Daniel Barenboim

Léonie Sonning Prismodtager 2009

Daniel Barenboim
Dirigent og pianist

Dirigenten og pianisten Daniel Barenboim modtog Léonie Sonnings Musikpris på 600.000 kr. ved en koncert søndag 19. april 2009 i Koncerthuset, DR Byen.

Prisen blev overrakt af dirigenten Michael Schønwandt, medlem af Léonie Sonnings Musikfonds bestyrelse, som i sin personlige tale bl.a. sagde:
“Din fuldstændige beherskelse af musikken og nødvendigheden af at kommunikere den videre har gjort dig til en af vor tids største dirigenter – foran de største orkestre og i de største operahuse. Din mentale kapacitet er fuldstændig enestående, men meget vigtigere er, at du altid kommunikerer til os, dit publikum, hvorfor det er helt nødvendigt at høre denne musik.

Og dit dybe engagement i kampen for en løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt er en grundlæggende sag for dig. Du, som selv er borger i flere lande – inklusive begge de to – bruger musikken som middel. West-Eastern Divan Orkestret, som forener musikere fra Israel og Palæstina, er et strålende eksempel for hele verden på, hvad musik kan og må gøre for os alle sammen.”

Den officielle begrundelse for prisuddelingen lød:

”Léonie Sonnings Musikpris 2009 tildeles med 600.000 kr. pianisten og dirigenten Daniel Barenboim for hans virke for den klassiske musik. Gennem mere end et halvt århundrede har Daniel Barenboim vitaliseret den klassiske musikarv og gennem sin enestående titaniske skaberkraft rakt den klassiske musik ud til hele verden og været en ledestjerne for kommende generationer. Hans modige indsats for musikken som fælles sprog har bygget bro mellem mennesker uanset race, kultur og religion.”

I sin takketale henvendte Daniel Barenboim sig også til orkestret, Det Kongelige Kapel, og sagde:
“Dette orkester er faktisk skyld i, at jeg blev dirigent. For da jeg som ganske lille, 9-10 år gammel dreng kom til Europa fra Argentina, var et af de første orkestre, jeg hørte, Det kongelige Kapel med pianisten Edwin Fischer som solist. De ældre blandt publikum vil huske, hvilken vidunderlig musiker, han var, og hvilket nært forhold han havde til dette orkester og til jeres konge, for hvem det at herske over landet ikke var nok – han måtte føle magten ved at være dirigent. Eller måske var det magtesløsheden ved at være dirigent, der fik ham til at ønske at være konge. Vi vil aldrig få det at vide!

I hvert fald: Den koncert, jeg hørte med dette orkester i begyndelsen af 1950’erne med Edwin Fischer, fik mig til at ønske at spille og dirigere Mozarts koncerter. Og jeg sagde til Edwin Fischer: Det er dét her, jeg vil. Jeg vil spille Mozarts klaverkoncerter og dirigere fra klaveret, som De gør. Og hans svar var meget vigtigt – noget, som visse af mine klaverkolleger desværre ikke har fået at vide: Hvis du ønsker at dirigere fra klaveret, er du nødt til at lære at dirigere.”

Programmet
Carl Nielsen: Symfoni nr. 2, De fire Temperamenter
Beethoven: Klaverkoncert nr. 3
Beethoven: Klaverkoncert nr. 5
Chopin: Nocturne, Des-dur (ekstranummer)
Medvirkende
Det Kongelige Kapel
Michael Schønwandt, dirigent

Daniel Barenboim og Danmark

Da Barenboim fik overrakt musikprisen, kunne han se tilbage på over 40 års optræden i Danmark. I 1968 gav han sin første koncert i København som dirigent for English Chamber Orchestra, og de følgende år spillede han kammerkoncerter med bl.a. sin afdøde hustru Jacqueline du Pré og dirigerede DR Symfoniorkestret. Han har dirigeret West-Eastern Divan Orchestra i Tivolis Koncertsal og flere gange spillet solokoncerter i DR Koncerthuset.

Pressen skrev om priskoncerten bl.a.:

“Barenboim spillede præcis som kattedyret, der sniger sig ind på hurtige antiloper med afmålt kraft og elegance i hver bevægelse og pludselig mobiliserer overvældende styrke til jagtens voldsomme kulminationer. Den lille, hvidhårede mand har en bjergtagende fingerspidsfornemmelse og en teknik, der giver ham overskud til at forme klaverklange, som om tonerne var blødt ler.

Ved priskoncerten leverede han nogle helt utrolige musikalske øjeblikke med så mange forskelligartede klanglige nuancer i to af Beethovens klaverkoncerter, som man ikke troede et brillant Steinwayflygel overhovedet kunne producere. […] I Kejserkoncerten – den femte klaverkoncert – foldede han poetiske faner ud med ekstremt tyst og samtidig distinkt spil. Og overalt, midt i alt det inderlige, brølede han igen og igen kæmpekaskader af virtuost klaverspil ud over orkestret.”

(Henrik Friis, Politiken 21. april 2009)

“Det er i den langsomme musik, Barenboims enestående musikalitet altid har åbenbaret sig, og i det stykke deler han et sjæleligt fællesskab med sin for længst døde mentor Edwin Fischer. Beethoven lægger for så vidt en nedskreven improvisation frem i sin largo, med vandrende tertsgange, skalaer og brudte akkorder på rad og række. Det kan spilles som det står. Og det kan synges og reciteres og dramatisere, sådan som det skete søndag eftermiddag. […] Jublen i salen var overvældende og vedvarende, og den udløste et enkelt ekstranummer, Chopins Nocturne i Des-dur. Et forførende nattestykke, med duftende harmonier og blomsterbesmykkede melankolske melodilinjer, som Barenboim skænkede som en sød afskedsdrik til et mæt og taknemmeligt publikum.”

(Valdemar Lønsted, Information 22. april 2009)

Similar Posts