Witold Lutoslawski

Prisoverrækkelsen

Den polske komponist Witold Lutoslawski modtog Léonie Sonnings Musikpris på 50.000 kr. ved en koncert 14. august 1967 i Tivolis Koncertsal.

Koncerten blev udsendt direkte i P2. På P2 sendte man desuden i dagene op til prisuddelingen tre portrætudsendelser, hvor Lutoslawski blev interviewet om sin musik.

Musikprisen blev overrakt af DR’s musikchef Mogens Andersen og rektor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Svend Westergaard.

Mogens Andersen indledte, ifølge Politiken, med en lille forelæsning om Lutoslawskis prægnans som skribent og komponist. Derefter overrakte Svend Westergaard prisen og holdt en tale for Lutoslawski. Han betegnede Lutoslawski som en kær gæst i Danmark og hyldede ham for balancen mellem det artistisk nyskabende og det almene kunstneriske udtryk. Westergaard fremhævede ifølge avisen Land og Folk spændingen mellem tradition og eksperiment i Lutoslawskis kunst og sagde bl.a.: ”Hvad enten vi står fremmede over for indholdet i visse af Deres værker, eller vi fyldes af beundring og taknemmelighed ved at lytte til andre af Deres værker, – altid møder vi i Deres musik en stor mester og en ærlig kunstner.”

Musikprisens officielle ordlyd er desværre ikke bevaret.

I sin takketale sagde Witold Lutoslawski bl.a.:

“Det er mig ikke blot en stor ære, men også en meget stor glæde at modtage Sonning-Musikprisen. Det er kosteligt i en komponists liv, når han undertiden føler, at der findes mennesker i verden, som ikke finder hans musik ganske unyttig. Dette er et betydningsfuldt og værdifuldt øjeblik i mit liv. Jeg takker for begge dele – for æren og for glæden.”

Programmet

Peder Holm Tre orkesterstykker (uropførelse)
Matyas Seiber/John Dankworth Improvisationer for jazzband og symfoniorkester
Lutoslawski Paroles tissées

Medvirkende
Sahib Shihab, altsaxofon
Jørgen Hviid, tenor
DR Symfoniorkestret
Witold Lutoslawski, dirigent

Pause

Lutoslawski: Koncert for orkester
DR Symfoniorkestret
Jan Krenz, dirigent

Witold Lutoslawski og Danmark

Lutoslawskis første besøg i Danmark var i 1947 ved en festival for ny musik i København. Hans værker begyndte at blive mere regelmæssigt repræsenteret i Danmark i begyndelsen af 1960’erne, bl.a. opførte DR Symfoniorkestret hans Musique funèbre i 1961. Lutoslawskis næste Danmarksbesøg var i februar 1966, hvor Radiokoret og DR Symfoniorkestret opførte hans Tre digte af Henri Michaux. Lutoslawski dirigerede koret og Jan Krenz orkestret. Det var også Lutoslawski og Krenz, der dirigerede ved priskoncerten i 1967 – og Lutoslawski havde selv valgt de to af hans værker, der blev opført. 

I 1968 efter vendte Lutoslawski tilbage til Danmark for at afholde et seminar for danske komponister, og så sent som i marts 1990, da han var 77 år, deltog Witold Lutoslawski som dirigent ved et orkesterseminar med konservatoriestuderende i Odense.

Pressen skrev bl.a.

De to værker af Lutoslawski, vi fik at høre, viser virkelig spændingen i hans produktion. De fire sange til ubegribelige franske digte viser ham som romantiker og mystiker, der søger og famler efter et ståsted i livet, og derfor arbejder han her med en flimrende, sløret og konturløs klangverden, skaber en tungtåndende, passiv stemning. […] I orkesterkoncerten møder vi Lutoslawski som handlingsmennesket, og her udtrykker han sig derfor gennem rytmens aktive energi, melodiens koncentrerede kraft, klangens hårde profilering og formens fasthed.

(Walter Zacharias, Land og Folk 16. august 1967)

Når man i aftes lyttede til et af hans nyeste værker “Paroles Tissées” som han selv dirigerede – blev man atter en gang slået af den drømmeagtige skønhed, den diskrete sensualisme, der er et så fremtrædende træk i hans musik. […] Lutoslawskis af alle med rette berømmede tekniske mesterskab foldede sig på mange måder ud i dette næsten idylliske kammerstykke. De mange og alle fint beherskede improvisatoriske indslag er blot ét eksempel på Lutoslawskis talent for at opnå præcise virkninger med uortodokse midler.

(Poul Rovsing Olsen, Berlingske Tidende)

Den frihed under ansvar, som han tilkender sine musikere, udspringer ikke af rådvildhed. Den tjener en ganske særlig kunstnerisk virkning, en virkning, som har åndsfælleskab med Debussys destillerede klangkunst. “Paroles tissées” er et sart værk, ganske uanmasende musik, og den polske mester har med disse toner ført et bevis for, at Apollons arv lader sig forvalte med tekniske virkemidler af vor tid, som i reglen sættes i tjeneste hos brutalitet og kaos. […]

Aftenens afsluttende punkt var ikke mindre givende. Under et rytmisk vitalt og fremragende lederskab af en polske dirigent Jan Krenz spillede radio-symfonikerne Lutoslawskis ”Koncert for orkester”, et værk fuldendt i 1954. Er hans sarte, akvarelagtige “Paroles tisées” en mesters værk, så er denne koncert for orkester et mesterværk, så godt som vi skulle opleve det i 1950’erne, dette for tonekunsten så grotesk splittede ti-år. Orkesterkunst, bevægelse som fra dansende kroppe, melodi fra det polske folk, formet i et enkelt værk af uimodståelig kraft.

(Robert Naur, Politiken 16. august 1967)

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på email

Andre modtagere