Simon Rattle

Prisoverrækkelsen

Den engelske dirigent Sir Simon Rattle modtog Léonie Sonnings Musikpris på 600.000 kr. ved en koncert lørdag 2. februar 2013 i Koncerthuset i DR Byen. Prisoverrækkelseskoncerten blev transmitteret live på DR P2 og DR K.

Begrundelsen

Prisen blev overrakt af dirigenten Michael Schønwandt, medlem af Léonie Sonning Musikfonds bestyrelse, med følgende officielle begrundelse:
”Léonie Sonnings Musikpris 2013 gives med 600.000 kr. til dirigenten Sir Simon Rattle for igennem mere end 35 år at have placeret den symfoniske orkestermusik centralt i nutidens samfund.
Med sine medrivende og nyfortolkende opførelser af mere end tre århundreders musik har Sir Simon på afgørende vis medvirket til at nydefinere dirigentens rolle og funktion. Takket være Sir Simons begejstring og sociale engagement har talrige nye lyttere fået åbnet sindet for musikkens urkraft.”

Simon Rattle fortalte i sin takketale, at han vil anvende beløbet fra Léonie Sonnings Musikpris til at starte en ny dirigentuddannelse som en del af Berliner Filharmonikernes Orkesterakademi.

Programmet

Sibelius: Symfoni nr. 7
Hans Abrahamsen: Dobbeltkoncert for violin, klaver og strygeorkester
Carl Nielsen: Symfoni nr. 4, Det Uudslukkelige
Dvorák: Slavisk Dans op. 72, nr. 7 (ekstranummer)
Carolin Widmann, violin
Tanja Zapolski, klaver
Det Kongelige Kapel
Sir Simon Rattle, dirigent

Simon Rattle i Danmark

Som helt ung dirigent optrådte Simon Rattle flere gange i Danmark i slutningen af 1970’erne. Han dirigerede Sjællands Symfoniorkester ved koncerter i bl.a. Tivolis Koncertsal, Hvidovre Medborgerhus og Kastrup Bio. Få måneder inden priskoncerten dirigerede Simon Rattle atter i Danmark, da han 16. november 2012 gav koncert med Berliner Filharmonikerne i Koncerthuset. Ved denne lejlighed var repertoiret af Ligeti, Wagner, Debussy, Ravel og Schumann. Koncerten blev i dagbladet Information omtalt som ”en blændende opvisning i teknisk perfektion og sublim klangkunst, på et niveau, som vi kun kan drømme om på disse kanter.”

Pressen skrev om priskoncerten i Koncerthuset:

“Uden partitur, men med ører på hver musiker i det enorme orkester, ultrapræcise pindeslag og et ansigt, der mimede koncentreret med på fraserne, foldede Rattle de symfoniske afsnit ud i et eksplosivt, farverigt forløb. Træblæserne dansede og sang, strygerne spandt, og paukerne dundrede fra hver sit hjørne af salen. […] Rattle røbede i sin takketale, at hans Sonning-pris går til opstarten af en ny dirigentuddannelse på orkesterakademiet. En 23-årig talent-spire er allerede i nestorens kikkert. Respekt for denne progressive og generøse gestus fra en maestro med stor menneskelighed.”

(Christine Christiansen, Jyllands-Posten 4. februar 2013)

”Rattle formede Sibelius’ tungsindige dramatik som serier af tonerækker gennem sejt, vådt græs. Som melankolsk folkesang med tyngde og klarhed eller blikket ned i en truende, bundløs sø i Finmarken. Nielsens leg med de store kontraster mellem kulmination og ingenting, i symfonien med undertitlen ‘Det uudslukkelige’, blev en tilsvarende medrivende affære. Symfonien er, som Abrahamsens dobbeltkoncert, skrevet til Kapellet. I 1916 i ly af Første Verdenskrig som et livstykke af symbolistisk karakter. Instrumentgrupperne jagtede hinanden rundt i rummet som metaforer for modstand, glæde, tab og djævelskab. Og den slags musikfortælling er og var lige Simon Rattles gebet. Fra en enkelt violintone til de voldsomste konklusioner på en logisk og fængslende facon.”

(Henrik Friis, Politiken 4. februar 2013)

“Sjældent har denne hædersbevisning forekommet at lande på et mere rigtigt sted. Rattle takkede ved at dirigere Det Kongelige Kapel op i den europæiske elite […] Orkestret var reduceret til en lille strygerbesætning i Abrahamsens Dobbeltkoncert fra 2011, og det var sært at tænke på, at netop denne musik kunne være toner, der udgår fra Olympens himmelhvælv. Så krystallinsk, så lyst vibrerende, så gennemsigtigt, så rytmisk forfinet meddelte koncerten sig. Tyske Carolin Widman og vores egen Tanja Zapolski var begge eminente protagonister i dette fascinerende glasperlespil, forstået som et legende koncentrat af klangens spektrum, melodiens emotionelle kraft og rytmens uudslukkelige livsmønstre. Det lyder utrolig enkelt, sagde Rattle i fredags, men at spille det er vanvittig svært […]
Og hvilken gave for os at høre Det Uudslukkelige med nye synsvinkler. Mange detaljer vil man huske, men det var et vedvarende indtryk, at Rattle lod Carl Nielsen tale, han satte ikke musikken i scene eller voldtog den eller påførte den manerer. Hans magnetiske tilstedeværelse i øjne og bevægelser inspirerede musikerne til at bidrage med summen af deres erfaringer med symfonien, til en uforglemmelig præstation på alle niveauer. Ganske særligt bevægende i symfoniens indre satskomplekser, i træblæsernes fabelagtigt musicerede allegretto og i strygernes intenst gennemførte tostemmige forløb i adagioen.
Festen sluttede i samme toneart som den begyndte: C-dur. Med en slavisk dans af Dvorák, sydende, overgivent, forførende og furiøst.”

(Valdemar Lønsted, Information 4. februar 2013)

Similar Posts