Nils Erik Måseidvåg

Léonie Sonning Talentprismodtager 2020

Stavanger by night
Da Nils Erik Måseidvåg var teenager, var den perfekte lørdag aften, når der ikke skete noget som helst i den vestnorske hjemby Stavanger. Så kunne han nemlig sætte sig i ro og mag med en god stak partiturer og fordybe sig i f.eks. Bruckners samlede symfonier fra ende til anden.

”Jeg havde konstant en stor stak partiturer på den ene side af mit skrivebord og en stor stak cd’er på den anden side. De blev hele tiden skiftet ud, så jeg kunne blive bekendt med så meget musik som muligt”, forklarer Nils Erik om de tidlige teenageår, hvor han også begyndte at spille klarinet i et ungdomsorkester. En begivenhed, der for alvor åbnede hans øjne for klassisk musik.

År forinden var det et længere ophold i Skotland med familien, der satte ham i gang med at spille musik. Alle børn skulle spille et instrument i det lokale musikkorps, og Nils Erik fik tildelt klarinetten. Tilbage i Stavanger var tilbuddene gode, hvis man ville udøve musik, så klarinetten blev ikke lagt på hylden, selvom det skotske musikeventyr var ovre. Snart kunne man finde Nils Erik på første række til abonnementskoncerter med Stavanger Symfoniorkester sammen med sin far, der som fagottist selv var klassisk musikinteresseret.

Opslugt af musik

Efterhånden som Nils Erik fik erfaring og gode oplevelser i forskellige orkestersammenhænge, fik han øjnene op for at læse med i noderne, når han lyttede til musik. På samme måde som han gør i dag.

”Når jeg finder et nyt område inden for musikken, så bliver jeg helt opslugt. Det kan i en periode være Mahlers symfonier, Wagners operaer eller Stockhausen, men lige meget hvad det er, så er jeg totalt fascineret af lige den musik, indtil jeg finder noget andet og går videre med det”, fortæller Nils Erik henrykt og tilføjer, at han ser det som dejlige perioder, for de er fulde af nysgerrighed og begejstring over alt det nye, han opdager.

Langsomt blev Nils Erik mere og mere optaget af at læse musikken frem for at spille den. Så da han opdagede, at man kunne studere direktion på Norges Musikkhøgskole, søgte han spontant og kom ind. Samtidig fejede han tidligere drømme om at blive enten dinosaurforsker, professionel klarinettist eller komponist af bordet.

Et skridt ad gangen

Det største, Nils Erik kan forestille sig at få lov til at dirigere, er nogle af Wagners helt store operaværker som Nibelungens Ring, Tristan og Isolde eller Parsifal. Men med kærlighed til musikken er det vigtigt for ham ikke for tidligt at slå for stort brød op.

”Lige nu sætter jeg stor pris på de professionelle jobs, jeg har, som giver mig anledning til at teste mig selv – helst lige til kanten af, hvad jeg kan klare, så jeg næste gang kan gøre det endnu bedre”, siger Nils Erik.

Hvilket orkester, der endnu er for stort til den beskedne dirigent, vil Nils Erik ikke afsløre, men indtil videre er det på nationalt plan blevet til samarbejder med både Oslofilharmonien, Kristiansand Symfoniorkester, Bergen Filharmoniske Orkester – og så der, hvor hans musikalske passion tog sine tidlige skridt: Stavanger Symfoniorkester.

Om alt går vel, står han i maj 2020 i spidsen for Aarhus Symfoniorkester, når han tager sin eksamen i orkesterdirektion fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Derfra ligger verden åben.

Kort om Nils Erik Måseidvåg

Født i 1992. Opvokset i Stavanger i Norge.


Spillede klarinet i børne- og ungdomsorkestre i Skotland og Stavanger som barn.


Bachelor og masteruddannelse i orkesterdirektion i Oslo på Norges Musikkhøgskole og siden kandidat på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.


Har dirigeret de førende norske orkestre såsom Oslofilharmonien, Kristiansand Symfoniorkester, Stavanger Symfoniorkester, Kringkastingsorkesteret, Marinemusikken, Trondheim Symfoniorkester og Nordnorsk Opera og Symfoniorkester.


I 2018-2019 var Nils Erik assisterende dirigent for Bergen Filharmoniske Orkester.

Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond

Pengene, der følger med Léonie Sonnings Talentpris, skal Nils Erik bruge til deltagelse på masterclasses i Ungarn og Tyskland samt studierejser til London og Berlin for at overvære prøver med nogle af verdens bedste orkestre og dirigenter.

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere

Vindtro

Léonie Sonning Talentprismodtager 2023 Fra løbeklub til prisvindende blæserkvintetBlæserkvintetten Vindtro er noget af det gode,

Læs mere »

Radu Ratoi

Léonie Sonning Talentprismodtager 2023 Akkordeonisten Radu Ratoi er vant til udfordringer. Faktisk foretrækker han at

Læs mere »