Musikprisen gennem årene

Ud over selve musikprisen har fonden i mange tilfælde medvirket til finansiering af priskoncerten, hvor prismodtagerens medvirken iøvrigt honoreres på sædvanlig måde af koncertarrangøren.

Prisoverrækkelsen har fundet sted i København undtagen i tre tilfælde:  I 1971 modtog Arthur Rubinstein prisen ved en koncert i Holstebro, i 1981 blev den overrakt til Mstislav Rostropovitj i Odense i tilslutning til et mesterkursus på Egeskov Slot, og i 1990 indgik priskoncerten i Numus Festivalen i Århus, hvor mange af György Ligetis værker blev fremført.

Fonden har ofte formidlet og støttet optræden af pristagerne eller opførelser af deres musik ud over selve priskoncerten og på andre måder udvidet virksomheden omkring prisoverrækkelsen. Prismodtagerne bliver altid bedt om at medvirke ved en masterclass eller et lignende arrangement af betydning for unge danske musikere. Ofte er dette blevet virkelighed, men desværre har ikke alle haft tid.

1976

I 1976 gav Fonden tilskud til en mindekoncert for Dmitrij Sjostakovitj i anledning af hans 70-årsdag.

1976
1977

I 1977 foranstaltede fonden f.eks. udgivelsen af »Messiaen – en håndbog« ved Poul Borum og Erik Christensen.

1977
1978

I 1978 bestilte Fonden hos Erik Norby et værk »Capriccio for fløjte og orkester», som Pierre Rampal uropførte og indspillede på grammofon sammen med Carl Nielsens fløjtekoncert.

1978
1980

I 1980 komponerede Ib Nørholm på Fondens bestilling værket »Idylles d’Apocalypse«, der blev uropført og udgivet på plade af Marie-Claire Alain sammen med et andet af priskoncertens værker, en orgelkoncert af Jacques Charpentier.

1980
1982

I 1982 arbejdede Isaac Stern to dage med studerende fra Det Kongelige Danske Musikkoncervatorium, og i 1983 arbejdede Rafael Kubelik på lignende måde med konservatoriets orkester afsluttende med en koncert. 

1982
1984

I 1984 bestilte Fonden hos Palle Mikkelborg kompositionen »Aura«, der blev uropført og siden indspillet på plade med Miles Davis som solist.

1984
1985

I 1985 betalte Fonden publikationen »Pierre Boulez, komponist – dirigent – utopist«, redigeret af Mogens Andersen og Mogens Wenzel Andreasen. 

1985
1985

 I 1985 var der seminar for konservatoriets kompositionsstuderende med Pierre Boulez, og i 1987 med Heinz Holliger. 

1985
1991

I 1991 arbejdede Eric Ericson nogle dage med Sokkelund Sangkor i overværelse af unge kordirigenter, afsluttende med en værkstedskoncert.

1991
94-95

Endvidere holdt Krystian Zimerman en masterclass på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1994, og i 1995 sponsorerede Fonden Poul Ruders komposition for bratsch og orkester, som Yuri Bashmet uropførte ved priskoncerten.

94-95
1996

I 1996 bestilte Fonden et værk af Per Nørgård, »Concerto in due tempi« til uropførelse ved priskoncerten. Herudover støttede Fonden udgivelsen af »The Music of Per Nørgård: Fourteen Interpretative Essays« redigeret af Anders Beyer.

1996
1999

Da Sofia Gubaidulina i 1999 modtog musikprisen havde Fonden egentlig bestilt et nyt værk, men Gubaidulina nåede ikke at færdiggøre musikken.

Til gengæld herskede der, som pressen skrev »en hel Gubaidulina-feber i det danske musikliv« og Fonden støttede en dokumentarfilm om den lille, men store komponist. 

1999
2000

På samme måde støttede Fonden året efter en TV-film om Michala Petri, som modtog musikprisen i år 2000.

2000
2003

Da György Kurtág modtog musikprisen i 2003 og besøgte Danmark, kogte musiklivet nærmest over af Kurtág-entusiasme.

Fonden bidrog til flere vigtige koncerter med Kurtágs musik – blandt andet Esbjerg Kammermusikfestival, som havde Kurtágs musik som gennemgående tema, en koncert på Louisiana, hvor Maria Husmann og András Keller opførte Kurtágs Kafka-fragmenter og en vigtig koncert i Radiohusets Koncertsal med Athelas Ensemblet.

På Det Kgl. Danske Musikkonservatorium tryllebandt Kurtág en tætpakket sal ved en masterclass, hvor han instruerede Paizo kvartetten. 
Ved priskoncerten uropførtes et orkesterværk, Fonden havde bestilt, György Kurtágs »… concertante« – et gribende mesterværk, som siden er spillet mange steder i Europa.

2003
2005

Sir John Eliot Gardiner opførte bl.a. Carl Nielsens ”Fynsk forår”, da han modtog Musikprisen i 2005 – og nogle dage før koncerten talte han og besvarede spørgsmål om opførelsespraksis for en stuvende fuld sal af studerende og lærere på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Samme sted holdt Yo-Yo Ma året efter masterclass med tre unge danske cellister dagen før han modtog Musikprisen.

2005
2008

Arvo Pärt havde komponeret ny musik til den koncert, hvor han i 2008 modtog Musikprisen – ”These Words …” hedder værket, et af fire Pärt-værker på koncerten.

2008
2009-

Yderligere tre dirigenter modtog Musikprisen efter John Eliot Gardiner. Først den danske barokspecialist Lars Ulrik Mortensen, der gav priskoncert på Det Kgl. Teaters gamle scene med sit Concerto Copenhagen og solokoncerter arrangeret af Musikfonden rundt om i Danmark. Dernæst Daniel Barenboim (2009) og Simon Rattle (2013).

I 2011 fik en af den nye musiks største komponister – Kaija Saariaho – en fortjent anerkendelse og med Jordi Savall (2012) gik prisen til endnu en af den tidlige musiks store kunstnere, som med sine musikere fra en række Middelhavslande blev hyldet i Trinitatis Kirke af et begejstret publikum. Desuden gav Savall mesterklasse med unge danske barokmusikere på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

2009-