksploderer som mangefarvede raketter over hovederne på publikum i den fyldte Tivolisal, hvor også ståpladserne er solgt. […] Ikke bare synger den romerske mezzosopran med en musikalitet, en farverigdom og en præcision, der efterlader kollegerne i en støvsky, når hun smider stemmebåndene gennem operaens vildeste vokale hårnålesving. Hun gør det med en udstråling, der kommer af en meget sjælden evne til at gå et hundrede procent ind i den rolle, hun lige nu fremstiller.”

(Thomas Michelsen, Politiken 18. juni 2010)

”Disse hengemte arier af Nicola Porpora, Leonardo Leo, Francesco Araia osv. er stort set metervarer fra et begravet overskudslager, men når de bliver vakt til live på denne i bogstaveligste forstand enestående måde, glimter og funkler de som det pure guld. Man kan indvende, at hele dette blomsterhav af bravura, jublende koloraturer, triller, skalaer, gradvis mættede ørerne ganske betragteligt, og alligevel: bestandigt hørte man noget nyt, en suverænt gennemført detalje, en virtuos passage frit og frækt fraseret med uhæmmet vellyst. Der var en given sig hen til sanseligheden og forførelsen, en naturstridig vejrtrækningsteknik, en eksemplarisk retorisk behandling af modersmålet.
Men der hvor Bartoli måske kom tættest på kastratens trylleklang var i de enkle, langsomme arier, hvor hun tvang det fine schweiziske Scintilla Orkester til at spille nærmest under gulvbrædderne og selv svævede som en sommerfugl gennem rummet. Med dette hypnotiske pianissimo foredrag tog Bartoli den fyldte sal – sikkert også dem bag i salen, der ingenting kunne høre – i et blidt berusende favntag. Tiden stod stille, og luften sitrede sagte af en åndeløs ophidselse.”

(Valdemar Lønsted, Information 18. juni 2010)

Similar Posts