Prisoverrækkelsen
Den østrigske dirigent Nikolaus Harnoncourt modtog Léonie Sonnings Musikpris på 200.000 kr. ved en koncert 8. juni 1993 i Tivolis Koncertsal. Musikprisen blev overrakt af kgl. kapelmester Poul Jørgensen, formand for Léonie Sonnings Musikfond.
Begrundelsen
Programmet
Joseph Haydn L’Infedeltà delusa, opera i to akter
Medvirkende
Andrea Rost, sopran
Charlotte Margiono, sopran
Scot Weir, tenor
Don Bernardini, tenor
Anton Scharinger, basbaryton
Concentus Musicus Wien
Nikolaus Harnoncourt, dirigent
Harnoncourt i Danmark
Det var Nikolaus Harnoncourts nyskabende arbejde gennem flere årtier med den tidlige musik fra barokken og klassikken, der blev belønnet med Léonie Sonnings Musikpris. Også i Danmark har hans koncerter og hundredvis af indspilninger været beundret, måske i særlig grad fordi der i dansk musikforskning og musikliv har været en lang tradition gennem det 20. århundrede for at betragte den tidlige musik med et klart, videnskabeligt blik, renset for forvrængende traditioner. Derfor kunne man allerede i 1950’erne høre de første banebrydende optagelser med Nikolaus Harnoncourt i dansk radio.
Pressen skrev om priskoncerten bl.a.:
Det er hans spring ud af det akademisk korrekte, der har skabt hans position i dag. Var han blevet på sin plads som barokspecialist, førende på sit felt i 50’erne og 60’erne, ville han nok snarere have stået som en agtværdig pioner, som eksponent for en musiceren på gamle instrumenter, som yngre kræfter forlængst har styret i en anden retning. Men Harnoncourt udvidede sit felt, kastede sig over Wienerklassikken og operaen, og arbejdede samtidig med moderne orkestre. Han tog erfaringerne fra de ”historiske” opførelser med sig, hørte deres dynamik og farvepragt og ikke mindst deres følelsesstyrke ind i det moderne medium – og det var nyskabende. Samtidig befrugtede det hans arbejde med det ”historiske”, så det akademiske blæste bort i en musikalisering af værkerne, i en fascinerende afdækning af deres personlighed og musikalske sprog.
(Peter Woetmann Christoffersen, Berlingske Tidende 10. juni 1993)
Da hans orkester gennem de sidste 40 år, Concentus Musicus Wien, er på plads og han selv er trådt ind sammen med sine sangere, lukker han som sidste mand døren ud til kunstnerfoyeren efter sig. Det har jeg dog aldrig set nogen gøre før. Hvor vi så er henne, på hans præmisser, kan vi 2 timer efter gruble over, da Harnoncourt har holdt sin takketale ved at bagatellisere sin egen indsats som hanefar, der har givet os skrabeæg for 30 musikere: ”Jeg er den eneste, der laver ”no noise” af alle medvirkende her og får alligevel æren
(Peter Johannes Erichsen, Weekendavisen 11. juni 1993)
Som det er sket før, gav uddelingen af Leonie Sonnings musikpris anledning til en musikbegivenhed der ikke kun i kvalitet men også i indhold bragte noget nyt og usædvanligt. Den østrigske dirigent Nikolaus Harnoncourt medbragte sit eget eliteensemble der spiller det 18. århundredes musik på tidstro instrumenter, og gav med det sit bud på et af disse glemte værker som det er hans speciale at genoplive: en italiensk buffoopera af Haydn, komponeret i 1773. […] Opførelsen var i ren drømmeklasse: et under af skønhed, charme og perfektion der i sig selv gjorde aftenen mindeværdig. De mildt gyldne strygere er Harnoncourts personlige stemme. Han er selv uddannet stryger, og her former han sit udtryk i nuancernes rigdom, i det kriblende netværk af frasering, pointering og finsleben artikulation og i en rytmisk spændstighed der med mirakuløs præcision holder musikken lige under kogepunktet. Ophidselsen balancerer på tåspidserne som en hest af ædleste fuldblod.
(Jan Jacoby, Politiken 10. juni 1993)
