Helle Gössler

Léonie Sonning Talentprismodtager 2020

Den der ler sidst, synger bedst!
Da Helle Gössler var barn, spillede hun både harmonika, klarinet og saxofon på Musikskolen. Derudover sang hun i børnekor, på trods af at hendes to større søstre ikke syntes, at hun sang særlig godt. Efter deres mening sang hun både for kraftigt, for skingert og i øvrigt heller ikke helt rent.

Det kan Helle så grine af i dag. For nu er det de kritiske storesøstres stemmer, der ifølge Helle, ikke altid sidder lige i skabet. Derfor bliver hun heller ikke længere henvist til blæseinstrumenterne, når den musikglade familie spiller sammen.

Frem til sommeren 2020 studerer Helle ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og i 2019 havde hun sin første rigtige operarolle som Musetta i Puccinis La Boheme.

Glæden ved at glæde andre

Mens familien satte Helle til at spille instrumenter, kunne organisten i Lyngå landsbykirke derimod sagtens høre, at Helle havde et særligt talent. Organisten fik den 17- årige kirkesanger til at synge for sin egen sanglærer – og inden længe var Helle begyndt på konservatoriet i Esbjerg.

Noget andet, som Helle fik med fra Lyngå kirke, var den rummelighed hun oplevede hos kirkens præst. Han havde en særlig evne til at inspirere og engagere folk til at føle sig værdsatte og vigtige. Dyder, som Helle har taget med videre i sit professionelle liv.

Det er vigtigt for Helle at være tæt på sit publikum og give publikum den bedst tænkelige oplevelse. For hende er det en særlig gave at få lov til at optræde. ”Noget af det største i verden er kærlighed og hjerte. Den følelse skal publikum have med. For mig er den største glæde at glæde andre”, fortæller Helle. ”Jeg er utrolig taknemmelig for den gave, jeg har fået i form af min sangstemme, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg bør dele den med andre, så længe det føles rigtigt.”

Støtte fra familien

Med udsigt til at afslutte sine studier fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i solistklassen i løbet af 2020 – og med stigende opmærksomhed fra både ind- og udland – ligger verden for alvor åben for den storsmilende sopran, som altid går ydmygt til sine arbejdsopgaver.

For Helle er det afgørende at fokusere på at være til stede i nu’et, når hun synger – og ikke på at tænke for meget. Og når den fornemmelse går op i en højere enhed, så er der intet sted i denne verden, som Helle hellere vil være.

Uden støtten fra familien har Helle svært ved at forestille sig, at hun ville være blevet ved med at forfølge drømmen. Det er så selvfølgeligt, at det er svært at sætte ord på for hende. Støtte og opbakning uden forventningspres fra både venner og familie betyder alt. Det havde heller ikke have været muligt uden de mennesker, der på forskellig vis har krydset hendes vej og som fortsat er en del af hendes liv.

Kort om Helle Gössler Christensen

Født i 1986. Opvokset i Lyngå ved Hadsten.
Sang i kirkekor i Lyngå fra 10-årsalderen og spillede flere instrumenter.
Startede sin uddannelse ved Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole i Esbjerg. Forsatte ved private studier i Paris i 2010-13 og afslutter sine studier i 2020 ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i solistklassen.

Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond

Pengene som Helle Gössler modtager sammen med Léonie Sonnings Talentpris, skal bruges på demoindspilninger, yderligere sangtimer hos Eva Hess Thaysen, samt studierejser til England og Tyskland.

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere

Vindtro

Léonie Sonning Talentprismodtager 2023 Fra løbeklub til prisvindende blæserkvintetBlæserkvintetten Vindtro er noget af det gode,

Læs mere »

Radu Ratoi

Léonie Sonning Talentprismodtager 2023 Akkordeonisten Radu Ratoi er vant til udfordringer. Faktisk foretrækker han at

Læs mere »