Mariss Jansons

Mariss Jansons har modtaget Léonie Sonnings Musikpris 2018

Den lettiske dirigent Mariss Jansons modtog Léonie Sonnings Musikpris på 100.000 euro ved en koncert fredag 9. marts 2018 i Operaen. 

Koncerten blev transmitteret direkte i DR P2.

Programmet

Mahler Symfoni nr. 2, Opstandelsessymfonien

Medvirkende
Genia Kühmeier, sopran
Bernarda Fink, mezzosopran
Det Kongelige Operakor
Malmø Operakor
Det Kongelige Kapel
Mariss Jansons, dirigent

Begrundelse

Katrine Ganer Skaug, der er medlem af Léonie Sonnings Musikfonds bestyrelse, uddelte prisen på 100.000 euro og holdt en personlig tale, som også indeholdt den følgende officielle motivering:

Léonie Sonnings Musikpris 2018 tildeles Mariss Jansons med 100.000 euro for sin intense kunstneriske indsats for symfoniorkestret og dets repertoire. Igennem årtier har Mariss Jansons stillet de største krav til sig selv og til sine musikere på musikkens vegne og har åbnet partituret op med præcision og passion, så musikken fremstår klar, kraftfuld og meningsfuld. Han har bygget og udviklet sine orkestre til de mest finindstillede organismer, vor civilisation kan frembringe, og derigennem givet den klassiske orkesterkultur en sublim stemme i vor tid.

Mariss Jansons og Danmark

Mariss Jansons gav sin første koncert i Skandinavien i 1972 med Sjællands Symfoniorkester (nu Copenhagen Phil). Han vendte flere gange tilbage til Sjællands Symfoniorkester i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne og opførte bl.a. Richard Strauss’ Ein Heldenleben og Rakhmaninovs Symfoni nr. 2. Mariss Jansons stod også i spidsen for Sønderjyllands Symfoniorkester ved flere koncerter og dirigerede bl.a. Tjajkovskijs Symfoni nr. 6 i 1981.

Som chefdirigent for Concertgebouw Orkester gav Mariss Jansons i februar 2011 et gæstespil i Koncerthuset og opførte Brahms’ Klaverkoncert nr. 2 med Leif Ove Andsnes som solist og Beethovens Symfoni nr. 7. Kristeligt Dagblads anmelder skrev, at Jansons var ”en mester med sit suveræne overblik, sin tydelige direktion og sit stålsatte nærvær”, og Politiken skrev, at koncerten var ”en oplevelse, man vil tage frem i årene fremover og tale begejstret om med musikvenner.”

Om priskoncerten i Operaen 2018 skrev den danske presse:

Så hvorfor al den hype om dirigenterne og deres hvide stok? Og hvorfor er lige præcis Mariss Jansons hele opmærksomheden plus honoraret og de 100.000 ekstra euro værd? Man ved det efter lige omkring fem sekunder i selskab med ham. Berømtheden kunne gøre sig som god leder på arbejdspladser af enhver art. Jansons har set sine medarbejdere i den vigtige forberedelse dagene før som tandhjul af 180 forskellige størrelser og kombineret dem helt rigtigt. Han har set de forskellige slags strygere og blæserne af træ og blæserne af metal som 180 mennesker med hver deres psyke og ladet dem gribe ind i hinanden uden slør overhovedet. Og han har toppet op med et skin af tryghed og tolerance og ad den vej fået individerne med sangstemme inspireret til en meget hørlig glæde ved musikken og hele situationen 

… Mariss Jansons sørger for vitaminer til alle sådan en aften. Både til de mange, der kender musikken ud og ind. Og til alle de nye i klubben. Tag bare den berømte vals i form af sats nummer tre: Satsen virker i lang tid tyst og raslende og skal så bryde ud i en meget kraftig harmoni med klang af skrig. Når letten står på podiet, får man absolut intet grimt i klangen – kun en helt igennem kontrolleret og endda næsten charmerende stemning. Og hvor fjerde sats med titlen ”Urlicht” alle dage har været Mahlers dejligste sats overhovedet og dermed værkets hjørnesten, da skete der altså noget endnu skønnere af den lidt udefinerlige slags hen mod finalen i fredags: Aftnens stjerne kan også holde den sats kultiveret. Sådan at man ligesom hører baglæns og husker alle toner hele aftnen igennem som lige vigtige.

(Søren Schauser, Berlingske Tidende)

Mariss Jansons er klodens bedste orkestertræner. Det fik man indblik i, da Det Kongelige Kapel spillede Gustav Mahlers mægtige ‘Opstandelsessymfoni’ under Jansons’ olympiske lederskab. Det var en kapelkoncert, som må gå over i annalerne som en af de mest opsigtsvækkende i nyere tid

… Det var, som om kapellet i Mahlers 2. Symfoni blev løftet til et så konsistent niveau, som i spilleteknisk forstand overgår, hvad det i min erindring tidligere har præsteret. Meget ofte hører man de store emotioner løbe af med dirigenten, at kontrollen over detaljen går fløjten hist og her, og det tager man som regel med i det store billede. Men det virkeligt opsigtsvækkende ved Jansons’ arbejde med kapellet var, hvor præcist og loyalt det fulgte Mahlers myriader af angivelser om tempo, frasering og dynamik, og hvor fantastisk der blev musiceret i denne krævende læsning. Som i førstesatsens dødsmusik med sørgemarcher og flashback til lidelser og erindringer. Netop i et sandt majestætisk tempo, aldeles alvorligt og højtideligt, som der står. Så suverænt nuanceret i de dybe strygeres indledende dystre klatreture. Så subtilt gennemsigtigt og hengivent nedblændet i violinernes frasering af erindringstemaet. Så formidabelt udmejslet i 3D på katastrofestedet midtvejs i satsen. Og det fortsatte på samme vis under det olympiske lederskab.

(Valdemar Lønsted, Information)

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Andre modtagere