Gustav Piekut

Jeg går efter menneskelig udvikling, ikke en bestemt præstation
Der er ingen tvivl om, hvem der er Gustavs idol blandt komponister. Møder man Gustav i forbindelse med, at han skal spille koncert, vil et lille greb i lommen afsløre, hvem det er. I lommen har Gustav nemlig – som regel – en lille buste af sit idol: Beethoven. Således også da Gustav i 2017 fik en 2. plads og tre hæderspriser i Aarhus International Piano Competition, hvor han spillede Beethovens femte klaverkoncert. Selvom Gustav har klaret sig godt i mange internationale konkurrencer, så er det ikke det, der gør lykken for ham.

Principielt set er musikkonkurrencer jo ret åndssvage, og det er et paradoks, for de kan være vigtige for ens personlige udvikling, siger Gustav Piekut og forklarer, at selvom konkurrencer har hjulpet ham, fordi han har skullet indstudere et stort repertoire og har fået lov at spille for et stort publikum, og måske har vundet nogle penge, så er det latterligt at konkurrere på klassisk musik, synes Gustav.

Man kan jo ikke kvantificere det. Bedømmelsen vil altid være subjektiv og derfor handler det rigtig meget om, hvilken indstilling, man går ind til en konkurrence med. Jeg ville ønske, at vi var i en verden, hvor konkurrencer ikke var nødvendige, men de er der, og jeg prøver at bruge dem til noget konstruktivt, siger Gustav Piekut, som er 22 år og studerer i Berlin.

Gustav tror ikke lykken er gjort med at opnå en drøm, der handler om at stå på en bestemt scene eller vinde en bestemt konkurrence. For ham handler drømmen om noget, der er meget tættere på ham selv.

Min drøm er, at jeg bliver ved med at udvikle mig og får en større horisont, både menneskeligt og musikalsk – selve præstationen, at få en stor koncert eller at vinde, kommer i anden række, siger Gustav, som har erfaret, at drømmen om at opnå noget bestemt, ikke kan opfyldes på en måde, så man bliver tilfreds.

Når man så er det sted, man har drømt om, så vil man gerne noget andet eller noget mere. Derfor tror jeg ikke på forestillingen om, at man på et tidspunkt bare er på et punkt, hvor man er tilfreds med det hele – den forestilling er lidt utopisk, siger Gustav.

Han mener også, der skal lidt held til for at lykkes med sin præstation.

Nervøsiteten er der altid ved en stor præstation. Den er man nødt til at acceptere og arbejde med. Så jeg fokuserer på, at jeg har øvet mig, at jeg kan mine ting. Og så er der de sidste 10%, der handler om, at man er nødt til at springe ud i det. Det er nok det, der hedder held. For uanset, hvor godt, man har forberedt sig, så er det jo ikke sikkert, at det lykkes. Man må tro på, at heldet er med en. Når der er noget, man gerne vil, så enten lykkes det eller det lykkes ikke. Og så er man dér, længere er den ikke, siger Gustav.