EMILIE RAVN JENSEN

Léonie Sonning Talentprismodtager 2022

“Det er jo kun på prøve. Det er vigtigt at præcisere” siger Emilie Ravn Jensen, da hun fortæller om sin nystartede, etårige prøvetid som hornist hos Copenhagen Phil. Det er som om, at hun ikke helt tør tro på det endnu; som om hun må knibe sig selv i armen, for at være sikker på hun er vågen. “Det her er jo vildt! At være 22 år og få den mulighed, det er helt fantastisk. Jeg føler mig så heldig og privilegeret.” siger Emilie og tilføjer, at det er en drøm, der går i opfyldelse.

Som 18-årig deltog Emilie i et sommerkursus med Oslo Philharmonikerne, hvor unge musikere fik lov at spille side om side med de professionelle fra orkestret. De spillede Sjostakovitj´ 10. symfoni og Emilie oplevede at få en masse ansvar i de store hornsoli.

Selvom det var skræmmende, var den euforiske følelse bagefter så stærk, at det blev et vendepunkt for den unge Emilie. “Det her er megafedt! Tænk at kunne leve af det her. Det her skal jeg lave altid – forhåbentligt”. Hvis hun kunne få den følelse i et symfoniorkester hver uge, så var det det hun ville, fortæller en storsmilende Emilie, mens hun genkalder sig følelsen fra dengang. Så man forstår hvorfor Emilie lige må blinke en ekstra gang, nu da hun på ugentlig basis spiller med hos Copenhagen Phil.

Uvirkelig audition

Emilies audition til Copenhagen Phil var også en nærmest drømmeagtig oplevelse. Hun var blevet opfordret af sin lærer på konservatoriet til at prøve. Emilie havde aldrig været til audition før, og hun tænkte, at det jo kunne være en spændende oplevelse – om ikke andet så for træningens skyld.

Hun syntes det var “vildt nok” da hun gik videre efter første og anden runde. Men efter runde tre, som egentlig skulle være den næstsidste, var hun overbevist om, at det var endestationen for hende. Hun følte ikke, at det var gået så godt, men var dog mere end tilfreds med at være nået så langt. Efter lang tid kom juryen endelig ud og meddelte, at de ville slutte auditionen her, og at de havde valgt en person til prøvetiden.

“Så, efter det der føles som en evighed, hører jeg mit navn blive sagt. Så falder jeg bare tilbage i sofaen og forstår overhovedet ingenting. Indtil min lærer kommer hiver mig op og siger: “Du har vundet” og alle gratulerer mig. Det var helt uvirkeligt”

Sjæl og glæde

Robert Schumann sagde, at valdhornet er orkestrets sjæl og man mærker tydeligt Emilies opbakning til det udsagn. Hun elsker hornets alsidighed og dens helt specielle plads i orkestret, hvor der både skal spilles hårdt og højt med de andre messingblæsere og mere blødt og fint sammen med træblæserne.

I det hele taget har Emilie en stor spilleglæde, som blev grundlagt allerede som barn, når hun og hendes brødre, på henholdsvis horn og saxofon, mor på piano og far på sang afholdt små fredagskoncerter i hjemmet, når bedsteforældrene kom på besøg.

“Jeg har tidligt følt en enorm glæde ved at spille sammen og spille for nogen. Den reaktion man får når nogen bare elsker at høre på og glædes ved ens spil. Det har jeg altid sat stor pris på, og det tror jeg er grunden til, at jeg spiller og bliver ved. Det at skabe noget sammen, det tror jeg er den bedste følelse der findes”

Kort om Emilie Ravn Jensen

Emilie Ravn Jensen er født i 1999 og fra Larvik i Norge. Hun er årets yngste talentprismodtager, men har på trods af sine unge alder formået at konkurrere sig ind i Copenhagen Phil.
Inden denne chance bød sig, har hun studeret ved Norges Musikkhøgskole, Oslo og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København

Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond

Pengene der følger med Léonie Sonnings Talentpris, skal bruges til at købe et nyt diskanthorn og medfølgende udstyr, samt rejser og kurser i udlandet.

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere

Vindtro

Léonie Sonning Talentprismodtager 2023 Fra løbeklub til prisvindende blæserkvintetBlæserkvintetten Vindtro er noget af det gode,

Læs mere »

Radu Ratoi

Léonie Sonning Talentprismodtager 2023 Akkordeonisten Radu Ratoi er vant til udfordringer. Faktisk foretrækker han at

Læs mere »