MAGNUS PLEJDRUP

Léonie Sonning Talentprismodtager 2022

“Jeg hader klassisk musik” – var det svar en ung Magnus Plejdrup gav, da han på sin efterskole blev spurgt om hvad hans yndlingsmusik var.

Meget har ændret sig siden, og Magnus indrømmer også at han nok var lidt vred dengang. Han følte sig udenfor i sin folkeskoletid og erindrer, hvordan han i sine teenageår brugte meget tid på at spille computer, mens han lyttede til hård aggressiv rockmusik. Senere blev computeren erstattet af et trommesæt og interessen for musik førte ham til efterskolens musiklinje.

Det var dog først i gymnasiet, på musiklokalets gode stereoanlæg, at han blev præsenteret for de store symfonier, og blev imponeret og fascineret af den klassiske musik. Det såede et kim i ham, om selv at ville komponere musik. Et kim der senere fik næring, da han i det lokale kirkekor i Sct. Mortens Kirke i Randers mødte organist og komponist Christian Præstholm, der ofte selv havde skrevet de værker de sang i koret. Det rystede hans verdensopfattelse. Hidtil havde Magnus været af den overbevisning, at komposition var forbeholdt en lille udvalgt, nærmest gudsbenådet, skare af genier.

Så da mange andre, efter gymnasiet, brugte et sabbatår på at rejse, brugte Magnus sit på selvstudier i komposition. Efter en afstikker på Musikvidenskab på Aarhus Universitet og et par år på MGK lykkedes det i 2018 Magnus at komme ind på Konservatoriet i Aarhus, hvor han tog en bachelor i komposition.

Frygt for at blive afsløret

Magnus har stadig den dag i dag nogle gange svært ved at fatte at han, en ung mand fra Randers, med den baggrund han har, helt hører til hvor han befinder sig nu. At han skulle kunne blive optaget på konservatoriet i Aarhus, og endda siden hen få lov at fortsætte sine studier i Glasgow.

Jeg kommer ud af en familie som ikke har dyrket musik overhovedet. Og fordi jeg først selv begyndte at beskæftige mig med klassisk musik, da jeg var 18 år gammel, kan jeg godt af og til føle, at jeg lider af imposter syndrome – en følelse af, at man bare lader som om – at nogen på et tidspunkt finder ud af, at man udgiver sig for at være noget, man ikke er. Men jeg synes også at jeg efterhånden bliver bedre og bedre til at sætte pris på og anerkende mine egne evner.

Få værket til at ske

Magnus blev optaget på dirigentstudieretningen på Royal Conservatoire of Scotland i september 2021. Men det var på kompositionsstudierne på konservatoriet i Aarhus, at hans interesse for at dirigere opstod. For Magnus har det altid været vigtigt at få værket til at ske. Hans værker skal ikke gemmes væk i en skuffe, de skal spilles. Så noget af det første han gjorde på studiet, var at danne et kammerorkester med sine venner. ”Så havde jeg noget at skrive til og så kunne jeg få det spillet af dem, og jeg kunne selv deltage i processen ved at dirigere.”

Netop processen er vigtig for Magnus. Som komponist og dirigent er han godt klar over at han er dybt afhængig af andre, for at kunne udøve sin kunst, og at den skabes i samarbejde med musikere. “For mig er det også dét som kunsten handler om. Det her med at stimulere fællesskaber og solidaritet”

Kort om Magnus Plejdrup

Magnus Plejdrup er født i 1995 i Viborg og opvokset i Randers. Han er uddannet klassisk komponist fra konservatoriet i Aarhus og har taget studier i orkesterdirektion i Glasgow ved Royal Conservatoire of Scotland. I forbindelse med sine studier har Magnus dirigeret bl.a. Scottish Operas Orkester og BBC Scottish Symphony Orchestra m.fl. Han har derudover deltaget i masterclass i orkesterdirektion med Moravian Philharmonic Orchestra og Alim Shakh i Olomouc, Tjekkiet. 
Hans værker er blevet opført af bl.a. Orkester Midtvest, Esbjerg Ensemble og Det Jyske Musikkonservatoriums Symfoniorkester, og i maj 2021 vandt han publikumsprisen ved Randers Kammerorkesters komponistkonkurrence i anledning af dettes 75-års jubilæum.
Magnus er desuden stifter, kunstnerisk leder og tidligere chefdirigent for det århusianske kammerorkester Ensemble, Pluma, samt del af den kunstneriske ledelse bag Aarhus Kammermusikfestival.

Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond 
 

Pengene der følger med Léonie Sonnings Talentpris, skal bruges til deltagelse i masterclass samt indkøb af noder.

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere

Vindtro

Léonie Sonning Talentprismodtager 2023 Fra løbeklub til prisvindende blæserkvintetBlæserkvintetten Vindtro er noget af det gode,

Læs mere »

Radu Ratoi

Léonie Sonning Talentprismodtager 2023 Akkordeonisten Radu Ratoi er vant til udfordringer. Faktisk foretrækker han at

Læs mere »