Prisoverrækkelsen
Musikprisen blev overrakt af kgl. kapelmester Poul Jørgensen, formand for Léonie Sonnings Musikfond, der i sin tale bl.a. sagde:
”Kære Sir Georg, De er bærer af en stor musikalsk tradition, dels i Deres arbejde som chefdirigent i München, Frankfurt, London, Paris, Chicago og Salzburg, dels – og måske frem for alt – gennem deres utrolige mange grammofonindspilninger. Man kunne sige, at De ikke er bærer af en tradition, men De selv er og har været denne tradition. Ved Deres intense viljestyrke efterlader De deres mærke på musikken, og takket være Deres dybe respekt for komponistenernes vilje, oplever vi – Deres publikum – en Solti-opførelse som en sand Strauss-opførelse, en sand Haydn-opførelse, en sand Bruckner-opførelse. Hele det danske musikliv står i stor gæld til Dem, og vi håber meget at se Dem her igen snart. Vi ønsker Dem tillykke med Deres snarlige 80-års-fødselsdag, og vi hylder Dem, som den enestående og sande kunstner, De er.”
Begrundelsen
I sin takketale sagde Sir Georg Solti bl.a.:
”Jeg er meget bevidst om hvilken stor hæder, jeg her er blevet beæret med. Selv om jeg har modtaget mange priser, er denne en ganske særlig. Tillad mig at sige et par ord om noget, jeg har på hjerte: Jeg hører, at I på grund af finansielle problemer er nødt til at spare penge på musik og kultur, og det vil være en stor fejl. Bevar dette vidunderlige orkester! Det ville være en frygtelig fejltagelse, hvis der skulle ske noget med det.”
Programmet
Haydn Symfoni nr. 104, London-symfonien
Bruckner Symfoni nr. 3
Medvirkende
Det Kongelige Kapel
Sir Georg Solti, dirigent
Solti i Danmark
Sir Georg Solti havde tidligere givet mindeværdige koncerter med Det Kongelige Kapel. Deres første koncert sammen var ved Edinburgh Festspillene i 1958. I 1982 dirigerede Solti for første gang Det Kongelige Kapel i København, da han ved en koncert i Odd Fellow Palæet opførte bl.a. Mozarts Symfoni nr. 38 og Dvoráks Symfoni nr. 9. Koncerten blev sendt direkte i radio og tv. Politikens anmelder beskrev koncerten som ”symfonisk spil i den klanglige luxusklasse.”
I januar 1989 vendte Solti tilbage til Det Kongelige Kapel og dirigerede ved den lejlighed Schuberts 5. Symfoni og Sjostakovitjs 8. Symfoni. Da han i september samme år optrådte i Tivolis Koncertsal ved et gæstespil med Chicago Symfoniorkester, udtalte han til Politiken: ”Ja, ja, jeg kommer igen til Det kgl. Kapel. Det er et af verdens mest sympatiske orkestre.”
pressen skrev om priskoncerten bl.a.:
Den højtidelige Bruckner [blev] tolket under en næsten pastoralt yndefuld synsvinkel. Straks fra de første takter var der den mest henrivende skovtursstemning, ikke borgerligt hyggelig men himmelsk idealiseret. Og her var det, orkestret viste sin ædelhed og finesse med en betagende duft, lød og dybdevirkning i klangbilledet. Magisk. Slentrende og svævende gled symfonien frem gennem storslåede landskaber, undertiden dramatiske men altid venlige under himmels og trækroners svimlende hvælvinger. Soltis kup var at finde en fuldstændig harmonisk balance mellem højtidelig betagelse og barnlig uskyld.
(Jan Jacoby, Politiken, 26. september 1992)
Han læser noderne med egne øjne og videregiver dem med den personlige styrke, der også karakteriserer ham som menneske. Han danner sig en mening, som han med konsekvens fører ud i livet. […] Det gælder ikke mindst i Bruckners musik. Hér er hans ideal at skabe en fuldendt balance med plads til de mange detaljer, som Bruckner fylder i sit store partitur. Og der kom da også mange detaljer på plads med Det Kgl. Kapel, der også levede op til Soltis klangideal på bedste vis. Men Solti skabte ikke et klangligt rum, som inviterer lytteren indenfor. Symfonien forbliver et klangmassiv – hvor man må gætte, hvad der gemmer sig indeni. Gennemgående gik det ud over de melodiske ideer, der ikke blev ført til dørs og dermed fik det indre liv, som Bruckner også søgte med sin musik. Men når dette forbehold er sagt, så er der kun beundring tilbage til en dirigent, der kan få Det Kgl. Kapel til at spille så intenst og koncentreret. Og således blev denne aften en festaften. Ikke kun for Solti, men også for Det Kgl. Kapel.
(Steen Chr. Steensen, Berlingske Tidende 26. september 1992)
