Yehudi Menuhin

Prisoverrækkelsen

Den amerikanske violinist Yehudi Menuhin modtog Léonie Sonnings Musikpris på 60.000 kr. ved en koncert 12. maj 1972 i Tivolis Koncertsal. Første halvdel af koncerten og prisoverrækkelsen blev udsendt direkte i P2.

Musikprisen blev overrakt af dr.phil. Børge Friis, formand for Léonie Sonnings Musikfond, der holdt en kort tale og derefter oplæste den officielle begrundelse for prisuddelingen:
”Léonie Sonnings Musikpris tildeles herved med 60.000 danske kroner Yehudi Menuhin i dyb beundring for hans universelle indsats og kompromisløse stræben i den levende musiks og i menneskelighedens tjeneste. Yehudi Menuhins virke som violinist, musikæstetiker og pædagog vil blive stående som udtryk for de højeste kunstneriske og menneskelige idealer.”

Derefter fik Yehudi Menuhin ordet, og indledte med en tak for Børge Friis’ pristale:
”Jeg blev dybt rørt af Deres ord, og hvad ordene udtrykte om alle vore håb, og jeg er meget glad for, at jeg oplevede det her i dette meget civiliserede, meget gavmilde og meget charmerende land. Jeg er også meget glad for, at det sker efter opførelsen af Bartok-koncerten, som er et værk, der ligger mit hjerte nært, og som er blevet spillet af mine kolleger og dirigeret af Dr. Blomstedt så smukt. Jeg kan ikke forestille mig en mere indfølt udførelse end jeres. Det er netop, hvad man kan i musikken: Indleve sig i et værk, indleve sig i et andet menneskes forestillingsverden.


Jeg er også rørt over, at Sonningprisen er forbundet med en anden pris; med andre ord, at musik og fred på sin vis bliver forenet. Engang troede man, at alt afhang af denne eller hin religion, og at alle handlinger i verden var bestemt eller styret af den pågældende tro. I vor tid har vi, på trods af, at vi kender til universelle videnskaber, endnu ikke fundet den universelle moral. Tænk, hvis musikken kan vise vej til en forbundet verden, så selv vores daglige handlinger styres af, hvad Bartok og Beethoven har skrevet, og hvad vore kolleger i Indien spiller. Hvis vi kan nå dertil, hvor alt afgøres af det, der ligger til grund for den skønneste musik og kunst, så har vi fundet en ny, universel moral.”

Programmet

Knudåge Riisager Erasmus Montanus ouverture
Bartók Violinkoncert nr. 2
Beethoven Symfoni nr. 6, Pastoralesymfonien
J. S. Bach Ekstranummer fra E-dur Partita

Medvirkende
Yehudi Menuhin, violin
DR Symfoniorkestret
Herbert Blomstedt, dirigent

Yehudi Menuhin og Danmark

Første gang, Yehudi Menuhin spillede i København, var det for et publikum på hele 7.000 tilhørere i Forum, der 12. oktober 1947 hørte ham som solist i Beethovens Violinkoncert.
Ved hans næste besøg i september 1952 var det en national kulturbegivenhed, at Yehudi Menuhin lavede en pladeindspilning for EMI af Carl Nielsens Violinkoncert sammen med DR Symfoniorkestret og dirigenten Mogens Wöldike. Menuhin tilbød at spille Carl Nielsens Violinkoncert med orkestret på en turné til USA, men det kunne af praktiske grunde ikke lade sig gøre.

Til gengæld var Menuhin solist med DR Symfoniorkestret ved Edinburgh Festspillene i 1958 og 1961, og han optrådte senere med orkestret i dobbeltrollen som solist og dirigent, bl.a. ved en koncert i 1970, hvor han spillede Mozarts Violinkoncert nr. 3 og dirigerede værker af Bach, Schubert og Britten.
Forud for priskoncerten blev Yehudi Menuhin i april 1972 interviewet i Politiken og fortalte bl.a.: ”Det var meningen at min kone og jeg lige efter krigen skulle ha’ været gift i Danmark, men det lykkedes ikke. Vi har altid elsket Danmark, vi har altid været henrykte over at komme der. Man indåndede sådan en atmosfære af kultur, fra maden til operaen, til balletten. Der var en klarhed over lyset. Der er simpelthen et vidunderligt lys over Danmark.”


I 1988, hvor Yehudi Menuhin på grund af sin alder ikke længere optrådte som solist, indspillede han som dirigent for Royal Philharmonic Orchestra Carl Nielsens Violinkoncert med den norske violinist Arve Tellefsen samt Carl Nielsens 4. Symfoni, Det Uudslukkelige.

Dagspressen

Bartoks koncert levede gennem Menuhins særprægede, slanke, kraftmættede klang, der dirrede af følsomhed og varme. Og af indlevende fantasi, hvilket alt sammen gør Menuhin værd at hædre med en pris.

(Jørgen Falck, Faaborg Amtsavis 14. maj 1972)

Bartok-koncerten har været dyrket trofast af Menuhin gennem tredive år, og hans fremførelse af den store, meget krævende solostemme var beundringsværdig for klarhed i passagespillet og for høje passager, der står næsten som selvlysende i rummet. Åndfuldt mesterskab i et godt sammenspil med orkestret, som havde hold på størstedelen af partiturets slemme overraskelser. Som tak for et vældigt bifald spillede Menuhin en sats af Bachs E-dur partita for soloviolin, og det gør han overjordisk pragtfuldt, så rent, så rent, og så ædelt i form og klang.

(Robert Naur, Politiken 13. maj 1972)

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Andre modtagere