Léonie Sonning Talentprismodtager 2008
Baryton-sangeren Lars Møller
Begyndte sin sangkarriere som drengesopran i Herning Kirkes Drengekor. Efterfølgende studerede han hos Lars Thodberg Bertelsen, Peer Birch og Erik Kaltoft ved Det Jyske Musikkonservatorium. I 2007 blev han færdiguddannet som operasanger fra det Kongelige Teaters Operaakademi.
I koncertsammenhænge har han optrådt med bl.a. Helsingborg Symfoniorkester og Sjællands Symfoniorkester. Han er en fast del af Liedkompagniet og deltog sammen med pianisten Christian Westergaard i 2007 i liedkonkurrence i Wigmore Hall, London. På operascenen har Lars Møller optrådt som Sid i Albert Herring, som Guglielmo i Cosi fan Tutte samt som Uwe i Tugt og Utugt i Mellemtiden på Århus Sommeropera. Desuden har han på Det Kongelige Teater sunget Dr. Falkes parti i Flagermusen og Tarqinius’ i The Rape of Lucretia. 2007-2009 var han fastansat på Nationaltheater Mannheim.
Stipendium
Stipendiet på 50.000 kr. blev anvendt til sangstudier hos Susanne Eken, Christen Stubbe Teglbjærg samt Friedrich Gürtler.