Herbert Blomstedt modtog Léonie Sonnings Musikpris 2016
Den svenske dirigent Herbert Blomstedt modtog Léonie Sonnings Musikpris på 100.000 euro ved en koncert torsdag den 7. april i Koncerthuset i DR Byen.
Koncerten blev transmitteret direkte på DR P2, streamet på dr.dk samt udsendt på DR K 17. april og 8. maj.
Programmet
Beethoven Symfoni nr. 8
Mahler Symfoni nr. 1
Medvirkende
DR Symfoniorkestret
Herbert Blomstedt, dirigent
Begrundelsen
Steen Frederiksen, der er medlem af Léonie Sonning Musikfonds bestyrelse, overrakte prisen og holdt en personlig tale, som også indeholdt følgende officielle motivering:
”Dirigenten Herbert Blomstedt tildeles med 100.000 euro Léonie Sonnings Musikpris for et helt livs arbejde i orkesterværkernes tjeneste. Som en af verdens helt store dirigenter har humanisten Herbert Blomstedts store indsats været at kæmpe mod det udvendige og for musikkens indre, blivende værdier, for at vi – med hans egne ord – kan sanse dens substans, enkelhed, transparens og harmoni.”
Dagen efter priskoncerten blev der i DR Koncerthuset afholdt masterclass med Herbert Blomstedt, DR Symfoniorkestret og tre unge nordiske dirigenter. Magnus Fryklund dirigerede Carl Nielsens Helios, Christian Øland dirigerede Sibelius Symfoni nr. 2, 1. sats og Håkon Nystedt dirigerede Brahms’ Symfoni nr. 4, 4. sats.
I anledning af prismodtagelsen udkom desuden en dvd, hvor Herbert Blomstedt og DR Symfoniorkestret spiller Schuberts Symfoni nr. 8 (”Den ufuldendte”) og Bruckners Symfoni nr. 7. Optagelsen er fra en koncert i Roskilde Domkirke, 2007. Dvd’en indeholder også et 80 minutter langt interview med Herbert Blomstedt.
Herbert Blomstedt og Danmark
Herbert Blomstedt dirigerede første gang DR Symfoniorkestret i 1955, og i perioden 1967-77 var han orkestrets chefdirigent. I dag har han titel af æresdirigent for DR Symfoniorkestret.
Sammen med DR Symfoniorkestret indspillede Herbert Blomstedt i 1973-75 alle Carl Nielsens symfonier og solokoncerter på plademærket EMI. Carl Nielsens musik har haft en stor betydning for Herbert Blomstedt, og i 1980’erne lavede han endnu en samlet indspilning af Carl Nielsens seks symfonier, denne gang med San Francisco Symfoniorkester på plademærket Decca. Denne udgivelse har siden fået status af referenceindspilning for Carl Nielsens symfonier.
Herbert Blomstedt har også støttet Carl Nielsen-forskningen, da han i 2002 donerede sit dirigenthonorar fra en koncert med DR Symfoniorkestret til den store bogudgivelse af Carl Nielsens breve.
Pressen skrev om priskoncerten i DR Koncerthuset:
Det er utroligt som denne dirigent igen og igen får de store symfoniske værker til at falde på plads på nærmest magisk vis […] Musikken voksede organisk, men uden nogen form for selvhenførende svælgen af den slags, Mahlers musik ellers frister mange dirigenter til. Oplevelsen virkede definitiv. Alle fra orkestrets eminente solooboist over klarinetter og horngruppen til slagtøj og strygere var med på den helstøbte vision, hvor landlig østrigsk vals, fanfarer, blød sorg og skarpe fraseringer fik lov at føre frem til trøst og sejr […] Mens en afslappet, pensioneret prinsgemal så til fra salens dronningeloge, åbnede Blomstedt førstesatsens verden med færrest mulige slag med de gamle hænder. Til gengæld var de gamle hænder fulde af dynamik, og der var stram eksplosivitet og friskhed over foretagendet. Især var der dog menneskelig varme, og det er måske det, han kan, som så mange andre dirigenter ikke helt kan: erobre musikken indefra, så man ikke længere savner noget, men bare sidder der og lytter med en følelse af, at det hele falder i hak.
(Thomas Michelsen, Politiken 9. april 2016)
Blomstedts bevægelser er på en måde blevet mere yndefulde med årene. Han slår ikke de store slag i luften længere. Styrer det hele med små midler. Men han tager stadig det fulde ansvar. Som når alle i orkestret ganske pludseligt skal holde inde på samme tid! Folk får en venstrearm lige i vejret, uden antydning af usikkerhed, uden tøven overhovedet – og derfor dybt tryghedsskabende for alle.
Blomstedt har aldrig været udpræget kommunikerende på podiet. Alle ydre effekter ligger den statelige dirigent meget fjernt […] Og svenskerens varme uden for podiet gør måske derfor desto større indtryk. Som når han træder ned og giver hånd til stort set alle i nærheden. Eller da han holdt takketale torsdag aften. Den dybt troende syvendedagsadventist afslørede sig som både beskeden og ret så humoristisk af natur. Et stopfyldt koncerthus med HKH Prinsgemalen i spidsen kunne knap nok lokke ham ind til de sidste ovationer. For det var jo orkestret selv, der fortjente dem. Og det stærkeste øjeblik i talen var godt ti sekunders verdensbremsende og til sidst altopslugende stilhed. Herbert Blomstedt kan skelne mellem vigtigt og uvigtigt og skærer ind til benet. Livserfaring er verdens bedste lærer.
(Søren Schauser, Berlingske Tidende 9. april 2016)
